Den 27/10-23 blev nedenstående artikel offentliggjort i Olfi.
Indledning
Vi har de seneste uger læst og hørt en del om hvad pengene fra det nye forsvarsforlig bør gå til. Vi har kunnet læse at Oberst Jacob Barfoed (Flyvevåbnet) peger på, at vi skal fokusere på kapaciteter, der kan forsvare nationen Danmark, og at han samtidigt efterspørger årsager til at Hæren skal stille med en tung infanteribrigade. Vi har også læst og hørt Forsvarschefen, ikke helt binde sig til den aftale om opstilling af den tunge infanteribrigade, som Danmark har indgået med NATO. Han referer til, at han mener at brigaden skal udrustes anderledes – blandt andet med en enhedstype, han kalder special infanteri.
Før man kan indgå i en diskussion om brigaden og dens enheder, er man nødt til at forstå de rammer som Forsvaret og 1 Brigade arbejder under. Jeg prøver med vilje her at skrive til ”ikke-Hær-officerer” så alle kan følge med.
Krigens niveauer
Krig har mange niveauer – når politikkerne, NATO og de firstjernede generaler taler om krig, er det ofte strategiske forhold de taler om. Det strategiske niveau taler om fjendens nation, folk og styre. En strategisk kapacitet er derfor typisk en meget langtrækkende ting, der kan ramme mål, der er vigtige for fjendens nation – FX krydsermissiler, der kan række fjendens hovedstad. Små nationer, som Danmark, har typisk ikke strategiske kapaciteter – de er meget dyre, og vi har ingen nationale militære ambitioner der gør, at vi som nation skal kunne true en anden nations strategiske mål – det lader vi NATO og nationer, der gennemfører egne militæroperationer om.
På det operative niveau føres kampagner. Under anden verdens krig, var den del, der foregik i Nordafrika en kampagne for sig selv, mens krigen i Rusland var en anden kampagne inden for samme krig. Her tales om JOINT krigsførelse – altså krig, hvor den øverste general samordner flyvevåbens-, søværns- og Hærenheder, for at vinde kampagnen. I moderne ”buzz-words” tales der om at vi vil gennemføre Multi-Domain operations. På det operative niveau indsættes hærenheder af arme, korps og måske ned til divisionsniveau. For den operative chef er våben som F35, HIMARS og vores nye PULS raketkastere interessante – enkelte kampvogne er ligegyldige. I dansk regi er Forsvarskommandoens operationsstab på de operativeniveau. De ses dog kun at skulle indsætte enheder i rent nationale operationer.
På det taktiske niveau kæmpes slaget. Her indsættes divisioner, brigade, bataljoner og så videre, mod fjendens kampenheder, med det formål at tage terræn eller nedkæmpe fjendens styrker. Divisions- og brigadecheferne indsætter egne midler støttet af midlerne fra det operative niveau. For delingsføreren på jorden – 3-500meter fra fjenden, er kampvognen afgørende, mens raketkasteren fuldstændig irrelevant.
Det er i disse niveauer vi skal forstå Jacob Barfoeds spørgsmål og Forsvarschefens kommentar.
Barfoed taler om F35, der har strategisk og operativ effekt, og stiller spørgsmål til sammensætningen af en taktisk brigade, der skal kunne indsættes side om side med en allierets brigade, måske under kommando af en tredje allierets division. Vi sammenligner æbler og bananer.
Vi skal som nation selvfølgelig kunne forsvare os selv mod angreb – det man i NATO kalder artikel 3. operationer. Det er typisk flyvevåbnet og søværnet, der løser de opgaver – fordi truslerne mod landet er missiler, raketter, droner, cyberangreb, informationsvildledning og specialoperationsstyrker – der er ingen nævneværdig risiko for at en russisk division gør landgang i Køgebugt.
Danmark indsætter derimod 1 Brigade i rammen af NATOs artikel 5. altså musketereden. Brigaden skal sandsynligvis indsættes med den dansk bemandede division i Letland. Hverken danske fly eller skibe er designeret til at støtte brigaden – de tre værn kæmper separate kampe – muligvis i forskellige kampagner. Hvis brigaden skal have luftstøtte, kommer den højest sandsynlig fra en nation der kan stille med Close Air support fly – frem for F35, der helst ikke vil for tæt på fjenden. – der er derfor INGEN synergi at opnå mellem Hæren og de to andre værn. Derimod er det afgørende at brigaden kan spille sammen med vores NATO allierede. – Det er altså vigtigt at den brigade Danmark stiller med er magen til det vores venner stiller med.
En diskussion om at det ene værn skal have flere penge end det andet værn er utroligt svær at kvalificere – er nationalt forsvar vigtigere end vores artikel 5. forpligtigelse? Nogle ville selvfølgelig straks råbe JA! Mens andre ser, at den kamp vi kæmper i Letland, netop har til formål at holde kampen væk fra Sjælland. Her tror jeg at vi bør læne os op ad dem der skal indsætte vores Forsvar – altså NATO. Og det er mit indtryk, at det styrkemål, som NATO prioriterer højest for Danmark, er en tung infanteribrigade.
Nu da vi har fået styr på krigens niveauer – og fundet ud af at det ikke giver mening af sammenligne behov for F35 med en diskussion om middel- tung-eller hybrid infanteribrigade, vil jeg gå lidt i dybden med at se på hvad en brigade er, og i del 2. af indlægget se på Forsvarschefens special infanteri og hvorfor han har ret i sin analyse af kamppladsen, men har misforstået løsningen.
Hvad er en tung brigade og hvilken opgave løser den?
En brigade er, i NATO-regi, en forholdsvis lille taktisk enhed. Den består typisk af nedenstående enheder
· Tre til fire kampbataljoner, der løser de primære kampopgaver,
· En ingeniørbataljon, der lægger og rydder miner, sprænger hindringer for fjenden og slår broer over vandløb og lignende opgaver,
· en Intelligence-Surveillance og Recognisance (ISR)- Bataljon, der er brigadens øjne og ører. De anvender droner og opklaringssoldater med videre, til at finde fjenden for brigaden,
· en artilleribataljon, hvis opgave er at støtte kampbataljonernes kamp med langtrækkende ild fra afdelingens haubitsere. Afdelingen arbejder også tæt sammen med ISR-Bataljonen, så de kan bekæmpe fjenden før kampbataljonerne, møder dem. dette øger kampbataljonernes chance for succes på kamppladsen.
· Logistikbataljonen sørger for at ammunition, diesel, rationer og alt de andre ting, der er behov for, bliver bragt frem, samtidig med at skadede køretøjer og sårede soldater transporteres tilbage, for at blive enten at blive vedligeholdt eller tilset på felthospitalet.
· Vigtigst er føringsstøtte bataljonen, der tilsikrer at bataljonerne kan tale sammen og brigaden kan gennemføre kommando og kontrol.
Alle disse elementer er sammensat, så brigaden kan løse sine offensive og defensive opgaver, som en helhed – eller, som Lyhne kalder det – en fin-tunet gearkasse.
Måden brigaden ser ud på, dikteres af den opgave den skal løse og derfor også dens plads på kamppladsen. Den tunge infanteribrigade kæmper kampen hvor den er hårdest – tunge enheder slår sig igennem fjendes forsvarslinjer med en kombination af voldsom ildkraft, hastighed og evnen til at kunne modstå fjendens beskydning – derfor er den tunge infanteribrigades enheder tungt pansrede, har både kraftige direkte skydende våben og langtrækkende præcision.
Til sammenligning løser en medium brigade opgaver, som kræver hurtig deployering – det kan være reaktion på fjendens sø- eller luftlandsætninger, sikring af bagland, rensning af lukket terræn, som byer og skove. Opgaver, der ikke indbefatter kamp mod tungt pansrede fjender. Medium brigaden er udrustet med pansrede mandskabsvogne, med meget ringe ildkraft. Disse vogne er meget store og derfor uegnede i kamp mod pansrede enheder, da de fremstår som store mål.
Kampbataljonens opgave og kampvognens og infanterikampkøretøjets plads
Brigadens kampenheder er kampbataljonerne – disse består typisk af fire kompagnier, der kan være udrustet med kampvogne, Infanterikampkøretøjer og for et enkelt kompagnis pr bataljon, måske pansrede mandskabsvogne. Denne blanding af enheder har historisk vist sig bredt anvendeligt til den type kamp, som brigaden skal løse. Vores amerikanske kolleger udruster deres tunge kampbataljoner med to kampvognseskadroner (det samme som et kompagni – ca. 14 kampvogne) og to panserinfanterikompagnier udrustet med infanterikampkøretøjerne. Andre af vores allierede har fire ens panserinfanterikompagnier i bataljonerne. Kampbataljonerne er sammensat ud fra en tankegang om ”to i front og to i reserve”. Det betyder at bataljonschefen kan angribe med to panserinfanterikompagnier i front, have en reserve med tunge kampvogne til at slå fjenden helt i stykker når muligheden byder sig, og et mekaniseret infanterikompagni i pansrede mandskabsvogne til at rense og holde det vundne terræn samt sikre bataljonens ryg og flanker.
Bataljonen anvender ”ild og bevægelse” når den kæmper. Det er en manøvrer som gennemføres helt ned på makkerpar niveau, hvor den ene soldat støtter sin makker når han bevæger sig. Det højeste niveau hvor denne manøvre gennemføres på er mellem kompagnier. Synergien mellem bataljonerne opnås ved chok-effekten, når to eller flere bataljoner angriber frem side om side. Når panserinfanterikompagnier angriber ser man typisk to delinger med hver fire infanterikampkøretøjer i høj fart angribe henimod fjendens stilling, mens kampvogne og infanterikampkøretøjer fra andre kompagnier skyder på fjenderne i målet – det er meget kaotisk og ekstremt voldsomt – og det er dét, der skal til for at få soldaterne frem i målet hurtigt og forholdsvist sikkert.
Hvordan kæmper divisionen?
Brigaden indgår i en division. Divisionen og dens overliggende hovedkvarter – korpset - adskiller sig fra brigaderne og bataljonernes kamp, ved primært at fokusere på at facilitere kampen for kampbrigaderne. Dette gør de ved at kæmpe kampen i dybden, med langt rækkende opklaringsenheder og droner, samt divisionsartilleriet, der består af artilleri og raketkastere. Denne kamp foregår i dybden af fjendens opstilling og kaldes derfor kampen i ”Deep” (vi bruger mange engelske udtryk). Brigaderne derimod, kæmper i det vi kalder ”close”. Brigaden og dens enheder kæmper altså mod fjendens kampenheder og typisk med direkte skydende våben, mens divisionen kæmper i ”deep” mod indirekte våben.
Divisionen skaber forudsætning for brigadernes manøvrer ved at nedkæmpe fjendens reserver, artilleri, logistisk og hovedkvarterer
Brigaden udnytter de muligheder i tid og rum, som divisionen skaber, til at slå sig igennem fjendens forsvar og manøvrere sig i dybden og derved ødelægge sammenhængen i fjendens kamp, som derfor må trække sig tilbage eller overgive sig – dette kaldes manøvrer-krigsførelse.
Brigaden på kamppladsen
Vi kan altså se at en forudsætning for at 1 brigade skal kunne kæmpe og vinde på kamppladsen er, at den er udrustet med enheder og materiel, der sætter den i stand til at løse sin kampopgave. – herunder kampvogne og infanterikampkøretøjer.
Jeg har i dette indlæg fokuseret på de pansrede kampenheder, men brigadens andre bataljoner skal selvfølgeligt også udrustes så de kan følge med. Ingeniørerne skal have nyt materiel, der sætter dem i stand til både at finde og gennembryde fjendens komplekse hindringer, men også bygge hindringer til vores forsvar. Logistikbataljonen skal have nok lastbiler og andet udrustning, så kampsoldaterne har nået at skyde med, noget at spise og kan blive evakueret når de bliver såret og så videre. Desværre er vi ikke nået så langt i det foregående forlig som vi ønskede os, så vi skubber en stor regning foran os – men det ændrer ikke behovet.
I næste indlæg vil jeg se på den moderne og fremtidens kampplads – og på Forsvarschefens special infanteri…
Comments