30.000 fod over Østersøen. 27. april 2028.
Lene falder næsten ud af døren i rampen på én af første delings Piranha 5 mandskabsvogne. Michael kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun er tæt på at kaste op. ”Hvad så Nine… er du blevet flyve-syg?” Spørger han med et slet skjult grin over hele ansigtet.
”Nej! Men første og anden gruppe stinker simpelthen så meget, at jeg ikke kan falde i søvn. Hvordan kan det lade sig gøre for ni infanterister at stinke så meget af gnu få timer efter, vi er taget afsted? Det er jo ikke, som om vi er på vej hjem fra en uge i Oksbøl vel?” Svarer hun imens hun trækker vejret kraftigt for at rense næsen.
”Ser du! Det er jo videnskabeligt bevist, at når du lukker en otte-ti infanterister med udrustning og det hele ind i en metalkasse og derpå glemmer at tænde airconen, så kommer de til at lugte lidt efter ca 30 minutter,” griner Michael højt. ”Jeg har selv stået for ligge præcist det forsøg et antal gange – det er min pligt som næstkommanderende i delingen!”
”Den er god med dig, Otte,” svarer Lene og fortsætter ned langs de pansrede køretøjer, som står tæt stuvet sammen i luftskibets lastrum.
”Nåe Lene. Hvad siger du til den nye delingsorganisation? Kan du få Lindormene til at virke i delingens kamp?” spørger Oberstløjtnant Sørensen, chefen for anden bataljon, da Lene passerer hans fremskudte kommandostations Piranha, som står bagerst i kolonnen.
”Hej chef. Jeg havde ikke set dig. Jo, Lindormene kører fuldstændigt, som de lovede til fabrikskurset. Jeg er meget imponeret over, at de har kunnet ombygge de gamle Piranha III til autonome kamprobotter på så kort tid. De er utroligt nemme at kontrollere med appen i min Piranha. Både Lindormene og gruppernes små kamprobotter gør det naturligt, at vi er organiseret helt anderledes, end det de underviste os i på officersskolen. Og måden, vi kæmper på, er også noget helt andet. Jeg er godt tilfreds! Selvom jeg savner at være mere med ude på jorden sammen med grupperne,” svarer Lene, imens hun ubevidst sikrer sig, at hendes lommer er lukkede, og kampdragten er lynet anstændigt op.
”Hmm. Ja det var også, hvad jeg fortalte brigadechefen, da hun spurgte, hvorfor jeg tog to MEKINF-delinger frem for kampvogne og IKK’er med i første vending. Jeg kan ikke selv forstå eller bruge alt den nye teknologi, som I unge kan, Men jeg kan se den taktiske fordel, som Lindormene med dens droner, maskinkanon og missiler giver. Jeg er dog meget spændt på, om fire mand i infanterigrupperne er for lidt? Da jeg var delingsfører havde vi otte… ”
”Men grupperne har jo deres egne kamprobotter, der hver især fungerer som et separat hold. Grupperne har langt mere kampkraft nu end før. Nå ja, og så har jeg jo fire grupper i delingen – der er plads til to i én Piranha V,” svarer Lene selvsikkert. ”Med alle de sensorer, som delingen råder over, er jeg endnu ikke blevet overrasket over fjendens bevægelser på øvelserne der hjemme.”
”Nej Lene. Det er nok meget rigtigt. Men husk nu, at nu er du ikke længere oppe imod første kompagni eller en simuleret fjende i træneren. Russerne er ikke dumme, og de har en masse ting, der kan omgå eller ødelægge vores systemer. I skal være på tæerne og ikke stole blindt på det, der står på skærmen fra det øjeblik I lander i Polen!” Svarer bataljonschefen med et formanende blik.
En time senere
”This is your captain speaking. We will be landing in fifteen minutes. Good luck in Poland folkes.” Luftskibets højtalere bliver igen stille.
Michael stiller sig imellem delingens to Piranha 5 mandskabsvogne og råber så det giver genlyd i luftskibets mandskabsrum.
”Første deling! Få gjort klar til kamp! Begynd opstartsprocedure for både Piranhaer og Lindorm. Husk Lindormene skal være på ”Follow-mode”, til Nine siger noget andet.”
Alle delingens tyve soldater går hver i sær i gang med at tage deres udrustning på. Michael kan se de enkelte soldaters blodtryk, puls, kropstemperatur og åndedrætsfrekvens på en af de tre skærme ved hans plads i Piranhaen. Efterhånden, som soldaterne får lynet de nye kamp-dragter og får dem synkroniseret med soldaternes exoskeletter, sendes deres biologiske data til delingens personelsystem.
Da alle soldater få minutter efter melder klar til Michael, kommer Lenes stemme frem i alles øretelefoner.
”Godmorgen! Som I ved lander vi om få minutter. Der er ingen ændringer til situationen, opgaven eller planen. Vi skal stadig - hurtigst muligt - rykke frem til faselinje Ursula, hvor vi skal etablere en objektnærsikring, der skal sikre, at den lette infanteribataljon kan frigøre sig og overdrage kampen til os. GPS’en viser, at vi lander uden for Kalinowo som planlagt, så vi følger den planlagte rute. Formation er 5-alfa, 9-Victor, 8-Victor og så 5-bravo. Jeg vil have smilende soldater i lugerne på 9-Victor og 8-Victor for at give et godt indtryk hos de lokale. Alle våbenstationer skal være på ”secure-non leathal”, indtil vi kommer til Ursula!”
Få minutter efter kan Lene mærke et bump, da det enorme luftskib lander. På en af de store skærme foran sig kan hun se luftskibets rampe sænke sig foran hendes Piranha. Et af besætningsmedlemmerne begynder at vinke køretøjerne frem. Korporal Schmidt, vognkommandøren på Lenes Piranha, lister forsigtigt det store køretøj ned af rampen og ud på græsmarken. Lene tænder for sit Iron-vision-visir på hjelmen og ser sig omkring. Hvor hun før så første og anden gruppes soldater i mandskabsrummet bag sig, ser hun nu ved hjælp af de mange kameraer på mandskabsvognen alt, hvad der sker rund om køretøjet. Hun ser, at Lindorm 5-alfa følger hendes Piranha, og at Michaels Piranha med 5-bravo efter sig ligeledes er på vej ud af luftskibet og ud i det regngrå polske morgengry. Lidt væk ser hun et par polske soldater forsøge at holde en flok nysgerrige kvier væk fra luftskibet, som pludseligt er landet på deres græsmark. Til højre for sig ser hun det andet luftskib, som anden deling og kompagnichefen er ved at køre ud af.
”Hold da op! For fem timer side kørte vi ombord på de her luftskibe hjemme i øvelsesterrænet i Holstebro, og nu er vi landet på en eller anden bondes mark i Nordøst-Polen. Jeg håber sørme, at russerne og de polske separatister ikke så os komme”, tænker hun.
Efter en halv times kørsel ad den polske landevej nærmer delingen sig byen Suwalki.
På en af skærmene foran Lene begynder den automatiske social-media-tracker at liste opslag genereret i Suwalki sammen med den konstante strøm af opslag, der handler om situationen i Nordøst-Polen. Alle kendte sociale medier i området monitoreres, og opslag på russisk eller polsk, hvilket er de fleste, oversættes automatisk til engelsk. Kritiske opslag markeres med rød tekst, positive med grøn. På en del af skærmen skabes et omfangsrigt aktørnetværk, som viser, hvem der ”liker”, deler og kommenterer de enkelte opslag. For øjeblikket er der ganske få negative opslag.
”Schmidt! Du har våbenstationen, jeg sender Hugin!” siger Lene til vognkommandøren over køretøjets intercom.
Herefter skifter hun skærmbillede med en håndbevægelse foran skærmens kamera. Kontrol-displayet for den bagerste Lindorms Hugin-drone kommer frem. Hun plotter hurtigt en rute ind på dronens kort og trykker ”Launch” i menuen.
En lem åbner sig i kassen på Lindormens dæk, og en drone med et vingefang på en halv meter, bliver affyret med en lufttrykspatron. Dronens dagslys- og termiske kamerabilleder vises på Lenes skærm. Det ser ud til, at situationen i Suwalki er helt rolig.
Efterhånden som delingen kører ind i bebyggelsen, justerer køretøjernes autonome kørersystemer selv afstanden imellem de fire køretøjer.
Hugin er sat til at overvåge byens rådhusplads, som delingen vil passere om få minutter. Der er stadig meget få mennesker på vejene, og de sociale medier giver ikke indtryk af, at nogen har set de fire store pansrede køretøjer, der nonchalant kører igennem den polske by. Efterretningsofficeren havde ellers indikeret, at med et 10% russisk mindretal i byen kunne delingen godt forvente et russisk media-warfare angreb her.
”9 her er 8!” Michael i den forreste Piranha 5 har set en stigende negativ omtale på to russisksprogede sociale medier.
”Russerne ser ud til at forsøge at gennemføre en demonstration på rådhuspladsen. Der er stadig et overtal af positiv omtale på de lokale medier. Jeg foreslår, at vi griber muligheden og gennemfører et mindre pressemøde der.”
”Her er 9. God ide. Vi gennemfører et standard pressemøde.
1! Du har indre ring. 2 har ydre ring. 3 og 4 forbliver opsiddet som reserve.
Vi gennemfører det med blød hat og våben overhængt. Slut.” svarer Lene.
Da delingen kører ind på rådhuspladsen, er en lille gruppe unge mænd ved at samles i det ene hjørne. Ellers er det få mennesker, der standser op og ser på de fremmede køretøjer. Den forreste Lindorm kører pænt ind til kantstenen og standser. Våbenstationens maskinkanon peger uvirksomt frem og ned. På masten bag på våbenstationen overvåger kameraerne til gengæld enhver bevægelse på pladsen. Først Lenes og derpå Michaels Piranha 5 parkerer bagved. Bagerst holder 5-bravo.
Lene tager sin letvægts hjelm af og tager sin udleverede baseballcap på. Hun får fumlet sin C2 kontaktlinse i. Geværet lader hun sidde i geværholderen. Hendes pistol er rigeligt til et pressemøde.
Bag sig fornemmer hun aktivitet. De ni soldater er alle i gang med at tage hjelme af og finde deres bløde hatte frem. Da alle har meldt klar, sænker den bagerste soldat rampen med et tryk på en knap. Første gruppes fire soldater går til side og venter på Lene, som er den sidste, der kommer ud af køretøjet. Anden gruppe begynder at gå en lille patrulje på rådhuspladsen.
Lene ser sig om i det grå forårslys. Suwalki er en gammel by med en del ældre huse. Normalt vil en eller to lokale journalister komme rendende, så snart de opfanger, at der sker noget nyt i byen. Det sker også i dag.
En ung mand midt i tyverne kommer og præsenterer sig som journalist fra den lokale internetavis.
Lene stiller sig bevidst således, at journalistens kameramand og den voksende gruppe lokale mennesker på pladsen kan få gode billeder af hende foran de afslappede og venlige soldater fra første gruppe med Piranhaen i baggrunden.
Michael følger den voksende mængde opslag på de sociale medier. På kortet, der viser hvor de enkelte opdateringer bliver slået op, kan han se, at gruppen, der står omkring Lene og journalisten, generelt er positive og glade for de danske soldaters tilstedeværelse men også, at den voksende gruppe af unge mænd i udkanten af pladsen spreder russisk propaganda.
Michael sørger for, at relevant data overføres til BMS kortet, som Lene kan se igennem sin C2 kontaktlinse. Når hun drejer hovedet, kommer der ikoner frem på dem, der sender såvel positive som negative meldinger på nettet.
Gruppeførerne kan se samme data. Anden gruppe bevæger sig derfor forsigtigt hen, så de står roligt og venligt imellem Lene og gruppen af unge mænd. En af mændene råber noget på gebrokkent engelsk efter soldaterne, som ikke lader sig provokere.
Lene er hurtigt færdig med sit interview, og gruppen omkring hende trækker stille væk. De unge mænd forsvinder ligeledes, ikke som enkeltpersoner men som samlet gruppe. Delingen sidder igen op i Piranhaen, og kolonnen fortsætter igennem Suwalki.
”8! Følg den der gruppe mænd fra rådhuspladsen! Vi skal frem til Ursula i en fart! Jeg melder til chefen, at vi har gennemført dette interview” siger Lene til Michael over mikrobølgeradioen.
Michael tager kommandoen over Hugin-dronen og fastgør den til den i gruppen af unge mænd, som aktøranalyse-redskabet viser, er lederen af gruppen. Hugin svinger væk fra delingens planlagte rute og finder hurtigt gruppen af mænd, som nu står i en viadukt et par gader fra rådhuspladsen.
”9! Ser du også, at de tager våben ud af det køretøj? Skal jeg engagere?” spørger Michael, imens han vælger menuen for de fire Smart-Indirect-Munitions, som 5-bravo har på dækket.
”Nej! Vi er i et allieret land. Vi må kun bruge dødelig magt, hvis vi er i direkte livsfare! Bliv ved med at følge dem! Jeg lader min BMS-AI beregne mulige steder, hvor de vil angribe os, og mulige ruter uden om!” Lene samler alt kendt data om situationen og fører den over i computerens kunstige intelligens’ menu. Mindre end et sekund efter viser computeren de anbefalede ruter og fjendens muligheder for baghold.
”Schmidt! Ny rute!” siger hun til vognkommandøren over intercommen og sender den nye rute til hans skærm samt til Michael i mandskabsvognen bagved.
”Har den!” svarer Schmidt og overfører den nye rute til såvel sin egen Piranha som til Lindorm 5-alfa foran.
Imens passerer delingen et område med ældre højhus.
Idet den forreste Lindorm passerer det andet højhus, affyres en panserværnsraket fra en nedslidt legeplads.
Lindormens sensorer opfanger på få millisekunder truslen og affyrer det aktive beskyttelsessystem, der skyder raketten ned, før den rammer køretøjet i siden.
Samtidigt vågner våbenstationen til live og svinger maskinkanon imod det erkendte mål. Den kunstige intelligens i våbenstationen samler al den data om målet, den kan finde: Topografisk data fra det digitale kort, dagslys-, infrarøde- og termiske billeder fra kameraerne, modstanderens mobiltelefons signaler og den deraf udregnede præcise placering, afstanden målt med laserafstandsmåleren og de ”live” videofilm, som modstanderens cap-monterede Go-Pro 6,8 kamera streamer til internettet.
Våbenstationen erkender, at der er børn på legepladsen, og at dette angreb med 75% sandsynlighed er et forsøg på at provokere en dansk overreaktion med civile tab til følge, som de russiske sympatisører kan bruge i deres mediekampagne.
Frem for at affyre en 35 millimeter brisantgranat, der ville dræbe skytten og alle børnene med det samme, affyrer våbenstationen en kort byge gummikugler med tårngeværet mod skytten efterfulgt af en tåregas-canister. Alt dette sker, før hverken Michael eller Lene når at opfatte, at de er under angreb.
Lene skifter hurtigt til den forreste Lindorms kamerabilleder. Nederst på hendes skærm kommer der to forslag til manøvrer, som hun kan iværksætte som reaktion på angrebet. Forslagene er generet på baggrund af Lenes reaktioner under lignende situationer under øvelser hjemme i Danmark.
Lene vælger option ét. ”Fremad!” befaler hun i mikrofonen, hvorefter alle fire køretøjer racer forbi bagholdsstedet.
Delingen når ikke langt. Før hele delingen når at passere legepladsen, hører Lene en enorm eksplosion efterfulgt af lyden af Piranhaens maskinkanon, der affyrer en tre-skuds-byge og lyden af håndvåbenild, der rammer køretøjets pansrede side.
Hun vender sig rundt i sædet. Igennem Iron-vision ser hun alle fire køretøjer engagere mål i en ældre etageejendom til højre for delingen.
Den forreste Lindorm er kørt på en mine og har mistet det ene forhjul. Det lader til, at dét er den eneste skade, da den er fuldt ud engageret i kampen.
Igen lyder der en eksplosion. Denne gang har en fjendtlig drone lastet med sprængstof ramt dækket på 5-alfa. En tyk røg står op af drone-kassen og de fire Smart-Indirect-Munitions raketkastere.
Lenes Piranha bakker af vejen og går i stilling med front mod fjenden med vejen som dækning. Den forreste Lindorm gør det samme på trods af branden i kassen på dækket.
”1 og 2! Sid af og gå i stilling i grøften for at støtte tredje og fjerde gruppe, som angriber fra syd,” befaler Lene.
Rampen sænkes med det samme, og de otte soldater løber hurtigt ud og kaster sig i grøften. Rampen på 5-alfa sænkes ligeledes, og to bevæbnede Fenris-robotter hver på størrelse med en trillebør springer ud og går i stilling ved de to grupper.
”8! Udflankér syd om og rens stillingen. Vi støtter herfra,” råber Lene i radioen og supplerer ordren med en hurtig skitse i BMS.
På de sociale medier kan Michael se, at russerne påstår, at de har standset et større NATO-angreb, og at NATO- styrkerne har dræbt flere civile. Der er billeder af den brændende Lindorm og et filmklip af fire maskinkanoner, der skyder facaden på en beboelsesejendom i grus. Billederne på de sociale medier viser, at russerne ikke længere er i den beskudte bygning men i stedet har flyttet sig til en bygning ved siden af, hvorfra de vil kunne beskyde tredje og fjerde gruppes modangreb.
Michael markerer hurtigt de nye modstandere på BMS-skærmen og tegner en ny angrebsmanøvre til de to grupper.
De nye fjender kommer med det samme frem på gruppeførernes hjelmvisir sammen med den nye plan.
Grupperne løber usete hen til en dør i den nye målbygning. Med en håndbevægelse sender sergent Peerson, gruppefører i tredjegruppe, sin kamprobot ind igennem døren.
Som frygtet er døren luremineret, så robotten udløser to håndgranater. Den fortsætter stort set ubeskadiget ind i rummet og hen til næste dør, som den ligeledes bryder igennem.
Resten af gruppen følger hurtigt efter med deres geværer i skydestilling.
Fjerde gruppe har valgt en anden vej ind, og begge grupper renser nu metodisk huset rum for rum anført af deres bevæbnede Fenris-robotter.
I en stue møder tredje gruppes robot de første fjender. Tre russere bevæbnet med et videokamera, et finskyttegevær og et raketstyr står og skal lige til at åbne ild mod soldaterne i grøften. Robottens maskingevær nedkæmper hurtigt de to bevæbnede modstandere og giver på russisk og polsk den sidste ordre til at overgive sig.
Et øjeblik efter er resten af gruppen inde i rummet og har afsøgt den sidste russer for våben og konfiskeret kameraet.
Imens har Lene i sin støttestilling været afskåret fra den afsiddede kamp. Hun har kunnet følge gruppernes kamp gennem kameraerne monteret på alle soldaternes hjelme. Da hun kan se, at Michael har kontrol over situationen, og at der ikke længere er mål udenfor at bekæmpe, kontakter hun Hærens informationsafdeling i København og får dem sat i gang med en informationskampagne på samtlige sociale medier, der skal vise delingens og NATOs forståelse af situationen komplet med billeder og filmklip af russerne, der overgiver sig.
En time senere er delingen på vej det sidste stykke til faselinje Ursula. Lindorm 5-alfa har fået slukket branden på dækket og kører på halvkraft med kun syv hjul. De sociale medier flød en kort overgang over med filmklip og billeder af både sejrende polske frihedskæmpere og heroiske danske NATO soldater, der kæmper i Nordøst-Polen.
Comments