1. kompagnikampgruppe. 5 kilometer fra Garliava - den sydligste forstad til Kaunas – Litauen. 12/5 2028.
Oversergent Søren Andersen, forsyningsbefalingsmand i den forstærkede 1 kompagnikampgruppe fra II/JDR, kravler ud førerhuset på sin beskyttede Scania lastbil. Han vender sig om og tager sit gevær M/26 i den ene hånd og tabletten med kompagnikampgruppens logistiske status i den anden. Efter en lang nats kamp igennem russernes linjer ved han, at han de næste par timer vil få travlt med at genforsyne de fire kampdelinger og alle støtte-delingerne og sektionerne som den 49 køretøjs store kompagnikampgruppe består af. Søren går rundt om sin egen lastvogn og ser rundt på resten af den forstærkede forsyningssektion. Ud over sine sædvanlige to forsyningslastbiler, der normalt hører til delingen, står der rundt om i granskoven tre lastbiler fra bataljonens forsynings- og transportdeling samt deres fem ombyggede leader-follower Piranha III logistikkøretøjer. [1]
Da de forlod bataljonens opmarchområde 50 kilometer mod syd, lige på den anden side af den Polsk- Litauiske grænse, for godt et døgn siden, havde han forsyninger med til fire dage. Men nattens kampe har vist sig at have krævet mere ammunition, især var der brugt uforholdsmæssigt mange af de nye Smart Indirect Munitions til Lindorm kamp-robotterne.
Søren kendte allerede delingernes logistiske status, da kan kom til BSO’et her i granskoven. Delingernes mange sensorer både i køretøjernes CANBUS systemer, våbenstationerne og i soldaternes exoskeletter havde løbende holdt både Søren og Nikolaj, kompagniets næstkommanderende, orienteret om kompagniets status. Samme overblik ville de have haft ved både bataljon og brigade – hvis altså bare de langtrækkende dataradioer havde været tændt – men det var de ikke grundet truslen for at blive pejlet og derpå nedkæmpet af russernes overlegne elektroniske krigsførelseskapaciteter.
”Jeg må nok hellere lige vende det her med NK,” mumler Søren ved sig selv og begynder at gå over til Nikolajs Piranha 5, som står parkeret godt 500 meter væk.
Samtidigt nær den Polske grænse i logistikbataljonens operationscenter.
”Vi kan ikke følge med den hastighed, som de bruger ammunition, brændstof og reservedele!” udbryder seniorsergent Ove Pedersen frustreret. Kaptajn Tejs Brøndum ser over på han og nikker samtykkende. ”Jeg er enig, Ove. Jeg har lige talt med NSE’et. Deres sidste forsyningskolonne blev standset af en gruppe lokale polakker – vores allierede! De har en hel brigade-DOS på nakken og kan ikke komme frem, fordi de lokale er trætte af motorstøjen om natten.”
”Nej, og printerdelingen kan heller ikke følge med. En af deres nye metalprintere brød ned for en time siden. Den har kørt uafbrudt i to dage. Det var den, de brugte til at printe Smart Indirect Munitions med. De er i gang med at printe dele til en ny printer nu. Men dét forsinker bare produktionen af alle de andre ting, vi mangler – særligt reservedele til Piranha 5, kampvogne og IKK.” snøfter Ove fra sin plads i KSN Piranhaen, der står parkeret for sig selv i en lade ved en større gård.
”OK – first things first!” siger major Stig Jørgensen over vognens interne net. ”Vi har et antal udfordringer, som vi skal løse. Det gamle ordsprog ”uden logistik ingen operationer” skal ikke standse brigaden! Vi skal først have genforsynet I/Livgarden og I/GHR, som har lidt store tab det sidste døgn. Tejs! Lav en plan for dét og få sendt brændstof og ammunition frem ASAP – ad vejen! Brug 4. transportdeling. De har flest leader-follower køretøjer der er klar. Samtidigt vil jeg have, at du sender samtlige ½tons forsynings-droner afsted som CAS-EVAK for at hente deres sårede. Vi bruger først dem til genforsyning, når alle de sårede er ude. Jeg kan se, at alle ambulance-dronerne er i gang, men de bliver brugt som MED-EVAC, da lægerne kan lave telemedicin[2] ombord på dem ved hjælp at dronernes interne SAN-robot.”
”Næste problem er genforsyning af II/JDR! De har opgaveorganiseret sig på en ny og underlig måde, så alle de gamle kompagnistrukturer er brudt op i tre selvstændige kompagnikampgrupper – og de er 25 kilometer inde i fjendeland med mindst ti kilometer imellem sig. De har imidlertid forsyninger med til fire dage, så de kan vente til i morgen… Er der for øvrigt nogen, der har et overblik over deres logistiske status? Der er ingen forbindelse derud.”
”Eeeh.. ja.. faktisk” afbryder Ove. ”Jeg var på vores internet-baserede SAP HANA(E) system lige før for at kontrollere noget andet. Det lader til, at et af køretøjerne ikke har slukket GSM-modulet på køretøjet, så det ene køretøj har været relæ for ét af kompagnierne – første - tror jeg. Det ser ud til, at de har brugt noget mere ammunition og brændstof end forventet.”
”Skide godt Ove! Få opdateret det primære system – LOGFAS-DK - og lav en plan for at få dem genforsynet! Forudsæt, at de to andre kompagnikampgrupper har haft samme forbrug ind til videre – så må vi gå på kompromis med 100 % nøjagtig logistik til tiden denne gang” siger Stig med et lettere opløftet tonefald.
”Når vi har styr på alle de ting, så skal vi have lavet en plan for, hvordan vi får genforsynet den lette infanteribataljon, efter de er landet inde midt i Kaunas – her er lastvogne helt sikkert ikke en mulighed, og det bliver også svært med dronerne…”
6. 3D-printerdeling. Tre kilometer derfra i en lysning i en bøgeskov.
”Av for den!!” udbryder overkonstabel Ib Frandsen efter at have taget fat om en færdigprintet stål-reservedel til en kampvogn. ”Aaargh! Hvorfor glemmer jeg altid at bruge handsker, når jeg kommer her over i metalfabrikken?” spørger han ud i rummet.
”Ha ha! Din tosse! Det er, fordi du i virkeligheden hører til ovre i drone-fabrikken, hvor I printer i tøsefilamenter som plastik og kulstof! Men tak for hjælpen alligevel Ibbermand!” svarer overkonstabel af første grad Rikke Hald fra sin stol ved computeren i hjørnet. De fire store industri-3D printere i den grønne container står langs væggen og efterlader kun en smal gang til det menneskelige betjeningspersonale. Rikke ser op, læner sig bagud og ser ned langs rækken af printere på Ib. ”Når du er færdig med at klynke, så pak alle de reservedele, der er i printerne nu, på smart-pallen nummer otte. Den står udenfor. Og sørg nu for at kassen bliver lukket ordentlig denne gang, så indholdet ikke falder ud, når de laster det ik.”
Ib tager den tre kilo tunge vejhjulsarm med uden for og pakker den i trækassen på palle nummer otte. Idet han vender sig om for at hente en ny stump, kan han høre lyden af lastbiler, der kommer. Han skynder sig ind i containeren igen. ”Så kommer fjerde deling allerede!” stønner han og tager en tyk rød grillhandske på og snupper endnu en vejhjulsarm ud af en printer. ”Fint! Så må du skynde dig at få pakket de reservedele i en fart. De skal med frem til I/Livgarden med fjerde deling! Kom nu Ibbermand! Fart på!”
Få minutter efter har Ib pakket reservedelene ned i en kasse fuld af træuld. Kassen står på en smart-palle, som står og venter på at blive lastet på en af fjerde delings lastbiler. Uden for de fire andre 3-D printer- containere – normalt kaldet fabrikker – står der andre paller med nyprintede opklaringsdroner, ammunitionsgenstande, reservedele og andre dele, som det bedst kan betale sig at printe i felten frem for at transportere frem til lokallager på lastbiler.
Den første lastbil kommer ind i lysningen med en ombygget Piranha III leader-follower logistikkøretøj – kaldet et muldyr - efter sig. Lastbilen kører frem til den sidste 3D-fabrik og sætter flatracken på jorden. Muldyret gør ligeledes holdt og sætter den lidt kortere og smallere flatrack, som den kører med i det ombyggede mandskabsrum på jorden. De ti smart-pallets, som alle skal med delingen, vågner til live. De bæltedrevne paller søger hurtigt hen til de flatracks, som de via logistiksystemet har fået at vide, at de skal med. Pallerne kører op på flatrackerne og låser sig fast. Begge køretøjer samler deres flatracks op, så snart deres systemer har bekræftet, at alle forsyningerne er lastet og surret forsvarligt.
4 minutter efter at være kørt ind i lysningen kører de igen. I mellemtiden har Ib, Rikke og de syv andre fra 6. 3D-printerdeling gjort delingen klar til at flytte. De fire lastbiler har automatisk foldet de multispektrale sløringsnet sammen og pakket dem væk. Fuel-cellerne er slukket ned, og printerne er kørt i transportstilling. Lastbilernes autonome sikringsrobotter er gået fra stationærsikrings til mobilsikringsindstilling. Få minutter efter, at transportkøretøjerne har forladt lysningen med deres nyprintede forsyninger, kører 3D printerdelingen også. De holder sjældent mere end tre timer samme sted.
1. kompagnikampgruppe. 5 kilometer fra Garliava - den sydligste forstad til Kaunas – Litauen. 13/5 2028
Søren Andersen har haft travlt de sidste 24 timer. han og hans to hjælpere har været rundt til samtlige delinger og sektioner og genforsynet rationer, vand, ammunition og brændstof. Kompagniets behov for batteristrøm har de enkelte køretøjer selv sørget for, da alle batterier er af samme type og passer i samme enhedslader i køretøjerne. Søren har kun suppleret med vand, da delingerne selv råder over vandrensningsapparater og kondens-vandudledere, der kan holde delingerne næsten selvforsynende.
Kompagniet er nu nede på at råde over én DOS ammunition og brændstof. De fleste køretøjer er hybride, og kører derfor utroligt langt på en liter diesel. Men de gamle bæltekøretøjer – kampvogne og CV-90 - bruger stadig store mængder brændstof.
Søren sidder sammen med sin hjælper overkonstabel Bjarne Svendsen på en medbragt campingstol under sløringsnettet ved lastbilen og drikker en kop kaffe. ”Du Søren… hvordan ved logistikbataljonen, at vi har brug for genforsyning, nu da vi kører med radiotavshed?”
Søren piller et stump grannål ud af sin kaffe og ser på Bjarne. ”Da vi kom til BSO’et i går morges sendte chefen en ordonans-drone tilbage med en situationsmelding – på den var vores logistiske-situationsmelding også… Så med mindre den er blevet skudt ned, så ved de godt, at vi mangler diesel og krudt.”
”Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi ikke også har sådan en 3D printer med. Så kunne vi jo selv lave noget af den ammunition, som vi har brug for – imens vi kører endda…”
”Rolig nu! Det har taget Hæren ti år at få indført de få printere, vi har ved logistikbataljonen. Da de begyndte at se på 3D printning, var teknologien ikke moden, sagde de. Det tog for lang tid og for meget strøm, og produkterne havde ikke den kvalitet, som der blev krævet. Men udviklingen på de områder har gjort, at vi fik de første fabrikker for to år siden – så om fem-ti år, så kan du få din egen printer her i sektionen… og for øvrigt kan du ikke printe, når du kører. Printeren skal stå helt vandret for at virke ordentligt, og med den måde du kører på, så kommer det aldrig til at ske”
”Hvorfor er det kun mekkerne, der får det fede grej? Smarte industri-exoskeletter, der muliggør tunge løft? Jeg så Jørgensen løfte bagenden af en lastbil den anden dag – alene! Det er vildt så hurtigt, de kan få ordnet et køretøj. De ved allerede, hvad problemet er, når problemet opstår, og med exoskeletterne til de tunge løft, 3D printede reservedele og moderne kraft-værktøj går det bare stærkt...”
Bjarne bliver afbrudt af lyden af et antal store propeller og hvinende elektriske motorer, der nærmer sig.
”Det var utroligt! Jeg tror sgu, at julemanden er på vej med gaver…” udbryder Søren. ”Kom! Få dit grej på og tag en beacon med.” Sammen løber de to soldater ud fra sløringsnettets skygge og ud til skovkanten, hvor tre store ½tons forsyningsdroner lander på marken foran dem. Dronerne har 12 store propeller og fire små vinger, der alle er vendt, så dronerne lander vertikalt. Når den flyver i luften, drejer både vinger og propeller til vandret stilling, så dronen kan flyve med høj hastighed over lange afstande. Hver af de tre droner sætter tre smart-paller af, som har været spændt fast under dronen – Søren ved at der maksimalt er ½ tons forsyninger med hver drone – deraf navnet! Og at det nok næppe er diesel, som bliver flyttet frem sådan.
”Har du tændt dit beacon, Bjarne?” råber Søren over propelstøjen. ”Yes! Og jeg har kontrol over alle ni paller. Jeg kan se, at de er fulde af smart munitions og anden større ammunition,” svarer Bjarne, imens han guider pallerne ind ad skovevejen. Dronerne letter og flyver tilbage, hvor de kom fra, få meter over jorden, så de ikke bliver opdaget af russernes luftværn.
[1] Piranha III – arven – ombygges fra bemandede PMV til førerløse ”slaver” der på en pansret platform kan fremføre forsyninger. Køretøjet følger et andet prædefineret køretøj, der enten er bemandet eller ubemandet. [2] Telemedicin – Lægefagligt personel kan diagnosticere og behandler via fjernbetjent materiel – robotter. Bruges i dag på mange moderne hospitaler, som mangler særlig specialviden.
Comments