Faktuelle rettelser 29/8-23
Redaktionel rettelse 20/9-23 (udtaget henvisning til GL Kenneth Pedersen)
Moderne teknologi giver gode muligheder for at bekæmpe panser på lang afstand – og helst på så lang afstand at kampvognen ikke kan nå at skyde igen! Derfor vil jeg i dette indlæg prøve at komme med et forslag til et panserværnskoncept for Hæren.
NLAW ved afsiddet infanteri nedkæmper panser i Ukraine
Hvis du vil slå en fjendtlig kampvogn ihjel i dag, har du fem muligheder:
Du kan lægge en mine ud (den gode gamle M56) og håbe på at det pansrede køretøj kører på den.
Du kan folde dit panserværnsvåben M72 eller din dyssekanon ud og håbe på at du rammer og derpå gennembryder kampvognen – og at raketten ikke bliver skudt ned at det aktive beskyttelsessystem.
Du kan hamre dit 250.000kr pr skud SPIKE panserværnsmissil efter ham, og med rimelig sikkerhed slå ham meget ihjel
Du kan ringe efter den rare kampvogn, der står ovre på hjørnet og bede ham ordne problemet for dig.
og så kan du håbe på at artilleri afdelingen har medbragt deres Excalibur eller Bonus granater, der gør at vores fladevåben bliver til et meget langtrækkende panserværnsvåben.
Inden vi tænder røgelsespindene og sætter os ind i drømmefabrikken, må vi vist hellere lige se på det vi skyder efter!
Truslen
Russerne (og kineserne) har store pansrede enheder, og det er dem, der bliver sendt frem, når de gennemfører offensive og defensive operationer. Selv russernes luftbårne enheder har letpansrede køretøjer, så uanset hvor vi render ind i dem, vil de med stor sandsynlighed have enten let-pansrede køretøjer som BMD, op til svært pansrede køretøjer som T90 kampvogne, med reaktivt panser og aktive beskyttelsesmidler. Ligeledes kan vi se i Ukraine, at der er rigeligt med mulighed for at rende på modstandere i feltbefæstede stillinger – bunkere af alt fra træ og jord til stål og beton.
Vi må formode at den næste generation pansrede køretøjer som russerne laver, fortsætter trenden med aktive beskyttelsessystemer, der kan nedskyde raketter og missiler forfra og til dels oppefra. (det vil være naivt at tro, at de ikke også lærer af kamppladsen og udvikler beskyttelsessystemer, der kan nedskyde top-attack missiler)
T90 med ARENA aktiv panser
Spørgsmålet er, om det, som nu, kun vil være kampvogne, der får disse aktive systemer monteret eller om vi kan forvente dem på alle køretøjerne på frontlinjen (kampvogne, Infanterikampkøretøjer, pansrede mandskabsvogne og pansrede opklarings- og patruljekøretøjer). Hvis vi forudsætter at det bliver ALLE køretøjer, så er det KUN direkte skydende våben, som kampvogne og maskinkanoner, der har mulighed for at trænge igennem til selve køretøjet…. Hvis vi antager, at det kun er kampvognene, så har panserværnsraketter og missiler stadig en berettigelse…
Lad os lige få afdiskuteret det aktive beskyttelsessystem, inden vi kaster os over de andre spændende teknologier på kamppladsen.
I dag udvikler russerne, israelerne, tyskerne og amerikanerne (og sikker andre) forskellige aktive beskyttelsessystemer, der er beregnet til at erkende og nedskyde raketter og missiler. I dag – i 2023 – benytter de projektiler, raketter og sprængladninger til at skyde raketterne ned før de rammer panserstålet – det betyder at de kan løbe tør for ammunition. I fremtiden må vi forudsætte at der udvikles andre systemer der med fx laser kan nedskyde både raketter og missiler, men også pileskud fra en kampvogn. Lige som med andre beskyttelsessystemer vil de ikke kunne modstå alle former for panserbrydende ammunition, og mon ikke også der vil blive udviklet nye systemer – måske en laser-tank – der kan omgå de aktive beskyttelsessystemer. Vi må derfor forudsætte at de er der og at de kan nedskyde nogle af vores skud – men det betyder ikke, at vi ikke skal skyde – for det skal vi!
Og nu til en gennemgang af våbentyperne.
Vi starter nede fra og arbejder os op… på flere niveauer (bare rolig – vi skal ikke i den totale nørde-detalje)
Miner. Der findes i mine øjne tre generationer af miner.
De gamle som M/56, som er dumme og virker ved tryk. De kan rive bæltet af en kampvogn og kan sikkert åbne en BMP/BMD/BTR.
Smart mines, der selvdestruerer når vi ikke skal bruge dem mere og som måske selv laver målerkendelse med kamera og som kan skyde en sprængstråle ind i siden af køretøjet
Fremtidens area denial loitering munitions, der i en sværm, kan ligge i nogle timer over ”minefeltet” og vente til det fjendtlige modangreb kører ind i den designerede kill zone – top attack hulladningsgranat (HULA) – bum!
Miner kræver en eller anden form for forberedelse og planlægning – de hører hjemme på kompagni- og højere niveauer. (medmindre delingsføreren har lyst til at eksperimentere med en løbeminering)
Vi vil allerhelst have ingeniørerne til at udlægge dem – og gerne i en fart – men alle de Scorpion minekastere som vi legede at vi havde på HO er ALLE hugget op – hverken briter eller tyskere har dem – og vi har ALDRIG haft dem! Mig bekendt er der ingen andre systemer derude.
Vi kan også godt tænke os at lade artilleristerne udlægge dem med MLRS-missiler – men dem har vi heller ikke – og vores PULS raketkaster skyder ikke med de samme MLRS missiler som MLRS og HIMARS. – så… vi har M/56
Panserværnsraketter – M/72, AT4, Dyssekanonenes HULA, RPG osv osv. Disse våben betjenes typisk af gruppe- og delingsniveauerne, kræver line of sight, har både meget kort effektiv skudafstand og ringe gennembrydningsevne. De er nok bedst mod de lettere pansrede køretøjer og bunkere. Men et absolut must at have med på den moderne og fremtidens kampplads – effekten af ting der siger BUM, når de rammer målet, er mange gange større end et gevær-projektil. Duer ikke rigtigt mod kampvogne – og slet ikke hvis de har aktive beskyttelsessystemer.
Panserværnsmissiler – TOW, Javelin SPIKE LR 2 og SPIKE NLOS, NLAW… og alle de andre. Disse våben er potente på et HELT andet niveau. Det har også hulladninger i sig, men er noget større og ofte med evnen til at sende sprængstrålen ned i toppen af målet – top attack. De anvender smarte sigtesystemer og kameraer i missilerne, ofte med termiske kameraer, så missilet kan styres mod målet.
I gamle dage, da Hæren havde TOW-missilbevæbnede panserværnsdelinger i bataljonerne, blev de anvendt i flankesikringsopgaver, hvor fjendens modangreb forventedes, og til forstærkning af kampvognenes kamp. De var altså bataljons enheder – (der fandtes engang panserværns kompagnier ved divisionen en gang)
I US Army har infanteridelingerne en Javelin-launcher bag i deres køretøj – og er du panserinfanterist har din Bradley også en dobbelt TOW launcher på tårnet – for at gøre dagligdagen særlig festlig og gøre den føringsmæssige hverdag for delingsføreren total forvirrende. (mere om det om lidt)
Hæren har netop fået fine nye SPIKE missiler, der er mere moderne og kan langt mere end TOW og Javelin til sammen – også når det regner. Der er dog ikke helt enighed om hvor disse missiler skal være. Nogle taler om panserværnsdelinger ved bataljonen og andre at de skal ned til infanteridelingerne – og denne diskussion er en af årsagerne til dette koncept – for at skabe helhed i brigadens evne til at nedkæmpe den russiske 4nd Guards panserdivision på en doktrinær fornuftig måde.
Vi kan se at NLAW og Javelin (samt de russiske og Ukrainske pendanter) anvendes med stor succes i Ukraine. (hvilket nok er årsagen til at Vice-chefen hellere vil have missiler end kampvogne)
Loitering munitions – det nye barn i klassen, som alle synes er spændende, men som vi ikke rigtigt har nogen erfaring med. En loitering munition er resultatet af en meget våd bytur, hvor en UAS og et panserværnsvåben endte på samme våbenkammer. Det er altså kamikazedroner, der flyver og observerer som en drone, og kan bekæmpe køretøjer med sin hulladning i maven.
Loitering munitions findes i flere størrelser, med den lille switschblade 300 som den mindste og nogle meget langtrækkende store fætre fra Israel som de største. Loitering munitions blev først brugt i krigen i Syrien, men fik først sit gennembrud på den internationale krigsscene i krigen I Nargorno Karabak hvor Azerbajjan smadrede talrige armenske køretøjer med Israelsk leverede loitering munitions (og drone leverede missiler – med dem taler vi om nedenfor).
Siden Loitering munitions er noget nyt, tåler de lidt mere opmærksomhed end de kendte systemer. Og siden våbnet er en blanding mellem en drone og en panserværnsraket, har den disse systemers styrker og svagheder. Loitering munitions er per definition en non-line of sight våben. Skytten behøver ikke at kunne se måler når han skyder, men have en generel ide om hvor det er, så sensoren på våbnet selv kan finde det når det kommer i nærheden – det kan altså påkaldes som artilleri. En loitering munition har en anden affyringskarakteristika end et missil – ofte uden SWOOOOSH, Bang!, røg og glimt. De er derfor sværere at erkende under affyring. Loitering munitions flyver langt og langsomt, som en drone. Det betyder at flyvetiden fra affyring til målet bliver ramt er længere, men også at våbnet kan affyres og derpå kan flyve i cirkler over et mål eller målområde inden det iværksættes – det kan altså virke som area denial våben, hvilket er en ny kapacitet. Med den langsomme flyvehastighed, åbnes for risikoen for at blive skudt ned af counter UAS (C-UAS) systemer.
Fordi en loitering munition er en fjernstyret flyver med en sprængladning i, er sprængladningen ofte skuffende lille – det er simpelthen ikke muligt at fylde hele flyveren med sprængstof og samtidigt forvente at den kan hænge over målet i flere timer – det er fysik. Derfor skal der ret store loitering munitions til, for at nedkæmpe pansrede køretøjer – men de små kan sagtens nedkæmpe fjendtlige poster, radarer, teltbaserede føringsinstallationer og andre bløde og små mål – men det er altså ikke et wundervaffen, der kan løse ALLE vores problemer. Den nuværende generation af loitering munitions er udviklet til SOF missioner og targeting opgaver hvor enkelt High Value Targets skal nedkæmpes. De store kan bekæmpe skibe og pansrede køretøjer på lang afstand – men… de er ret store (og dyre). Den næste generation er resultatet af Nargorno Karabak og Ukraine krigene. De vil være mere rettet mod panser, og til at kunne ramme flere mål samtidigt, ved at forbinde våbnene i én sværm – så NU begynder det at være interessant!
Bevæbnede droner. Den amerikanske Reaper drone – Predator dronen med Hellfire missiler under vingerne - var de første bevæbnede droner, som vi så – de kom frem for godt 15 år siden, da vi jagtede terrorister i Irak og Afghanistan.
Predator og den lillebror Gray Eagle er store droner, der kræver landingsbaner, styres via satellitkommunikation og som koster flere penge end Flemming-FC har at dele ud af.
Den tyrkist Bayraktar 2 (TB2) kom også på scenen i Nargorno Karabak krigen og viste sammen med loitering munitions, hvordan en modstander med gammelt luftværn og ringe uddannelse skulle nedkæmpes. TB2 var også instrumentel i Ukrainernes standsning i angrebet mod Kiev i februar 22. Med TB2 har tyrkerne designet særlige panserværnsmissiler, som Ukrainerne med stor succes nedkæmpede mål dybt i russernes opstilling med. Forskellen på Reaper og TB2 er pris og kompleksitet – TB2 koster ca 2 MIO US Dollars.
Kampvogne og maskinkanoner kender vi alle. Disse våben anvender kinetisk energi til at gennembryde panser. Kun de mest avancerede israelske aktive panser har en chance for at nedskyde et pileskud fra en kampvogn. US Army går over til 50mm maskinkanoner på deres næste generation infanteri kampkørertøjer og der eksperimenteres med 130mm kampvognkanoner – det eneste der kan modstå de våben, er tykkere panser. Derfor er det bedste middel mod en kampvogn – en anden kampvogn – og derfor er kampvognsenheder og har altid været det både vores tyngdeenheder, men også prioriterede mål. Starten af Ukrainekrigen viste hvordan moderne NLAW panserværnsmissiler, TB2 droner mv, nedkæmpede store mængder russisk panser, der blev bemandet af dårligt uddannede soldater, ført af officerer, der havde planlagt på ikke at skulle kæmpe hele vejen til Kiev. Der var en kort overgang en overbevisning om at kampvognsvåbnet nu var forældet og at moderne panserværnsmissiler ville sende kampvognen hen til der hvor dinosaurerne bor. Den nuværende kamp i det sydlige Ukraine beviser dagligt at det IKKE er tilfældet. – hverken russerne eller Ukrainerne viser at moderne droner, loitering munitions og panserværnsmissiler har gjort kampvognen forældede.
Kampvogne og moderne infanterikampkøretøjer er uhyggeligt dyre, der laves meget få, og de kræver konstant opmærksomhed fra besætningen for at holde dem kørende – og så sluger de ret meget diesel.
Inden vi går videre fra kampvognen og den lillebror Infanteri kampkøretøjet, skal vi lige vende det nyeste barn i kuldet – Robotic Combat Vehicles (RCV) – altså fjernbetjente vogne med maskinkanoner, panserværnsmissiler og raketter. Disse platforme ses endnu ikke på kamppladsen, men det er et spørgsmål om tid – for alle udvikler dem. Disse maskiner vil ikke revolutionere panserbekæmpelsen, men vil gøre det muligt at erkende og beskyde fjendens panser uden at udsætte soldater for farer. De vil ikke være særligt tungt beskyttede og vil derfor kunne være både mindre og mere mobile end kampvogne og IKK, der skal beskytte soldaterne inden i. De ubemandede systemer vil også kunne skabe mere masse på kamppladsen – flere våben, der kan skyde på fjenden. Målet er at gøre disse platforme så (relativt) billige, at de kan sendes på selvmordsopgaver eller andre højrisikoopgaver, som vi ikke vil sende vores dyre bemandede vogne ud på. Tiden vil vise om vi når derhen.
Panserbrydende præcisions artilleri og mortergranater og ICM. Artilleriet kan nedkæmpe panser på fire måder.
Med traditionelle brisantgranater, kan de skyde en masse granater og håbe på at ramme en vogn, eller med sprængstykker ødelægge periskoper, antenner mv og gøre tilværelsen træls for besætningen.
ICM-granater kan skydes ud over områder hvor fjenden har koncentreret sin pansrede reserve – disse våben har vi ikke, da vi har underskrevet "Convention on cluster munitions" fra 2010. (krigen i Ukraine viser disse våbens værdi),
Fjernudlagte miner, kan sinke fjendens panser – men dem har vi heller ikke.
Og så kan vi påskrue særlige præcisions brændrør på vores brisantgranater eller anvende særlige præcisionsgranat til at nedkæmpe fjendens kampvogne. Dem er vi vist ved at købe- men de er OGSÅ dyre og derfor vil vi have et begrænset antal – hvorfor de nok er til High Value Targets og ikke den fjendtlige panserbataljon i BSO.
Doktrin-diskussionen du sad og ventede på:
Så fik vi gennemgået mulighederne – og nu til en mere doktrinær diskussion – hvordan skal vi nedkæmpe fjendens panser – hvem skal gøre det og hvorfor.
Inden vi kaster os over det, skal nævnes at de nævnte våben kan bruges til at nedkæmpe andet og mere end panser, indgå i brigadens targeting proces, og på andre måder give stor gavn på kamppladsen – derfor betyder det ikke, at vi ikke bør have disse kapaciteter, hvis jeg ikke nævner dem – blot at de ikke er tænkt til at slå fjendens panser ihjel med.
Når vi taler doktrin, starter vi oppe fra!
Formålet med Hærens panserværnskoncept må være at vi nedkæmper fjendens pansrede enheder effektivt og på en sådan afstand fra egne styrker at de ikke kan true egne styrker – og skulle de komme på skudhold, at kampenheder der kan møde fjendens panser, har midlerne til at nedkæmpe dem.
Årsagen til at vi skal have et koncept, der viser hvordan de enkelte led nedkæmper panser, er at vi tilsikrer os at vi kan, og at vi ikke skyder gråspurve med kanoner – det er derfor jeg nævnte pris tidligere. Dagene hvor vi kunne skyde 4x GMLRS-missiler på samme afghanske compound for at nedkæmpe 4 modstandere med AK47 er forbi.
Nedenfor beskrevne doktrintanker er ikke sådan vi gør nu – men sådan som vi bør gøre i fremtiden – i mine øjne.
Divisionen (ja altså ikke MND-N – men du ved – rigtige divisioner med aviation brigader, divisions artilleri og sårn) nedkæmper fjendens pansrede reserver med deres kamphelikoptere og MLRS leveret ICM. Her skydes på enheder – kompagnier og bataljoner. Dette gøres ofte som en del af den shaping af kamppladsen, som divisionen gennemfører for at ”rydde vejen” for kampbrigaderne. Bevæbnede droner og loitering munitions (de store) nedkæmper high value targets og skaber area denial. Det er vigtigt at vi skelner imellem punktmål og større enheder! Det har INGEN effekt, hvis divisionen skyder på enkelt kampvogne, men stor effekt hvis de kan nedkæmpe fjendens panserbataljon, fremskudte hovedkvarter, artilleristilling eller ammunitions-dump.
Brigaden shaper også sin kampplads, samt støtter bataljonernes kamp. Shaping foregår med brigadens artilleri med præcisionsgranater, loitering munitions i sværme og langt rækkende NLOS panserværnsmissiler. Igen skydes der på fjendens pansrede reserver og enheder i stilling - Delinger og kompagnier. Bevæbnede droner, loitering munitions og langt rakkende NLOS panserværnsmissiler, nedkæmper fjendens pansrede hovedkvarterer og andre high value punkt mål i brigadens deep.
Brigaden støtter kampbataljonernes kamp med panserværnskompagniets langtrækkende NLOS panserværnsmissiler, kampvognseskadroner og præcisionsartilleri. (jeg skelner her imellem SPIKE panserværnsmissilerne vi har nu, og noget længere rækkende SPIKE panserværnsmissiler med bedre mulighed for at udnytte NLOS kapabiliteten),
Brigadens ingeniører sinker modstanderen med moderne panserminer.
Kampbataljonen shaper ikke kamppladsen – de manøvrerer og nedkæmper mål med direkte skydende våben – bataljonen nedkæmper fjendens panser med sin kampvognseskadron, panserværnsdeling med SPIKE missiler og maskinkanoner, panserminer og præcisionsmortergranater.
Panserinfanterikompagnier nedkæmper panser med maskinkanoner, og SPIKE missiler fra manøvrerstøttesektioner.
Mekaniserede infanterikompagnier indsættes ikke mod fjendtligt panser – men nedkæmper det panser der måtte komme alligevel, med manøvrerstøttesektionens SPIKE missiler og panserværnspatruljer/kommandoer bevæbnede med NLAW panserværnsmissiler.
Pansrede opklaringsdelinger nedkæmper helst ikke fjendtligt panser i direkte kamp. I selvforsvar indsættes panserværnsvåben, dyssekanoner, NLAW og køretøjsmonterede SPIKE missiler.
Infanteridelinger nedkæmper panser og feltbefæstede stillinger med panserværnsvåben, dyssekanoner, NLAW og granatkastere. De indsættes ALDRIG frontalt mod fjendens panser, og bekæmper kun panser med sine egne våben hvis alt andet er gået galt.
Vi kan se fra Ukraine at lette panserværnshold/patruljer på ATV eller elektriske cykler/løbehjul, med Javelin og NLAW virkelig har en stor effekt – DET skal vores infanteridelinger kunne.
Hvor skal SPIKE bo?
Og så er det vist på tide at diskutere elefanten i rummet – infanteridelinger og panserværnsmissiler ala SPIKE og NLAW.
Ovenfor nævner jeg at der er uenighed om hvor vi skal placere SPIKE – nogle er forelskede i ideen om at de skal sidde på CV90 og MEKINF Piranhaerne – og ved Opklaringens køretøjer – hvad end de bliver. Andre vil have dem centraliserede i panserværnsdelinger og kompagnier – her er min argumentation for at de IKKE skal være hos infanteridelingerne:
Infanteridelingernes (PNINF og MEKINF her primært) opgave er at tage og holde lukket terræn! Den afsiddede infanteridelings effektive skudafstand for de fleste våben er godt 500m, og 1000 for TMG i STAVS og 1500m for 35mm maskinkanon. Ved at tilføje et non-line of sight panserværnsmissil, med 5500m rækkevidde mudrer du delingsførens job – hvad er hans opgave nu? At tage og holde lukket terræn, eller at udsætte sine køretøjer inkl infanterigruppe, for overlegen ildkraft, når han indsætter SPIKE? – ligeledes lokkes foresatte – kompagni, og bataljon, ja måske brigaden, til at tro at nu har vi en ildplatform, hvorfra de kan trække på panserværnsmissiler i rammen af targeting eller targets of opportunity… dette afslører den nøje nedgravede, skjulte og slørede infanteridelingens stilling, som derefter udsættes for kontrabatteriskydning – FØR de får mulighed for at løse deres primære opgave.
Infanteridelingerne skal have NLAW (eller et lignende produkt – evt produceret i SPIKE familien) der med moderne sigtemidler og top-attack og tilstrækkelig gennembrydningsevne rent faktisk kan slå de fjendtlige pansrede køretøjer den møder ihjel – hvilket hverken M/72 eller dyssekanonen kan. De er derimod optimale til at rense bunkere og skyde på stillinger i by.
SPIKE skal placeret i manøvrerstøttesektioner ved kompagnierne, helst i robotic combat vehicles, og med mindst to gerne flere skud i launcheren. De skal primært indsættes Non line of sight – påkaldes som artilleri, placeres centralt – men for gudsskyld væk fra infanteristernes stillinger!
På bataljonsniveauet indgår de i panserværnsdelinger – ved at placere nogle på Robotic Combat Vehicles kan du fordoble kapaciteten. Husk at montere master og tetheres droner til delingens køretøjer, så de kan holde i skjul og iværksætte IKO på lang afstand. (det er dumt – ikke modigt - at udsætte sig for fjendens direkte skydende våben)
Brigaden skal have sit eget panserværnskompagni. Her skal hovedvægten ikke være på de SPIKE missiler vi har nu, men store broderen der kan række 25km og selvfølgelig sværmbare langtrækkende loitering munitions – husk at tilsikre at der er nok munitions og missiler til at du kan nedkæmpe et helt russisk kampvognskompagni i én salve.
Afslutning.
Ovenstående er mit bud på en sammenhængende panserværnskapacitet, der indtænker niveauerne fra deling til division.
Jeg skrev konceptet - eller hvad det nu er - på baggrund af Innovation Challenges wargaming og en masse baggrundsviden. Dette er bare ét ud af flere koncepter, der tilsammen skal udgøre vores nye koncept for kamptjeneste, der beskriver hvordan kampbataljonerne ses at kæmpe på fremtidens kampplads - et koncept der viser sammenhængen imellem vores våbensystemer og som selvfølgelig skal wargames og eksperimenteres før det udgives.
Kommentarer