Hærens evne til at udsende en kampklar brigade vil kræve et betydeligt og væsentligt løft i kapacitet med hensyn til bemanding, udstyr, træningstid og faciliteter samt logistik og vedligeholdelse.
I Forsvarsforlig 2018 - 2023 annoncerede Forsvaret først, at under pres fra NATO sigtede man mod at have en kampklar brigade, bestående af pansret infanteri og kampvogne, støttet af ingeniører, artilleri, tilstrækkelige logistiske midler samt kampforsyninger til opretholdelse under udenlandske operationer. Oprindeligt skulle Hæren have færdiggjort en medium brigadekapacitet ved udgangen af dette år (2023). Den barske virkelighed ér, at Hæren stadig er langt fra dette mål. Den realitet er blevet stærkt understreget af dens manglende evne til blot at opretholde to reducerede kampbataljoner udsendt til Letland i det sidste år.
Fulde detaljer afventes fra det næste forsvarsforlig, som forventes senere i år, men den nuværende forståelse er, at regeringen har lovet NATO, at Danmark vil levere en tung brigadekapacitet i begyndelsen af 2030'erne. Hvis dette mål skal fastholdes, eller hvis Hæren skal have nogen form for kampklar brigade kapacitet, hvad enten let, middel eller tung, så skal en lang række vanskelige spørgsmål tages op, og nogle betydelige kapacitetsløft vil være påkrævet.
Grundlæggende burde det være regeringens, og Forsvarets, absolut drivende mål, at denne brigade ses som en realistisk kapacitet; frygtet af sine fjender samt værdsat og respekteret af sine allierede; for det kan garanteres, at den vil blive målt, vurderet og bedømt af begge!
Hvis disse mål ikke opfyldes overbevisende, vil spørgsmålet være, hvad er det egentlige formål der tjenes ved at etablere en sådan kapacitet så? Og vil det blive anset for at være tid, anstrengelser og omkostninger værd? Så hvad skal der til?
Fuldstændig Bemanding og Udrustning af Personale og Udstyr
Det helt afgørende krav for at kunne levere en kampklar brigade er mandskab; enhver hærs vigtigste kapacitet. Sidste sommer lå 1. Brigades reelle bemandingsniveau på omkring 2.000, hvorimod den nuværende aspiration er en brigade bemanding på 4.200, hvilket formentlig er på minimumsniveauet af det nødvendige krav for en ’middel’ kapacitet. Dette er sat op imod Hærens totalbemanding på ca. 5.000. Derfor skal der et radikalt personelløft til, før der kan være håb om, at brigaden kan blive en realitet.
Hærens nuværende mangel på udstyr er betydelig. Manglen på en kortdistance-luftværnskapacitet er ofte rejst, og endnu ikke løst. Løsningen til en effektiv og passende artillerikapacitet på brigadeniveau forbliver uklar. På ingeniørmateriel siden er Hæren i øjeblikket så dårligt udrustet, at den, mens den havde sin kampbataljon udsendt til Letland i løbet af det sidste år, ikke havde tilstrækkeligt udstyr tilbage i Danmark til videre træning af de rekrutter, der forlod basisuddannelsen, og overvejede at sende dem til Letland for at kunne fuldende deres ingeniøruddannelse. Ikke ideelt i fredstid, men en dødsdom i krigstid!
Hæren har også kritisk mangel på logistik, støtte tropper og udstyrskapacitet. En del af dette er at have tilstrækkelige mængder af 'kampforsyninger', de væsentlige komponenter såsom rationer, brændstof, reservedele til vedligeholdelse og altafgørende ammunition af enhver art, fra håndvåben op til artilleri og raket ammunition. Uden disse vitale kapaciteter vil brigaden ikke være i stand til at kunne udsendes, fungere effektivt eller overleve overhovedet.
Derudover er Hæren i øjeblikket udfordret af sin mangel på et kapacitetsstyrings system. Hæren har med andre ord ikke en proces, der intelligent identificerer: hvilke kapaciteter den har behov for; hvorfra hentes enheder og personale til bemanding; reservedele og systemer på plads til at understøtte og vedligeholde; samt koncepter og doktriner til hvordan kapaciteten skal udføres. Hærens køb af panserværn SPIKE systemet er et klassisk eksempel.
Derfor, i modsætning til bred misforståelse, er etablering af en troværdig og kampklar brigade, der er i stand til at overleve, kæmpe og afgørende 'vinde' på den moderne slagmark, meget mere end blot at have tilstrækkeligt personale og udstyr – det er meget, meget mere! Den nuværende krig i Ukraine demonstrerer i høj grad det tåbelige ved at udsætte uforberedte styrker for en snarrådig og resolut modstander, der har en drivende vilje til at vinde.
Robust, Realistisk og Effektiv Træning
Et af de altoverskyggende og afgørende spørgsmål er, hvordan skal denne brigade trænes? Hvis det skal være troværdigt i modstanderens og de allieredes øjne, bliver den nødt til regelmæssigt og gentagne gange at gennemgå et strengt, robust og testende øvelsesregime, og ikke kun én standard årlig afkrydsningsproces. Dette vil kræve træningsområder der er store nok til at træne brigaden og tillade, at dens modstander (i øvelses øjemed) kan manøvrere frit. Ideelt bør træning ikke krydse det samme velkendte terræn hver gang, år efter år! Det er svært at se, hvor dette kan opnås indenfor Danmarks egne grænser, og derfor er regelmæssige udenlandske øvelser nok svaret. Disse er dog ekstremt dyre og tager meget tid. For at kunne teste brigaden ordentligt vil det være nødvendigt at Hæren også kan stille en effektiv og troværdig modstandsstyrke, også kaldet en OPFOR. Denne OPFOR kræver ligeledes det nødvendige mandskab, udstyr og kapaciteter for at være tilstrækkeligt i stand til at teste brigaden. Og ideelt set bør en OPFOR ikke kun tildeles tilstrækkelige ressourcer, men vigtigst af alt friheden, til virkelig at teste brigaden op til og ideelt set ud over fejlpunktet. Kun på den måde vil brigaden være i stand til at gennemføre en virkelig nyttig proces og identificere dens fejlpunkter og svagheder, igen vigtigt, helst før en reel fjende gør det. Endnu en gang vil dette kræve finansiering.
Det næste spørgsmål er, med alle dens øvrige forpligtelser, hvor ofte vil Hæren være i stand til at samle denne brigade plus en OPFOR-styrke, for at gennemføre nødvendig træning og test af chefer, stab og enheder? Forventes det at Hæren vil have én af brigadens kampbataljoner fremadrettet indsat på NATO-opgaver, som den havde i Letland i år? Hvis ja, og hvis Hæren er i stand til at stille tre kampbataljoner i alt; så vil én være udsendt, én vil være fokuseret på træning og forberedelse til udsendelse og én vil være tilbagevendt fra udsendelse og deraf optaget af at indhente orlov samt andre opgaver. Brigadehovedkvarteret vil for det første have travlt med at køre det program, og for det andet vil det være udfordret af at kunne trække brigaden sammen for at træne, øve og teste den og sig selv som hovedkvarter. Derudover, for at blive ordentligt uddannet som et brigadehovedkvarter, skal det garantere, at uanset hvor felttræningen og andre øvelser finder sted, udøves og testes det, og forhåbentlig efterfølgende certificeres egnet til rollen, af et passende tostjernet krigskamp-erfarent divisions hovedkvarter.
Dette rejser så spørgsmålet om, hvilket divisionshovedkvarter skal brigaden være tilknyttet og tildelt, og af hvilket den regelmæssigt skal øves og afprøves? Logikken dikterer, at det bør være inden for den divisionsformation, som den forventes at kæmpe sammen med. Igen siger logikken, at hvis Hæren indsætter én af sine kampbataljoner på rutinemæssige NATO-opgaver, skulle det være til en tilsvarende division, for at udvikle bedre forståelse og interoperabilitet. Disse kampbataljoner ville dermed få erfaring i at arbejde rutinemæssigt til andre formationer inden for NATO, men ikke til den danske brigade. Der ville skulle planlægges, hvad der skal ske under en pludselig, og muligvis uventet krise (tænk på Ruslands nylige invasion af Ukraine)! Hvad sker der hvis NATO, over for en modstanders indlysende aggression, beordrer den udsendte kampbataljon at forblive på plads som en del af en anden nations brigade og forsvarsplan. Hvordan ville det påvirke den, i Danmark, resterende brigades evne til at mobilisere og træne? Hvad hvis den udsendte bataljon, i værste fald, allerede havde været involveret i intense kampoperationer og ikke længere blev betragtet som kampeffektiv eller i stand til at deltage i fremtidige operationer?
Andre hære har en tendens til at arbejde, hvor det er muligt, efter en regel på tre! Dvs at uanset på hvilket niveau du ønsker rutinemæssigt at være klar, ordentligt uddannet, udstyret samt klar til at blive udsendt, vil det normalt kræve tre lignende formationer, der skal roteres gennem et system. Derfor, hvis Danmark ønsker at have en kampklar brigade kapacitet og rutinemæssigt dække alle sine øvrige opgaver, burde det realistisk set kunne danne tre ens brigader. En simpel undersøgelse af Danmarks demografi ville dog hurtigt indikere at denne mulighed er udelukket!
Ydermere er mange respekterede militæreksperter enige om, at når man først har dannet en formation, såsom en brigade, med al det nødvendige mandskab, udstyr og forsyninger, skal der stadig mellem seks til ti års regelmæssig, robust og krævende træning til, før en sådan brigade er på et niveau, hvor den vil kunne overleve i krig mod en 'near to peer’ (ligeværdig) modstander. Den proces forsinkes naturligvis, hvis der er en løbende årlig omstilling af et betydeligt antal medarbejdere.
Ovenstående er blot nogle af de potentielle udfordringer, der skal løses, før etableringen af en dansk brigadekapacitet kan anses for troværdig.
Derudover, hvis hele Hærens kampkapacitet, inklusive mandskab og udstyr, er bundet til en enkelt brigade, hvordan træner Hæren så dens rekrutter, når eller hvis brigaden er indsat? Hvis brigaden udsendes til kampoperationer, vil den opleve mandefald, både fra fjendens aktioner samt fra ulykker. Hvordan vil dette mandskab blive erstattet, hvis der ikke er nogen uddannelsesorganisation tilbage i Danmark, med egnede træningsinstruktører og personale samt tilstrækkeligt udstyr til at træne dem? De fleste andre hære har et system til at træne det, der er kendt som 'Battle Casualty Replacements', der er effektivt trænet, forberedt og løbende indsat som erstatning. Alene af den grund afsløres den ortsigtede tankegang bag nedskæringen af hærens uddannelses-skoler og vedtagelsen af konceptet 'on the job training', som i bedste fald er et dårligt system og totalt ubrugeligt i krig!
Uanset hvilken form og størrelse en dansk brigade kan antage, og hvis den nogensinde skulle udsendes under NATOs artikel 5-betingelser, så vil det skulle overvejes og planlægges, hvor længe den kan opretholdes under operationer. Nogle 'planlæggere' mener at brigaden blot vil blive udsendt i max tredive dage, og derefter vende tilbage til Danmark, som Kaptajn Blackadder ville sige 'back for tea and medals'. Men omtalte 'planlæggere’ har måske glemt erfaringerne fra Irak, Afghanistan og mange andre operationer, at uanset hvor vanskeligt det er at blive udsendt til en operation, kan det vise sig næsten vanskeligere at kunne trække sig tilbage. Hvor er så Danmarks anden brigade, der ville skulle gennemføre en ’relief in place’. Eller planlægger Danmark at trække sine styrker efter tredive dage, og forventer de hårdt pressede NATO-partnere blot udfylder ’hullet’? Hvis NATO overhovedet tillader en tilbagetrækkelse! Hér ligger årsagen til mandskabs kapacitet samt effektiv træning af udskiftnings tropper (battle casualty replacements) til at dække tab af mandskab således at brigaden ikke kommer til at lide under personale tab, som ville efterlade den uvirksom og sårbar. Dette punkt fører os tilbage til et andet afgørende punkt. For at kunne kæmpe effektivt på operationer skal soldaterne først og fremmest være i stand til at varetage sig selv i længere tid i felten. Denne kunnen bliver ikke afprøvet effektivt af blot et par dages felttræning i Oksbøl. En enhed skal kunne træne i felten i mindst fire uger, og helst længere. Dette er ikke kun for at træne individets evne til at overleve og kæmpe effektivt, men også at træne brigadens, enhedens og underafdelingens evne til at operere, samt vedligeholde og forsyne og kommandere sine soldater i felten. Disse væsentlige discipliner ønskes ikke at blive testet første gang brigaden går i krig – at kæmpe og overleve vil være hårdt nok, uden at skulle lære disse færdigheder på samme tid.
Beredskab.
'Hvad ikke øves, kan ikke gøres' et militær udtryk.
Hvis beslutningen ér at have en formation i beredskab, hvad enten det er en brigade eller en kampbataljon, skal dens fysiske beredskab effektivt øves og afprøves. Hvis dette skal være troværdigt og tillidsvækkende, skal det testes udførligt og, igen, ikke blot være en afkrydsningsproces med håbet om at ’det går nok'! Enheder skal fysisk indkaldes og mobiliseres med al deres mandskab, køretøjer og andet udstyr, ideelt med kort varsel og den hensigt, at brigaden eller kampbataljonen demonstrerer sin klarhed til mobilisering af kapaciteten ved efterfølgende at tage på en feltøvelse. Eksempelvis var den danske kampbataljon, der i januar 2022 blev erklæret ’kampklar’ med 30 dages varsel til at rykke ud som en del af ’NATO Readiness Initiative’, reelt langt fra klar. Faktisk, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar samme år, tog det næsten 3 måneders hektisk aktivitet, før kampbataljonen var tilstrækkeligt bemandet, udstyret og havde ressourcer til, at den kunne udsendes til Letland i maj 2022. Det kan kun håbes, at modstanderen i enhver fremtidig konflikt, vil være hensynsfuld nok til at vente tålmodigt, indtil alt og alle endelig formår at være klar, før han påbegynder nogen offensiv operation!
Konklusion. Ovenfor beskrevne problemstillinger burde have været en del af overvejelserne og planlægningsforudsætningerne i det sidste forsvarsforlig. Det ser dog ud til at være indlysende, at de enten ikke blev undersøgt, eller hvis de blev, så ikke forstået eller ordentligt gennemtænkt. Hvis udfordringerne blev anerkendt, blev de så fuldt og ærligt forklaret til og forstået/godkendt af regeringen på det tidspunkt? Hæren står over for nogle seriøse og alvorlige udfordringer, der ikke forsvinder ved blot at blive ignoreret. For at håndtere problemer, skal det først accepteres at de er der! Det vil kræve ærlighed og en kultur, der tillader individer at tale åbent og uden frygt for, at det vil skade deres karriere. Dette helt fra det laveste niveau indenfor Hæren, helt op igennem de forskellige kommandoniveauer og til Forsvarsministeriet samt, i sidste ende, op til politikerne på Christiansborg. Det er forkert at give politikerne hele skylden for Hærens problemer, hvis Hæren ikke giver et detaljeret og præcist billede af den sande situation. Sker det ikke, vil den egentlige taber i sidste ende være Hæren selv. Danmarks NATO-allierede er ikke blinde overfor, eller uvidende om, Danmarks reelle evner og kapaciteter og sætter ikke pris på at blive ’ført bag lyset’. Uanset hvilket indtryk Hæren forsøger at give, vil de allierede lave deres egne vurderinger. De vil selvfølgelig være diplomatiske og høflige, det meste af tiden! Men medmindre Danmark og Hæren træffer ærlige, åbne og tillidvækkende foranstaltninger, samt er troværdig over for sine allierede, vil dets hårdt tilkæmpede ry fra krigene i Irak og Afghanistan fortsat mindskes. Hvis Danmark og Hæren ikke var så afhængig af sine allierede, ville det måske ikke være et problem, men sådan er virkeligheden ikke!
Den seneste udfordring, som Hæren og Forsvaret står over for, ved den nylige tilføjelse til NATO af Finland, og forhåbentlig snart Sverige, er, at de allierede vil have andre magtfulde regionale partnere, som de måske nu foretrækker at samarbejde med. Ideelt set bør de fejl, der blev begået i den sidste forsvarsaftale, ikke gentages. Det foreslås at der, i modsætning til det der i sidste forlig kan beskrives som ønsketænkning og overdrevenhed, fremhæves en virkelighed omkring de talrige udfordringer der er ved at danne en sådan brigade. Når udfordringerne er forstået og forklaret for alle parter, lige fra den menige danske soldat til de NATO-allierede og til politikerne i København, bør det medføre at der inden for Hæren ikke rejses urealistiske forventninger, for efterfølgende blot at lide akut og smertefuld skuffelse. Dét vil heller ikke hjælpe på det nuværende tab af personale. Endelig, hvis der tidligere har været tvivl, så viser begivenheder i det sidste år klart, at krig hverken er en hypotetisk eller fjern aktivitet. Som Ukraine til fulde har vist, er krig hårdt, dyrt, brutalt og blodigt, og de, der ikke tager krig alvorligt, vil blive hårdt straffet.
Comments