Droner, i den ene eller anden form, har præget krigen i Ukraine fra starten i 2022. De seneste meldinger fra kamppladsen siger, at droner står for mellem 50-70% af tabene på begge sider i krigen. Vi har set samme hastige reaktion/modreaktion i forhold til nutidens flyvende IED, som vi så i Irak og Afghanistan. Den ene part finder på at bevæbne en hobby-drone og den anden part prøver at beskytte sig mod den.
Udviklingen på kamppladsen er en fast bestanddel af krig. For 100 år siden så vi hvordan maskingeværet, og siden kampvognen og flyvemaskinen revolutionerede kamppladsen, og gjorde en manøvrekrig til en nedslidningskrig. I dag ser vi samme udvikling bare med nye teknologier, som digitale netværk, AI, droner og langtrækkende præcisions fires.
Det skal være min påstand, at ingen moderne hær vil kunne være succesfuld på kamppladsen i dag, uden både at råde over en masse droner, på alle niveauer af organisationen, og til forskellige opgaver, men også et velgennemtænkt system af drone modforanstaltninger – Counter-UAS – eller C-UAS.
Men hvordan skal vi gribe de der droner an nede i bataljonerne, hvor vi i dag ikke har nogen – hvad skal de bruges til? Hvem skal flyve dem? Hvad betyder det for organisationen og for vores TTP? – I dette indlæg vil jeg komme med mine forslag til hvad vi kan og skal bruge dronerne til.
Jeg vil kun beskæftige mig med små UAS som grupper, delinger, kompagnier og bataljoner kan have glæde af. Jeg vil bruge massebetegnelsen ”droner” og lade det dække over såvel quad-copter droner og bevingede droner, og jeg vil skrive om både de selvkonstruerede First-Person-View (FPV)-droner, som om de fabriksfremstillede militærdroner.
Hvad skal vi med dronerne?
Dronerne giver afstand – ”stand off” som amerikanerne kalder det. Uanset hvilket opgave vi sætter dem til, giver det mulighed for at sende en effekt frem – væk fra – de bemandede enheder. Dronerne har to primære opgaver og en række sekundære. Den første primære opgave er at finde, holde fjenden under observation og påkalde ild på ham, på så lang afstand fra moderenheden som muligt. Den anden primære anvendelsesmulighed er at nedkæmpe fjenden ved enten at bære våben eller ved selv at agere præcisionsvåben selv.
Dronerne skal altså udvide moderenhedens kampafstand, så fjenden kan nedslides og måske endda bringes til standsning, før han kommer inden for enhedens effektive skudafstand af direkte skydende våben. Billige selv-producerede FPV-droner har en rækkevidde på 10km – med radio eller fiberoptisk forbindelse.
Hvordan bruger vi dem i kompagniets og måske bataljonenes kamp?
Dronerne udvider kompagniets og bataljonens mulighed for at finde og nedslide fjenden, inden han kommer ind i ildkoncentrationsområdet eller ildoverfaldet. Ved at anvende dronernes langtrækkende egenskaber, skaber vi bedst mulig forudsætning for at delingen, kompagniet og bataljonen vinder den direkte skydende ildkamp, som vi aller helst gerne vil undgå – for her sættes enhedens kampkraft på spil. Dronerne starter nedslidningen tidligere end vi kunne før i tiden.
Hvordan indsættes dronerne
Vi kan se, at begge sider i Ukrainekrigen benytter sig af bevæbnede droner. Og begge sider anvender dem i ”kill-teams”, bestående af to droner. Den ene drone er ofte en forholdsmæssig dyr DJI-drone(Det førende kinesiske dronemærke) med et godt kamera. Dens opgave er at finde, identificere og guide den anden drone på målet. Den anden drone kan være en billig FPV-Drone eller en fabriksfremstillet loitering munition eller ”One Way Effect”(OWE) som de kaldes nu. Det kan være fx en russisk Lancet eller en amerikansk Switchblade drone.
Vi kan altså se, at ved at udruste kompagniet eller bataljonen med drone-teams, så kan enheden nedkæmpe såvel fjendens panser og personel langt uden for vores nuværende ansvars- eller endda interesseområde.
Hvor hører vores nye non-line-of-sight panserværnskapabilitet hjemme?
Ville det give mening at udruste en infanterideling med drone-teams? - Ja! Det vil det. Men her ønsker vi ikke at udnytte de fulde 10km flyverækkevidde, men muligheden for at erkende og slå fjenden ihjel på den anden side af bakken/hegnet/bygningen. Delingen skal have OWE, der kan slå både personel ihjel og nedkæmpe panser. Men den kan måske nøjes med kun ét drone-team, der kan bruges til at varsle, samt at tage punktmål ud, før de kan beskyde delingen. Drone-teamet vil også kunne bruges til at guide SPIKE-missiler på målet – igen non-line-of-sight.
Hvad med kompagniet? I mine øjne bør såvel kompagnier og eskadroner have en drone-gruppe, der råder over to til fire teams og en gruppefører. Med en drone-gruppe kan kompagnichefen både overvåge store dele af sit ansvars- og interesseområde, samt effektivt nedkæmpe hele delinger ad gangen langt før kompagniet erkendes.
Det gode ved disse drone-enheder er, at de kan opholde hvor det skal være i kompagniets rum. De skal ikke frem for at kunne se, men kan holdes centralt og skjult, samtidigt med at deres køretøj kan pakkes med langt flere OWE end nogen panserværnsdeling ville kunne – fordi OWE ikke fylder eller koster ret meget. (du kan få ca. 170 OWE med en stykpris på ca 5000kr for prisen på ét SPIKE missil.)
Og selvfølgelig skal bataljonen også have sin egen drone-deling – man kunne kalde den for panserværnsdelingen. (lyder underligt bekendt ikke?) Denne deling ser jeg både er udrustet med OWE, men også med længere rækkende bevingede droner, så vi kan begynde at udnytte OWE rækkevidde, men også SPIKE missiler eller måske endda SPIKE missilets store bror SPIKE N-LOS, der kan række 20 km. (samme som UK kalder exactor) Med en centralt placeret panserværnsdeling med en non-line-of-sight rækkevidde på 10-20km, kan bataljonschefen hurtigt skifte tyngde og nedkæmpe både fjendens modangreb eller hovedangreb – eller måske endda også hans artilleri, som kommer lige i hælene på dronerne, i forhold til at give tab på kamppladsen.
Slutteligt skal det ikke afvises at man helt nede i infanterigrupperne ikke kunne bytte dyssekanonen eller en PNÆV ud med en FPV, så de kan tage det fjendtlige maskingevær ud, der har standset fremrykningen, hurtigt og præcist.
Hvor mange skal vi have og hvilken type?
Nu skal vi tale penge og risikovillighed!
Observationsdronerne til vores drone-teams koster ca. 75.000kr stykket, hvis vi giver dem en ordentlig termiskkamera-udrustet militærdrone so fx. Parrot ANAFI.
Men fabriksfremstillede OWE som fx Switchblade koster det samme som panserværnsmissiler – over 500.000kr stykket. Og vi skal bruge rigtigt mange af dem. Så selvom vi nok skal have nogen af de dyre ”military-off-the shelf- OWE, så er vi også nødt til at se i den anden retning – meget billige hobby droner med ammunition tapet på maven. Dem kan man få for mellem 5-10.000kr stykket. Udfordringen er at Forsvaret enten selv skal opstille en produktionslinje af dem – kunne være på ammunitionsfabrikken i Frederikshavn, hvis den nogensinde kommer op at køre, eller ved at betale en virksomhed til at lave dem. Det er en helt anden tilgang end vi plejer – men jeg ser at vi er nødt til at se i den retning.
Konklusion
Jeg har i dette korte indlæg argumenteret for anvendelsen af droneteams, med One-Way-Effects (OWE) bevæbnede droner koblet med observationsdroner. Analysen er slet ikke tilbundsgående og vil få konsekvenser for såvel organisation som TTP – og så kræver det, at nogen anerkender behovet for droner og rent faktisk sætter penge af til dem i forliget.
Jeg har slet ikke talt om behovet for at forsvare sig mod fjendens droner – det er en artikel i sig selv. For i modsætning til os, så har russerne både omfattende erfaring med drone-teams og de har en kæmpe produktion af dem allerede – så en ting er sikkert – brigaden vil møde en masse russiske droner når dagen oprinder – og hvis vi ikke kan slå dem ud – så slår de brigaden ud.
Comments