Dette er del 2 af to artikler der beskæftiger sig med Hærens 1. Brigade, og dens udvikling til en tung infanteribrigade – eller ej.
Før vi går videre, vil jeg gerne præcisere at selvom jeg har uniform på, på billedet nedenfor, og du her kan læse at jeg arbejder i Udviklings og Planlægningsstaben, så er dette indlæg mine private vinkler, som primært er oplyst af min tjeneste i Hæren, hvor jeg har beskæftiget mig med udviklingsvirksomhed siden 2012, samt mit virke i landmilitært udviklingsforum. Jeg arbejder ikke med udvikling af forliget, har ikke været med i kastels-processen og medtager ikke viden – særligt ikke klassificeret viden, som jeg har fået som medarbejder i Udviklings- og Planlægningsstaben. Ej heller er mine indlæg ment som personlige angreb på forsvarschefen, men et udtryk for at de ting han siger, ikke stemmer overens med den virkelighed jeg ser nu og fremtiden.
Special-infanteri
I sit interview med Peter Ernstved til Frontlinjen, fortæller forsvarschefen, at han ikke har taget stilling til, om Danmark skal leve op til NATO styrkemål med den tunge brigade. Samtidigt siger forsvarschefen, at han ser at udviklingen på den moderne kampplads peger mere i retning af ildkraft og rækkevidde frem for ”tunge enheder”. Forsvarschefen taler i interviewet om en enhedstype kaldet special-infanteri, der skal kunne observere og skyde langt. Min analyse af det indlæg peger på at forsvarschefen faktisk har taget stilling til den tunge brigade – og den vil han ikke gå efter. Det vil han ikke, fordi der er for mange tunge enheder, altså de panserinfanteri- og kampvognsenheder, som jeg beskrev i del 1 af artiklen. Min analyse siger også at han i stedet for flere tunge enheder – altså i stedet for panserinfanterienheder, ønsker sig de såkaldte special-infanterienheder, der er udrustet med droner og andre sensorer, der kan se langt og derved bekæmpe fjenden med langtrækkende panserværnsmissiler og droner. Dét vil jeg se nærmere på i denne artikel:
Den beskrevne enhedstype har intet med infanteri at gøre – det er en forvirrende og lodret forkert betegnelse, som ingen andre NATO lande anvender. Infanteri er soldater der løser deres opgaver igennem nærkamp med fjenden, med gevær, maskingevær og håndgranater kæmper de i byer og skove – som vi ser det i Ukraine. Soldater der betjener droner og panserværnsmissiler, som beskrevet, er ikke infanteri. De er opklaringssoldater eller panserværnssoldater. Kan det ikke være lige meget? Nej – det forvirrer debatten og gør en i forvejen uklar og mangelfuld informationsstrøm fra Forsvarets ledelse endnu mere utydelig. Samtidig gør det hele området meget svært for vores politikere at forstå, når de skal være med til at prioritere midlerne til Forsvaret. Det får den militære faglige anbefaling til at fremstå uprofessionel og usaglig set fra Forsvarets egne rækker.
Kamppladsen
Når den misforståelse er af vejen, kan vi koncentrere os om det vigtige – nemlig den moderne og fremtidens kampplads, og hvordan 1 brigade bør se ud for at kunne kæmpe og vinde her. Forsvarschefens antagelse om kamppladsen er i fuld tråd med NATO og vores allieredes analyser. Det ER svært at opholde og bevæge sig på kamppladsen, og det bliver kun mere vanskeligt i fremtiden. De mange sensorer på droner, på jorden, i rummet og i civilbefolkningens telefoner gør det utroligt svært at gemme sig. Forsvarschefens antagelse der siger at brigaden bør råde over flere droner og andre er også fuldstændig rigtig – hertil at vi skal råde over flere langtrækkende våbensystemer, der kan bekæmpe fjenden på længere afstand, før fjenden kommer på skudhold af os.
Så selv om Forsvarschefen vildleder med et dårligt valgt navn, så har han faktisk ret i mange af sine antagelser.
Brigaden på fremtidens kampplads
Som jeg beskrev i del 1 af artiklen, kæmper 1 brigade som en del af en division, side om side med andre NATO-brigader. Brigader er de kampenheder, der gennem manøvrer angriber fjenden og tager terræn, eller forsvarer sig mod fjendens angreb. Vi kæmper og indsætter efter en NATO doktrin, der gør at vi kan samarbejde. Jeg kan i kommentarsporet til del 1 læse, at der er nogen der mener at doktrinposen skal rystes, da krigen i Ukraine måske viser at måden vi vil kæmpe på, er udfordret. Det er sandt – men doktrinposen skal rystes således at brigaden kan løse den pålagte opgave – at tage og holde terræn fra fjenden på kort afstand – for det er opgaven der er styrende. Som en lille nation, kan det være svært at ryste doktrinposen, vi skal kunne modtage allierede enheder i vores brigade og afgive andre til naboen – det kræver en ens forståelse for kampen. Derudover skal vi passe på med at gå enegang, når vi i forvejen ikke har kapacitet til at holde vores nuværende doktrin up-to-date. Vi bør arbejde sammen med de større nationer, der har udviklingsorganisationer på flere 1000 mand og som ikke laver andet.
For en brigade består udfordringen af to dele ift. fremtidens kampplads:
1. Hvordan overlever brigaden på kamppladsen.
2. Hvordan løser brigaden sin opgave på kamppladsen.
Landmilitært Udviklingsforum gennemførte, i al beskedenhed, det første og største udviklingsforsøg i mange år rettet mod brigadens indsættelse på fremtidens kampplads hen over sommeren. Ud fra en beskrivelse af fremtidens kampplads, blev medlemmerne bedt om at komme med forslag til hvordan brigaden skulle kæmpe og vinde i 2043. De 8 indlæg der kom, blev diskuteret og afprøvet i en række wargames med en afsluttende rapport. Et lignende arbejde har jeg aldrig oplevet i rammen af Forsvaret. Mere om det nedenfor.
Herunder følger et par uddrag fra Landmilitært Udviklingsforums rapport:
I forhold til overlevelse på kamppladsen blev spredning af brigadens enheder i større ansvarsområder end normalt afprøvet. Bataljonerne blev splittet op i mindre manøvrer-grupper og nogle panserinfanterikompagnier lavet om til opklarings-enheder, der skulle finde fjenden og bekæmpe denne med ildstøtte på stor afstand, frem for selv at søge kampen. Skjul, sløring, vildledning og flere andre ting blev ligeledes afprøvet.
Det viste sig at spredte enheder ganske rigtigt var sværere at finde, men det var også svært at samle dem på kamppladsen, når fjendes forberedte forsvarslinjer skulle gennembrydes. Det førte til det vi kalder stykvis indsættelse – hvilket historisk set er en dårlig ide og de samme erfaringer gør man sig netop i Ukraine. Endnu værre var ideen med at lave panserinfanteri om til opklaringsenheder i mindre, ubeskyttede og dårligt bevæbnede opklaringskøretøjer (altså det jeg læser Forsvarschefen efterspørger). Disse enheder havde lettere ved at gemme sig på vej hen mod fjenden, men havde utroligt svært ved at bryde igennem eller opholde sig i nærhed af fjenden – selv når de anvendte sensorer på master og små droner. Så snart de blev set, blev de nedkæmpet grundet den manglende kampkraft – grundlæggende en farlig situation vi bringer vores enheder og soldater i.
For at løse opgaven – og særligt den opgave vi ser ukrainerne, har svært ved i øjeblikket – altså gennembruddet gennem fjendens forberedte forsvarslinjer, var der, som Forsvarschefen skitserer, behov for droner og præcisionsild før de pansrede enheder kunne trænge igennem. Erfaringer fra Ukraine og vores wargames har vist, at panserværnskompagnier ved brigaden og panserværnsdelinger ved bataljonerne, bedst løser denne opgave, og der er fortsat et stort behov for kampvogne og panserinfanteri til at rense målet, besætte terræn og manøvrere i dybden – det kan man ikke alene med sensorer, artilleri og missiler.
Som en del af løsningsforslagene blev anvendelsen af ubemandede jord-platforme også afprøvet. Vi kan se at vores allierede gennemfører en masse forsøg med disse platforme, der i dag er fjernstyrede, men i fremtiden nok vil være mere autonome. Disse platforme blev i vores wargames, sendt ud foran både opklaringsenheder, men også kampvogns- og panserinfanterienheder, samt øvrige steder i brigaden i mange forskellige roller. De ubemandede enheder er med til at skabe afstanden imellem fjenden og vores bemandede enheder. Det betyder at vi i større grad kan finde fjenden og tage ham under ild med vores præcisionsvåben, hertil nedsætte risikoen for vores soldater. Selv om de fleste af disse platforme blev nedkæmpet, havde de en markant effekt på kamppladsen – der var flere sensorer, flere våben og det nedsatte de menneskelige tab markant, samt nedsatte behovet for sanitetsenheder helt fremme i frontlinjen.
Og hvad så? Alt det jeg har beskrevet ovenfor, peger på, at man i Forsvaret ikke bare kan sætte sig ned og drømme en ny brigade (eller hær) op, hvor man erstatter panserinfanteri med noget andet, og dermed tro at samme effekt vil blive leveret på kamppladsen. Alt peger på, at for at kunne overleve på kamppladsen skal du rent faktisk være pansret. Det peger også på, at vi skal finde ud af hvordan vi bevæger os og opholder os på kamppladsen uskadt – dette kan ændringer i organisationsskemaet eller mindre beskyttede køretøjer ikke give – men fokuseret udviklingsarbejde understøttet af wargaming og eksperimenter vil kunne hjælpe her. Det gør man i snart alle NATO-lande, bare ikke i Danmark.
Meget peger på, at vi frem for at ændre enheder, skal tilføre enheder til brigaden. De omtalte panserværnsdelinger og kompagnier eksisterer ikke i dag, men bør oprettes. Disse moderne enheder er bevæbnet med panserværnsmissiler og dronevåben, der påkaldes som artilleri, uden at skytten kan se målet – missilerne styres i en krum bane og enten med en skyttes hjælp, eller kunstig intelligens, finder de det valgte mål. Disse våben kan i fremtiden forbindes i sværme, der muliggør at mål med flere køretøjer kan nedkæmpes synkront – hertil kan missilerne fremføres på ubemandede platforme.
Udviklingen i Forsvaret
Hvis jég kan komme frem til dén konklusion – i rammen af et civilt fællesskab – hvorfor er Forsvaret ikke selv kommet frem til noget lignende for længst – og hvorfor antager Forsvarschefen noget andet – hvilken reference lægger til grund for dette?
I mine øjne skyldes det én ting. – manglende evne til udvikling. I sidste forlig nedlagde Forsvaret, i sin uendelige visdom, hele sin udviklingsorganisation, ud fra mantraet – ”vi skal bare gøre som de andre” (uden at tage stilling til; hvem de andre er, at vi ikke er som de andre og at de andre heller ikke er som de andre). Forsvaret har ikke evnen til at følge krigen i Ukraine og lære af den som organisation – der er INGEN i Forsvaret, der har til opgave at følge krigen og udlede de direkte konsekvenser for Hæren. Der er heller ingen der udvikler brigaden, så den er organiseret, udrustet og anvender den rigtige doktrin. Ansvaret ligger i dag ved Forsvarskommandoen og ikke ved Hæren. Her er der et par enkelte medarbejdere der beskæftiger sig med enkeltdele, men der er ingen der ser brigaden i sin helhed, ingen wargaming og slet ingen eksperimentering – udviklingen er tilfældig, ikke koordineret og alene fokuseret på at gennemføre vedtagede forligsprojekter – tallet på bundlinjen fortæller hvad der skal prioriteres og udvikles – ikke operativ sammenhæng. Det er en farlig vej, der øger risikoen for vores soldater i den skarpe ende.
Grundlæggende er der ingen der har mulighed for at rådgive Forsvarschefen ud over ham selv. Der er ingen der tilsikrer en operativ sammenhæng. Er det virkeligt sådan vi vil forvalte 143 mia. kr.? Forsvarskommandoen har ikke formåede at lave en strategi og koncept, som værnene selv kan se sig selv i, hvilket skaber frustration og unødvendige værns-rivalisering.
Alt det ovenstående kommer ud fra en lang tradition og kultur i Forsvaret, hvor dem der tidligere beskæftigede sig med udvikling, skrev koncepter og strategier, samt fulgte udviklingen på kamppladsen. Disse koncepter blev overdraget til de chefer i Forsvarskommandoen der skulle forberede det kommende forlig, og derved virke som et konsolideret/analyseret grundlag.
Men idet den koordinerende ledelse i Forsvarskommandoen ikke har tilsikret sig, at koncepterne holdt sig inden for det realistiske (altså økonomisk realistiske, frem for operativt nødvendige) endte alle koncepterne, der skal understøtte Forsvarschefens militære faglige anbefaling i skraldespanden, med det resultat, at en lille kreds af chefer udarbejde deres egne oplæg uden værnenes indblanding og faglige input.
Forsvaret har desværre en lang og glorværdig tradition for at skrive koncepter, der bliver tilsidesat, for derefter at udvikle Forsvaret efter økonomiske logikker frem for operative. Man kan håbe, at man med et nyt forlig vil tage hånd om den problemstilling. Genoprette udviklingsafdelinger i værnene og derpå skabe sammenhæng mellem det der udvikles og det der ses økonomisk muligt. Værnene er garanter for fagligheden i Forsvaret, ikke Forsvarskommandoen.
Afslutning og en bøn til Forsvarschefen
Jeg har med del 1 og del 2 af denne artikel prøvet at skabe overblik over brigaden og dens rolle på kamppladsen, og jeg har derpå prøvet at se på hvad der skal til, for at brigaden skal kunne begå sig på kamppladsen i fremtiden. Jeg tror at nøglen til løsningen ligger ved et dedikeret arbejde i Forsvaret, hvor mulige løsninger afprøves gennem wargaming og eksperimentering. Jeg er helt sikker på at en uigennemsigtig proces, hvor Hæren bliver pålagt en organisation, som Hæren ikke kan genkende eller anvende ift. de pålagte opgaver, eller pålægget om at lave doktrinen om, uden hensyn til vores NATO-allierede, ikke er gavnligt for hverken Hæren eller Forsvaret.
Hr General. Kære Flemming
Tiderne har ændret sig fra da vi i 2005 og frem til sidste forlig, skulle spare penge, og Hærens indsættelser var af en helt anden karakter. Der er behov for en solid udviklingsorganisation, der på baggrund af realistiske direktiver fra ledelsen, og et skarpt øje til udviklingen i verden, kan designe en hær som Danmark kan være stolte af, og som kan anvendes både nationalt og internationalt, og ikke mindst kæmpe side om side med vores NATO allierede. Det skylder vi danskerne, politikerne og ikke mindst vores soldater.
Jeg anbefaler at man genbesøger den militære faglige anbefaling, og får den trykprøvet ved dem der har fagligheden, herunder får udarbejdet de krævende analyser og koncepter, der kan bære forliget i de næste 10 år.
Mvh
Peter Søndergaard
En undrende og bekymret Hærofficer
Comentarios