13. Centras towers

Centras kvarteret i Kaunas 16/5 klokken 0314

Han sad og dinglede med benene ud over kanten. Der var helt stille. Så stille som der kun kan være sidst på natten, hvor alle dyr og mennesker sover.

Det var kun den sagte rislen af vand under ham og de små ’plump’, når han smed små sten efter det, der kom flydende forbi i vandløbet under ham.

Det var længe siden han havde kunne sidde sådan helt for sig selv, og fortabe sig i sine egne tanker. Egentlig var han træt. Meget træt faktisk. Faktisk så træt at han ikke kunne falde i søvn, selv om han gerne ville. Det var derfor han sad her nu og smed sten efter det, der kom flydende i vandet en halv meter under hans støvler. Det havde været nogle lange dage den sidste uge. Han havde måske fået en time eller tos afbrudt søvn den sidste uges tid. Søvnmanglen, de mange beslutninger, det enorme stress og fysiske pres havde sat ham i en zombieagtig tilstand, hvor han bare kørte på, fremad, hele tiden fremad.

Der var sket så meget, at han ikke kunne huske hvad han havde lavet i går, eller for en time siden. Han var nød til at skrive alle beskeder ned, ellers forsvandt de fra hans hjerne i samme øjeblik han havde hørt dem. Vandets rislen og den sagte brise fra vest havde kortvarigt fået ham til at stoppe og slappe af og mærke efter hvor træt han i virkeligheden var.

”Nå der er du! Hvorfor kryber du ikke i posen? Jens har vagten. Der er helt roligt.” En overrasket stemme afbryder stilheden bag Ulrik.

”Mmmmh! Jeg ved det godt. Jeg kunne ikke sove…” svarer han og smider en lille betonklump efter en tot hvidt toiletpapir i vandet under ham.

”Hvordan kan du holde stanken ud? Gå nu over og få noget søvn. Vi har brug for at du er frist i morgen.” siger stemmen, nu ved siden af ham.

”Stanken? Den har jeg slet ikke lagt mærke til…. Jo du har ret her stinker. Jeg kommer nu” siger han og rejser sig fra kanten af krateret i baggården. Det sprængte kloakrør under ham fortsætter med at føre befolkningen i Centras’ menneskelige affald videre mod et spildevandsanlæg et sted nede ved floden.

”9 har lige modtaget en rettelse til befalingen for i morgen… klokken H er klokken 4. Du kan lige nå at få en halv time på øjet før han giver sin befaling. Som forventet skal vi over i kontorkomplekset ovre på den anden side af vejen og rense det for oprørere... de gemmer sig vist på 17. etage. Og 79 vil gerne havde den etage isoleret, før de civile begynder at møde på arbejde klokken 9. Det er en bataljonsoperation denne gang. Romeo er allerede derovre”. Siger Oversergent Nørregård imens de to går ind i den treetagers ejendom, med små mørke lejligheder, som delingen bruger som beredskabsområde i nat.

”Mmmh… fedt. Er vi forrest igen? ”Spørger sergent Ulrik, gruppefører i tredjedelings anden gruppe.

”Det ved jeg ikke. Det sagde han ikke noget om. Jeg var på vej rundt og se til vagterne da jeg så at du ikke sov, og så bumpede jeg ind i ham på vej herud… Du skal sgu ikke bare sådan gå rundt alene midt om natten, uden at fortælle nærsikringen at du forlader BSO’et. Robotterne kunne tro at du var oprører, der prøvede at snige sig ind på os. Du har jo ikke dit exoskelet på. Er det noget galt?”

”Næ… jeg kunne bare ikke sove. Så jeg tænkte at jeg kunne gå herud og pisse ned i hullet og få lidt ro…”

To timer senere

Der er helt stille i trappeskakten. Så stille som der kan være når godt 45 soldater i fuld kampudrustning og 12 kamprobotter står mast sammen og venter på signal til at begynder en skjult fremtrængen i en underjordisk betongang. De første lysstråler er begyndt at komme ind igennem det lille vindue ud til baggården. Stanken af sved, sod, våben- og hydraulikolie og menneskeafføring gør det umuligt at trække vejret igennem næsen. Endelig begynder det lille grønne ikon i soldaternes briller, kontaktlinser og hjelmvisir at lyse. Med ét begynder den lange slange af støvede soldater at bevæge sig. De går stille i servicetunnellen langs med kloakken. Der er lige nøjagtig plads nok til at gruppernes kamp-robotter kan følge deres menneskelige kolleger i mørket. Forrest går Jan og Jens sammen med en civilt klædt soldat fra den lette infanteribataljons opklaringsdeling. Bag dem kommer Hootch, Ulrik og A.L. Lidt bag dem resten af tredje kompagni.

Kasper havde mødt Ulriks anden gruppe der hvor servicetunnellen deler sig i et T-kryds, og hvorfra der er adgang til kontorbygningen. Han og resten af Romeo 1.2. var dagen forinden gået ind i bygningen, midt på dagen hvor travlheden var størst og havde blandet sig med mængden af forretningsfolk, der skulle på arbejde eller til møder i kontorbygningens femten kontoretager, og civile der skulle til og fra deres lejligheder på de ovenfor liggende 7 etager med beboelse. Bygningen havde virket som en by i byen, med sit eget liv. Egne indkøbscentre, cafeer og butikker i de nederste etager, endda med sin eget lægeklinik på fjerde. De havde delt sig op, var iklædt forskellige forklædninger og var gået rundt for at finde ud af hvor oprørene havde gemt sig, og hvordan bataljonen ville kunne trænge ind uden at blive opdaget. De havde gjort sig umage for at skjule deres ansigter for de allestedsværende kameraer og biometriske sensorer, men på trods af deres anstrengelser var Kim blevet anholdt og afhørt af bygningens sikkerhedsfolk. Hun var dog blevet sluppet fri igen et par timer efter – efter at sikkerhedschefen havde fået et opkald. Nogle tusinde Euro kan stadig gøre underværker i Litauen, på trods af at regeringen igennem mange år har kørt kampagner imod korruption.

Det overraskede hele gruppen, at livet i Kaunas gik upåvirket videre på trods af brigadens fremtrængen og kampene tæt på bygningen.

Kasper havde fået til opgave at lede 3. kompagni ad servicetunnelen og derpå op ad en af brandtrapperne til det planlagte udgangsområde på 16. etage – hjemstedet for et af Litauens største handelskonsortier. Stadig iført sin forretningsmand forklædning - Sort jakkesæt og små sorte lædersko - havde han skjult sig i et lagerum i en af de tre kælderetager. Herfra havde han først på morgenen gået ned i tunellen og havde mødtes med Ulriks anden gruppe. Det havde været et par nervøse minutter inden sensorerne på Hootsches våbenstation havde genkendt hans skjulte radiosenders identitetskode og derfor undladt at skyde ham, da han forsigtigt nærmede sig T-krydset i tunellen, hvor 3. kompagnis forreste soldater ventede i stilhed.

Kasper havde ganske kort talt med Ulrik. De genkendte hinanden hjemme fra Haderslev, men havde aldrig rigtigt talt sammen før. Opklaringsdelingen tilhører jo stabskompagniet, og træner lige så meget med Jægerkorpset, som de gør med den lette infanteribataljon, så de bliver betragtet med en blanding af misundelse og foragt af resten af bataljonen. Ulrik har aldrig haft ambition om at komme over i opklaringsdelingen eller jægerkorpset og er derfor i bund og grund ligeglad med hvad de render og laver.

Servicetunnellen er lang, bygget i støbt grå beton, med et én meter bredt gangareal langs et stort betonrør hvori kloakvandet flyder. Over betonrøret strækker et væld af kabler sig i forskelligt farvede rør. Kasper fører kompagniet hen til en stor metaldør med en kodelås på. Der er ingen kameraer i tunellen, og Kasper har fået en admin-kode af Carl, som i løbet af dagen havde hacket sig ind i bygningens sikkerhedssystem og gjort klar til at skabe et midlertidigt strømsvigt i bygningen når kompagniet bevæger sig igennem døren og ud i den nederste af bygningens fire kælderetager.

I samme øjeblik Kasper har tastet koden, klikker dørens lås op og lyset går i hele bygningen. De 45 soldater står i totalt mørke et kort øjeblik, før kameraerne på deres hjelmene skaber en blanding af lysforstærkede og termiske billeder på skærmen foran dem. De bevæger sig langsomt og forsigtigt, med våbnene klar på tværs af parkeringskælderen – hen til en af de brede brandtrapper. Lyden af bløde gummibælter på betongulvet og soldaterens exoskeletters sagte summen er det eneste der afslører at der er andet en bybusser i kælderen.

Efter et par minutter blinker bygningens røde nødbelysning et par gange og forbliver derpå tændt. Kasper og Ulriks gruppe er nået to etager op. Der er stadig 18 etagers trappekravleri før de er ved kompagniets udgangsområde. Ulrik er ikke engang begyndt at svede endnu. Exoskelettet har gjort det meste af arbejdet, så han har befalet gruppen til at holde et højt tempo op ad trapperne. Kasper derimod, har gennemblødt jakkesættet og puster. Uden sit eget exoskelet har gruppens høje tempo været en helt andet oplevelse for ham. ”Kan du holde det her tempo til 16. etage Spejder?” Spørger Jan idet de passerer skiltet med -1 etage. ”Ja ja. Den er fin” puster Kasper lige bag Jan og Jens, som danner fortrop. ”Der er frit hele vejen. Hvis en af militsfyrene bevæger sig ud i trappeopgangen, slukker Carl for lyset – så er vi nødt til at bevæge os taktisk op og rense opgangen – ind til da løber vi bare videre.” ”M-okey!” mumler Jens og sænker geværet, som han hele tiden har haft i skulderen. ”NEJ Jens! Få dit våben i skulderen og vær klar til at slås! Vi kan ikke være sikre på at en eller anden hacker har kontrol over hele bygningen!” lyder en hæs hvæsen fra Ulrik bag dem. Ulrik er begyndt at lyde mere og mere hæs – som en gammel havnearbejder der har røget for mange grønne Cecil og drukket for meget billigt snaps. Hans humør virker heller ikke til at blive bedre med tiden.

Samtidigt i en tom lejlighed på 23 etage.

Carl vinker skærmbilledet på kontaktlinsen væk med venstre hånd. Selv han har behov for at hvile øjnene lidt fra de konstante tekstbeskeder og andre data-feeds der bliver præsenteret på hans taktiske kontaktlinse. ”Jeg er sgu ikke sikker på at de her linser er bedre end mine tre 43-tommers monitorer, jeg har hjemme i lejligheden i Haderslev”. Mumler han for sig selv. Kontaktlinserne giver mulighed for en ubegrænset stor computerskærm. Ved at retningsfastholde de enkelte skærmbilleder og vinduer kan han have én stor skærm i en stor kugle rundt om sit hoved, men det ville kræve alt for meget computerkraft og båndbredde, så han har valgt at kunne trække de fire skærmbilleder han har behov for, frem foran sine øjne med håndbevægelser i stedet. Og nu har han behov for at hvile øjne. Han ser sig om fra sin plads ved lejlighedens alarmanlæg, hvorfra han har hacket sig ind i bygningen. Et kort kabel stikker ud af USB 4.0 porten i alarmens frontpanel, og ned i hans tablet, som sender skærmbilledet til hans kontaktlinse via et særligt sikret trådløst netværk.

Carl ser sig omkring. Lejligheden er tom. De nye lejere kommer først i næste uge med deres møbler, og maleren først i overmorgen. Morgengryets blege lys er det eneste der lyser lejligheden om. Carl rejser sig, strækker sig og går hen til det store panoramavindue der giver en perfekt udsigt over Neman floden og Old Town. 23 etager under ham kan han se rådhusets hvide tårn og de forsvarsværker som bataljonen har bygget de sidste par dage rundt om renæssancebygningen med byens kontrolrum i kælderen. ”Det ser ud til at det vil komme til at regne i dag”. Tænker han og ser på de grå skyer som truer fra vest. En rød batteriindikator begynder at lyse i den ene kontaktlinse. Carl ændrer sit fokus fra skyerne i horisonten til det røde ikon i kontaktlinsen. ”Aargh! Ikke nu!” Udbryder han for sig selv og finder en lille oval æske frem fra de orange trekking-cowboyjeans, som i dagens anledning er del af hans udklædning. Han åbner æsken og får fumlet kontaktlinserne ud og lagt til ladning i æsken. De fem små røde lysdioder indikerer, at det vil tage 50 minutter før linsernes mikrobatterier er ladet til 100%. Han ligger æsken tilbage i lommen og tager en proteinbar op af en af de mange andre lommer i bukserne. Carl er lidt i tvivl om han hader de her moderne outdoors look-alike bukser eller om han i virkeligheden synes at han ser ret smart og moderne ud. De passer i hvert fald perfekt til den stramtsiddende lyserøde net-T-shirt og den lysebrune læderjakke med nitter.

Han bliver revet ud af sit dagdrømmeri af en sagte banken på døren. Carl går hurtigt hen til hoveddøren og puffer tabletten der ligger forbundet til alarmanlægget lidt til side. På alarmanlæggets skærm kan han se Kim stå ude på gangen i noget der ligner en sygeplejeske uniform. Carl smiler og åbner døren. Kim skynder sig at skubbe døren helt op og puffe Carl væk så hun kan komme ind.

”luk døren! Hurtigt. Jeg tror de er efter mig!” Hvisker hun.

”Rooolig nu! Jeg har slettet al den biometriske data som de havde på dig. Du er et ukendt spøgelse når du trisser rundt på husbesøg.” siger Carl.

”Hvordan går det med de andre? Hvor er Kasper og Frede? Er resten af bataljonen på vej?” afbryder hun og går ind i stuen.

”Kasper har taget kontakt til 3. kompagni. De er på vej op af den gule brandtrappe nu. Frede har taget kontakt med 79 og 1. kompagni. De er klar til at iværksætte så snart 3. kompagni er klar på 16. etage.” svarer Carl og følger efter.

”hmm… godt så! Og 2. kompagni skal stadig være reserve og afspærre bygningen fra femte etage og op?”

”Ja. Jeg har ikke hørt om yderligere ændringer i planen, men bataljonens net-interface er vist ikke helt så sikkert som det plejer… så der kan da være en ændring eller to…”

”Hvor er 3. kompagni nu? Og hvordan ser situationen ud oppe på 17.? er der oprørssoldater over alt deroppe eller er det kun i de tre værelser vi identificerede i går?” ”Øh. Øjeblik” Carl går ud og samler tabletten op ude i gangen. ”Fuck!” udbryder han lavmælt, og taster som en gal på tabletten. ”Kim! Har du kontakt til Kasper på mobilen?” Råber han. ”Ring til Kasper med det samme og fortæl ham at de er stillet en nærsikringsrobot op på reposen ved 15. etage. Den er ikke på netværket, så jeg kan ikke slukke den!” Fortsætter han.

På reposen imellem 12 og 13 etage.

Lyset blinker og går ud igen. Jan, Jens og Kasper standser og ser på hinanden. ”Skulle det ikke betyde at der er oprører på trappen” Hvisker Ulrik hæst bagfra.

Kasper vender sig om. ”Jo. Vores kommunikationsmidler inden for gruppen er dårlige. Måske ringer Carl lige om lidt og forklarer hvad der er løs. Ind til da forslår jeg at vi fortsætter taktisk og sætter jeres robot forrest.”

”Mmmh! A.L! send Hootch op foran. Men send lige en drone op først. Helt op til 16. etage.” svarer Ulrik.

Den lille quadcopter drone flyver stille op ad trappeskakten. LIDAR sensoren laver et 3D kort over trappeskakten, så A.L. og Ulrik hele tiden kan få en fornemmelse af hvordan bygningen er struktureret. To etager længere oppe kan Ulrik se to menneskeskikkelser, der med armen om hinanden sidder på trappen. Det termiske kamera giver et godt billede at et par, der har sneget sig væk for at få fred. Dronen fortsætter op.

Et par minutter efter bliver parret overrasket af lyden af gummibælter mod lakkeret betongulv. Og derpå af en stor sort militærrobot, med et tungt maskingevær rettet imod dem og et stort hvidt kranie malet på fronten. De to mænd giver et skrig og rejser sig op for at løbe væk. Inden de når på benene har Jan og Jens passeret bag om Hootch og holder dem fast om halsen. ”Shhh – be quiet!” Hvisker Jan til dem. Hootch fortsætter og de to overraskede unge mænd bliver overdraget til to lokale sikkerhedsfolk som kompagniet har med, netop til at håndtere lokale.

Netop som Jan og Jens har vendt sig for at følge efter Hootch, som nu er på reposen ved 14. etage, hører Jens lyden af noget der triller ned af trappen. En lille eksplosion følger og trappeskakten over dem er fyldt med en tyk gul røg. ”GAS!” råber Jens og Jan i kor, knæler ned og begynder at tage deres gasmasker frem. Hele vejen ned igennem trappeskakten genlyder råbet om gas. Kasper springer febrilsk tre trin ned, åbner døren til 14. etage og løber ind på gangen. Ulrik ser rundt på A.L., Jens og Jan. Han rækker en hånd med tomlen op ad frem. De andre svarer hans spørgsmål – alle har lavet tæthedskontrol og er klar. ”Hvor er ham der spejderen?” Spørger Jan. Alle trækker på skulderen. Ingen så hvor han blev af, for alle havde travlt med at tage masker på, lave tæthedskontrol og tage hjelmen på igen. En hul eksplosion følger, efterfulgt at to tunge maskingeværer der affyrer lange byger på utroligt kort hold. Gruppen er skjult bag reposen, og kan ikke se hvad der sker igennem røgen oppe foran. Lyden af nærkamp få meter fra dem forstærkes af manglen på at kunne se og orientere sig i den gule røg. Der bliver stille igen. Lyden af store tunge messing hylstre der triller ned af trappetrinene er det eneste der kan høres. Ulrik tjekker alle de rådige sensorer, uden at blive klog på hvad der skete omkring hjørnet. Hootch svarer ikke og viser ingen billeder. Quadcopter-dronen er også væk. Det ringer for ørene og han kan knap nok se en hånd for sig hvis han strækker den frem i røgen.

”2. her er 9! Send SITREP og fortsæt frem til 16. etage i en fart.” Hører Ulrik en stemme i øretelefonerne lagt væk.

”for helvede da!” Udbryder han for sig selv.

”9! Jeg tror Hootch er gået på en luremine eller noget. Trappeskakten er fyldt med røg. Vi søger frem og afsøger!” Råber han ned af trapperne til premierløjtnant Søren en etage under ham.

”Klar til kampeksercits trapper. Klarmelding!” Befaler han til de tre andre. Ét sekund efter formidles en klem på skulderen fra A.L. bagerst frem til Jan der er forrest.

Jan fortsætter forsigtigt op ad trappen med geværet i skulderen. De tre andre er lige bag ham. De snubler over trappetrin, afskudte patronhylstre, betonklumper og maskindele. Røgen bliver ved med at være tyk efterhånden som de kommer frem til 15. etages repos. på trappen står resterne af Hootch. Robotten er skudt i stykker af et tungt maskingevær med sprængladt ammunition på meget kort afstand. Seks trin længere oppe ligger resterne af en improvisorisk bygget nærsikringsrobot med et 14.5mm DSKA luftværnsmaskingevær. Ulrik kan fornemme hvordan de to robotters kamp har smadret væggene og trapperne. ”Ja det var så overraskelsesmomentet.” Tænker han, imens de drejer op ad trappen mod reposen til 16. etage.

A.L. klemmer ham forsigtigt tre gange på skulderen. Ulrik gentager tegnet på Jens. Snart står de alle fire helt stille og lytter. Ulrik kan også høre det nu. Der er nogen eller noget længere oppe af trappen. A.L. stikker en hånd med gruppens sidste quadcopter drone frem foran Ulriks øjne. Ulrik stikker sin højre tommel i luften for at bekræfte A.Ls. forslag.

Den lille drone flyver forbi gruppen og væk i røgen. Den navigerer alene efter sin LIDAR sensor, og er derfor upåvirket af røgen. Dronen fortsætter forbi 16. etage op videre op. På reposen til 17. etage ser den tre mand iført gasmasker stå og klargøre endnu en nærsikringsdrone, samt en maskine som Ulrik i kontaktlinsen ikke kan se hvad er.

Ulrik holder sig for munden for at skærme lyden og trykker på radioknappen

”9! her er 2. har passeret fjendtligt baghold, har mistet C-UGV. Har erkendt nyt baghold på 17. etage. Der er frit til 16. Anmoder om støtte af brisantdrone til at nedkæmpe erkendte modstandere på 17.”

”Vent slut med brisant drone! Fortsæt frem og sikre 16. etage med henblik på at kompagniet kan komme ind som planlagt.” Lyder svaret kort tid efter.

Kasper står alene i gangen da bygningen rystes af en enorm eksplosion og to tunge maskingeværer i trappeskakten. Han ser sig omkring. Han står midt i et åbent kontorlandskab for ”Det Dansk-Baltiske forsikringsselvskab af 2019” som der står på dansk, engelsk og det Kasper tror er Litauisk på væggen.

Hans telefon ringer i lommen. Han tager den med et tryk på sit ur. ”Det er Kasper.” siger han forsigtigt i telefonen. Det er ikke hans egen, men en som han købte i går for at have et alternativt kommunikationsmiddel til denne opgave. Det er kun gruppens tre andre medlemmer der har hans nye Litauiske nummer. ”Det er Kim. Er du OK? Jeg har prøvet at ringe til dig hundrede gange. Hvad sker der?” ”jeg ved det ikke. De smed røg, eller gas på trappen, og nu står jeg helt alene på 15. etage. 3. Kompagni kæmper ude på trappen, men jeg kan ikke komme derud, for jeg har ingen maske.”

”Ok… Carl har været væk fra skærmen og så derfor ikke bagholdet før det var for sent. Bliv hvor du er, så prøver jeg at finde ud af noget. Har du dine briller på? Så sender jeg dig løbende beskeder efterhånden som Carl og mig får et overblik.”

”Ja. Nu har jeg dem på. Snakkes!”

Ulrik og de tre andre går i stilling på 16. etages trapperepos, så de kan skyde enhver der kommer ned oppe fra. Quadcopteren holder stadig øje med de tre oprørere på 17. etage, og røgen er stadig tyk i trappeskakten. Ulrik kan høre at resten af kompagniet er på vej opad igen, men han kan også høre at de har svært ved at få de andre gruppers kamprobotter forbi resterne af Hootch nede på 15. etage.

Den ene af de tre oprøre står med noget der ligner en fjernbetjening i hånden. ”Gooodbuy NATO Swine!!” råber han og den lille maskine, der for Ulrik mest af alt ligner et 15 liters øl-anker på siden, begynder at trille eller køre sig hen imod trappen ned imod dem.

”BOMBE! VÆK FRA TRAPPEN!!!!” råber han da han ser og hører robotten skramle ned af det førte trin. Alle fire rejser sig og søger hen imod døren til 16. etage. A.L. der var bagerst, finder først dørhåndtaget og skynder sig at mase døren op. Alle fire skynder sig ind og kaster sig i dækning. Samme scene udspiller sig på etagerne nedenfor. Enkelte grupper når at få deres kamprobotter med, men de fleste bliver efterladt i trappeskakten. Ulrik har mistet forbindelsen til dronen, og kan derfor kun høre øl-ankeret skramle forbi reposen og fortsætte ned. Et halv minut efter, ligesom gruppen skal til at rejse sig op, bliver branddøren blæst ind da en enorm eksplosion lyder ude fra trapperne. Støv og røg følger døren og fylder det ellers rene og pæne forkontor til noget der ligner en advokat praksis.

”9! her er 2! vi er samlet på 16.etage. vi er OK og klar til fremad! Vi har ingen føling!” råber Ulrik i radioen… der kommer intet svar. Radioen er helt død.

”Ulrik! Radioen virker nok ikke på tværs af etagerne i den her bygning. Den er konstrueret af stål og jernbeton. Det sluger alle signalerne.” Stønner A.L. bag et stort egetræs skrivebord.

Ulrik ser sig om. Røgen og støvet bliver suget op i udluftningskanalerne, så det bliver hurtigt klart nok til at se sig om både i kontoret og på trappereposen. Det lader til at bomben er gået på trappen imellem 15. og 16. etage. Trykket har fået dele af trappen imellem 15. og 16. etage til at falde ned. Ulrik prøver igen at få forbindelse på radioen ude ved trappen – uden held. Med ét begynder brandalarmen at hyle og brandsprinkleren sprøjter vand over alt.

”Lige hvad vi manglede!” stønner Ulrik hæst.

”Er der nogen?” lyder det nede fra 15. etage.

”Hva? Ja vi er heroppe!” Råber Ulrik, og genkender Kaspers stemme. ”

Er du ok spejder?”

”Ja. Jeg har det fint. Jeg er alene hernede. Jeg kan ikke komme ned. Jeg prøver lige at komme op til jer!” Kasper runder hjørnet på trappen og går forsigtigt langs vægen det sidste stykke op til Ulrik, som griber hans arm og trækker ham ind på 16.etage.

Hold fast du ligner lort mand.” Udbryder A.L. da han ser Kasper, hvis jakkesæt nu er grå, vådt og med store huller. Kasper ser tomt på ham og sætter sig i læderstolen.

”Jeg har forbindelse til resten af min opklaringsgruppe. Vi har en hacker der har overblik over bygningen og vores gruppefører er oppe ved 1. kompagni og 79 på 18. etage. De tog en af serviceelevatorene tidligere i nat. Carl – vores hacker – har slukket alle 10 elevatorer i bygningen. Så det er kun brandtrapperne der er fri.” Siger han forpustet til Ulrik.

”OK. Resten af 3. kompagni er nok spredt på etagerne nedenfor 15. Vi skulle blokkere alle trapperne, så oprørene ikke kunne stikke af den vej. Vores radioer virker ikke, så vi kan ikke koordinere noget. Kan du få fat i din gruppefører via telefonen?” svarer Ulrik.

”Ja. Mobilnettet virker fint.”

”OK… vi skal først have standset brandalarmen, så brandtrapperne ikke bliver fyldt med civile der prøver at forlade bygningen, ellers har vi ingen mulighed for at isolere oprørene på 17. og så skal vi se om ikke vi kan få forbindelse til kompagniet.”

”Øjeblik!” siger Kasper og begynder at tale i telefon.

”Vi kan standse brandalarmen og sprinklerne, men jeg tror det er for sent. Carl siger at trapperne er fulde af civile der flygter ned.” Siger Kasper lidt efter til Ulrik.

”Frede – min gruppefører – siger at 79 har befalet 1. kompagni til at iværksætte angrebet nu, så oprørene bliver presset hen imod vores trappe.” Fortsætter han.

”Vil de stadig angribe ned af tre trapper samtidigt? Hvad med alle de civile?” Svarer Ulrik.

”Det tror jeg… vi må nok gøre klar hvis de flygter denne ved ned.”

Ude fra trappeopgangen høres skrig da et maskingevær begynder at skyde.

”Shit! Det er deres nærsikringsrobot der skyder på de civile på vej ned!” Råber Ulrik og løber hen til branddøren der hænger i det nederste hængsel. Ulrik begynder at råbe til de civile på engelsk at de skal gå tilbage op ad trappen. Skrigene fortsætter og maskingeværet bliver ved med at affyre korte byger, hver gang en civil kommer til syne omkring hjørnet fra 18.etage.

Ulrik tager geværet i skulderen og begynder langsomt at gå op ad trappen. Larmen ovenfor er øredøvende og ingen har hørt hans råb fra tidligere. Han får øje på nærsikringsrobottens trefod. Med sin tommelfinger skifter han til granatkasteren, der sidder under geværets løb. Han finder trefodens ene ben i hologramsigtet og affyrer en 20mm brisantgranat. Inden han når i dækning eksploderer granaten mod væggen bag robotten. Den skyder videre. Ulrik gentager manøvren to gange til, og rammer med sidste skud trebenet, så robotten vælter ned af trappen.

Resten af gruppen står og ser på Ulriks kamp mod robotten. Han ser dem først da robotten er væltet ned på reposen imellem 16. og 17. etage.

”Fremad! Kom så! Trappen bliver fyldt med civile om lidt. Hvis vi skal have mulighed for at gøre noget så er det nu.”

De tre andre reagerer med det samme. Med deres gevær M/26 i skulderen stormer Jan og Jens forbi Ulrik som slutter på, på vej op imod døren på 17. etage. Scenen er kaotisk. 6 døde civile ligger flettet ind i hinanden på trappen op. Blod og patronhylstre flyder over trappekanten og ned i skakten. Det er kun Ulrik der ser det. De to andre er nået op til døren og er klar til at trænge ind. Jens har klargjort en håndgranat og Jan er klar til at sparke døren ind. Ulrik og A.L. står klar bag Jens. Ulrik klemmer Jens´ skulder. Jens ser Jan i øjnene og nikker. Jan trækker vejret dybt ind og trykker håndtaget ind. Døren glider overraskende let op. Jens bukker sig frem og smider granat ind og går i dækning. Jan træder et skridt til siden og går i dækning på den anden side. Et hult drøn følger da den offensive håndgranat eksploderer på den anden side af døren. Et splitsekund efter er først Jan så Jens og så de andre inde af døren med geværerne i skulderen. De går skiftevis til højre og venstre i rummet og søger efter fjender der vil gøre modstand. Granaten har fyldt rummet med en tynd grå røg. Gipspladerne fra loftet er faldt ned på gulvet og lysstofrørene er smadret. Der er ingen i den lange gang. De står for enden og kan se 50 meter frem. Der er døre på hver side. Gangen er to meter bred og mindst to meter høj. På gulvet er der et slidt rubinrødt gulvtæppe. Uden at standse samles de fire på en kort række og går hen til den nærmeste dør. Jan tager igen i håndtaget. Døren er låst. Han tager et skridt tilbage og sparker hårdt til døren dér hvor låsen sidder. Trædøren splintres da støvlen sparker låsen ind. Alle fire er lynhurtigt inde i forgangen til et hotelværelse. Værelset er tomt. Sengen er redt fint op og det ser ud som om rengøringspersonalet lige er gået.

”Vi bliver her til vi har overblik over situationen!” Hvisker Ulrik.

”A.L. jeg vil have øjne ned ad gangen. Jeg prøver at få kontakt til 1. kompagni. Det må da være muligt at få kontakt nu da vi er på samme etage.”

”Ja. Det burde være muligt. Frede siger at 1. kompagni først lige har fået deres første grupper ind på denne etage.” Siger Kasper inde fra værelset. Ingen af de fire infanterister havde lagt mærke til at Kasper har fulgt dem op ad trappen og ind i hotelværelset.

”Øh.. ok… hvis du vil være med her spejder, så må du nok hellere tage den her.” Siger Ulrik overrasket og rækker Kasper ham sin pistol. Den ørkenbrune og ret slidte Sig-Sauer P320 X-Carry har både laserpointer, lygte og Romeo 3 hologramsigte på – Hærens nye standard konfiguration for pistoler. ”Tak.” Siger ham og trækker slæden lidt tilbage for at kontrollere at den er ladt. Det er den.

A.L. har i mellemtiden sat et mikrokamera op på væggen uden for døren så de kan se hvad der sker i gangen, uden at stikke hovedet frem. Alle fem kan se videobilledet på deres kontaktlinser, fragmentationsbriller og for Jans vedkomne hjelmvisiret.

”Ulrik! Tror du ikke vi kan tage den skide gasmaske af nu?” spørger Jens. Ulrik ser på Jens, så på Kasper og tilbage på Jens.

”Du er den eneste der stadig har den på makker. Så tag du bare den af.”

En dør smækker nede ad gangen og de kan høre råben. Videobilledet viser tre bevæbnede personer komme slæbende på en fjerde person. De sparker en dør op nede for enden og stormer ind med den sårede. Lidt efter kommer der yderligere en mand med en såret kammerat under armen og går ind på værelset.

”Alfa 6-9! her er Charlie 3-2 på deres net!” Kalder Ulrik på 1. kompagnis radionet. ”Her er 6-9! send signal Charlie 3-2!” svarer en stemme i Ulriks øre.

”Vi har hul igennem til 1. kompagni!” hvisker Ulrik til resten af gruppen. Jan smiler lettet og retter på sin geværrem.

”Her er Charlie 3-2! Jeg sikrer den gule brandtrappe. Der er ikke passage ned da trappen er sprængt. De civile ser ikke ud til at søge denne vej grundet en fjendtlig nærsikringsrobot. Vi har ikke kontakt til Charlie 6-9, som er fanget på 15. etage eller derunder. Vi har erkendt det der ser ud til at være oprørenes sanitetsrede i et hotelværelse. Vi fastholder og blokkerer eventuelle fjendtlige forsøg på at frigøre af den gule brandtrappe. Skift.”

”Modtaget Charlie 3-2! godt arbejdet. Fasthold nuværende stilling. Vi har fodfæste omkring den blå, røde og grønne trappe, men har store udfordringer med civile på trapperne. Vi er i kamp omkring de tre korridorer som leder væk fra trapperne ind imod hotelreceptionen ved elevatorerne i midten. Modstanden er hård. Slut.” Svarer kompagnichefen fra 1. kompagni.

Med det samme kommer syv bevæbnede mænd ud i den anden ende ad gangen. De slæber endnu to sårede ind på et værelse og samler sig så i gangen. På videobilledet kan gruppen se personerne omfordele ammunition og omorganisere sig. Personerne løber igen ud af dobbeltdøren for enden af gangen og forsvinder.

”Skal vi ikke skyde dem hvis de samler sig her i gangen igen?” Spøger A.L. og hæver sig gevær.

”Vores opgave er lige nu at sørge for at de ikke stikker af ad trapperne vi kom af… men jo! Hvis der kommer et lønnende mål igen, så laver vi et ildoverfald på dem… så Jan og Jens. Jeg vil have jer to over på værelset overfor, så vi har to skytter på hver side.”

Jan nikker, ser Jens i øjnene og stikker fem fingre i luften. Han tæller ned med fingrene og når den sidste finger forsvinder springer de to samtidigt over og bryder igennem den tynde trædør og ind i hotelværelset overfor. Et minut efter kommer Jan tilbage til døråbningen og stikker en tommelfinger i luften. Rummet er renset og de er klar til ildoverfald.

Samtidigt på 20. etage.

”For helvede Kim!” Flæber Carl. ”Det var jo bare fordi at de skide linser var løbet tør for strøm, og så kom du og nu er hele operationen gået i lort.”

”Hold nu kæft Carl!” Sukker hun. ”Det er der ikke noget at gøre ved nu. koncentrer dig om situationen i bygningen så vi kan sende nogle meldinger som 7-9 og Alfa 6-9 kan bruge til noget.” Svarer Kim og ligger en hånd på Carls skulder.

De sidder begge på gulvet i gangen i lejligheden. Carl sidder med tabletten i hånden og hun med sine smartbriller koblet til sit telefon. Hun har lige sendt en kort situationsrapport til Frede via en tekstbesked på mobilen.

”Ja ja…” svarer Carl stille.

Frede prikker til oberstløjtnant Michael Ussing, som står ved siden af ham ved indgangen til blå trappe på 18. etage. Bataljonschefen mærker først ikke Fredes prikken på grund af beskyttelseslaget på exoskelettet, men vender hovedet da Frede rømmer sig.

”Chef! Jeg har lige fået en cyber-e-rapport. Carl, min hacker, siger at der er godt 30 oprørere på 17. De er koncentreret omkring den store aula midt i bygningen. Derfra går der seks korridorer ud som et edderkoppespind med hotelværelser. Der er kun oprørere i dem der leder til blå, grøn og rød trappe. Der er vist en sanitetsrede i gul gang. Han melder at de har mindst to kamprobotter i aulaen, og at de er begyndt at bygge barrikader og dækningsanlæg, så 1. kompagni vil gå i et baghold når de når dertil.” Oberstløjtnanten ser træt på Frede. ”Tak… du er fuld af gode nyheder hva?” Han vender sig om imod en af sine stabsofficerer.

”Har vi fået etableret forbindelse til Bravo og Charlie?”

"Nej chef. Hele huset er totalt signaldødt. Det er kun det lokale mobilnet der virker, fordi der er sendemaster på alle etager. Vi er ved at få sendt et par relædroner op på højde med 17. etage. Det skulle måske løse lidt at problemerne. BMS er også stadig nede…”

”Ja. Det lort er fuldstændigt ubrugeligt i sådan et højhus. 3D kortene er simpelthen for ringe og signalsystemet lige så dårligt som alle de andre radioer.” Svarer bataljonschefen opgivende, og prøver at skabe sig overblik over kampen på et kort fra brandinstruksen, som en af soldaterne fandt på et toilet på 18. etage.

”Jeg aner knap nok hvor 1. kompagni er. Og dem har vi forbindelse til… det skal sgu gå lidt stærkere med de forbindelser!”

17. etage. Ved anden gruppe. Lidt efter

De ser og hører det alle sammen. En gruppe på 10-12 bevæbnede oprørere er igen samlet for enden af gangen. Det ser ud til at et par af dem er førere, der befaler en ny plan. Ulrik ser på Jan som nikker. Ulrik holder en hånd i vejret med tre fingre. Han tæller ned. Med ét stikker gruppen deres fire geværer rundt om dørkarmen og åbner velrettet ild mod gruppen i gangen. Fire oprørere falder med det samme, før nogen opfatter hvad der sker. Yderligere to rammes før de resterende får deres våben rettet ned imod den tomme gang. De springer til højre og venstre ind ad de åbne døre til sanitetsrederne og de sårede kammerater. Der bliver stille. Ulrik og gruppen trækker våbnene til sig og genlader. Via forbindelsen imellem deres tracking-point sigter og BMS skærme har de kunne sigte og skyde om hjørner uden at blotte sig for fjendens ild. Der går et par minutter. Der ligger syv døde og sårede oprørere i gangen og de overlevende råber til hinanden.

Dobbeltdøren bliver pludseligt skubbet op og en stor kamprobot på to massive ben står i åbningen. På videobilledet kan gruppen kun se dens silhuet – den fylder hele døren. Den tager et par skridt, går ned i knæ og går ind i gangen og langsom fremad ned mod gruppen. På hver side af kroppen er der et maskingevær og det der ligner granatkastere. Robotten begynder at skyde mod de to døre hvor gruppen sidder. Projektilerne hamrer ned i det røde gulvtæppe og flår det op. Dørkarmen splintres i småstykker og de resteredne gipsplader i loftet falder ned. Larmen er øredøvende, og de fire soldater kan ikke gøre andet end at trække sin ind i hotelværelserne for at undgå at blive ramt af rekocherende projektiler. Bag robotten følger fire-fem oprørere. Brandalarmen og sprinklerne går i gang igen. Gruppen kan mærke robottens skridt ryste gulvet. Den kommer stadig nærmere. De trækker sig længere ind i hotelværelserne. Robotten standser ud for de to døråbninger og svinger det ene maskingevær ind i Jan og Jens’ værelse. Den er holdt op med at skyde. Kameraet på gangen er for længst skudt væk, så de kan nu kun orientere sig om situationen ved hurtigt at stikke hovedet eller geværet om hjørnet.

”NATO Pigs!! Give up! Come out with hands up or you die now!” lyder det ude på gangen med tydelig litauisk accent.

Via gruppens interne radioforbindelse spørger Jan “Hvad nu? robotten kan kun skyde ind i et værelse. Hvis vi nu smider en granat ud til den, så kan det være at vi får den til at genstarte. Så kan I smadre dem med granatkasterne?”

”Ja! det gør vi. Smid en håndgranat ud til den. Så snart den går af tømmer A.L. og mig vores granatkastere i den. Måske rammer vi også dem der står bag ved i gangen… vi er klar.”

Jens stikker hurtigt hovedet om hjørnet, erkender hvor robotten er og kaster en granat. Robotten reagerer med det samme. Før granaten har slupper hånd har robotten skudt alle sine egne fire granatkastere af ind i hotelværelset. En enorm eksplosion følger.

Ulrik og A.L. ved kun at det aftalte signal er givet og stikker hovedet om hjørnet og affyrer hver de tre 20mm granatkasterskud, som de har i granatkasterens magasin på geværet. Fem af de seks skud rammer i robottens ryg og eksploderer. Selvom robotten er pansret anretter granaterne nok skade til at robotten falder forover og bryder i brand. Ude på gangen høres skrig fra sårede mennesker.

Ulrik og A.L. sniger sig langsomt frem til døråbningen med deres våben i skulderen. Brandsprinkleren har efterhånden gjort det røde tæppe gangen drivvådt. En lille bæk har formeret sig hen imod trappeskakten. Det syder og sprutter fra robottens elektriske kredsløb hver gang vandet skaber kortslutninger. Gangen er et stort vådt kaos. Sårede oprørere, nogle med afrevne arme ligger bag robotten, som ryger og har mistet halvdelen af den ene side. Den bevæger sig stadig. Den prøver at komme op og stå og rette det stadigt virkende maskingevær mod truslen, som dens tilbageværende sensor erkender. Inde fra det andet hotelværelse har røgen og støvet lagt sig hurtigere end normalt på grund af brandsprinkleren. Jan og Jens svarer ikke. Ulrik stikker forsigtigt hovedet om dørkarmen og ser ned ad gangen. Der er ingen der nede kun de døde og sårede.

”Kom! Vi springer over til de to andre.” hvisker han til A.L. og Kasper der er lige bag ham.

Ligesom Kasper, som den sidste, når inden for døren på den anden side ad gangen kan de høre høje råb og støvler der løber på det våde tæppe. De tre nyankommne kaster sig ind bag et hjørne i det smadrede værelse. Nogen løber forbi ude på gangen, ned mod trappen. Mange faktisk.

Ulrik rejser sig op på albuen og ser sig om. Hvor er Jan og Jens. De ligger begge i akavede stillinger på gulvet og hen over den ødelagte seng. Først nu ser han den gule og røde diode i periferien af kontaktlinsen. Det er den individuelle status indikator, som viser den biologiske og logistiske status for gruppes medlemmer. Hootch er for længst blevet sort og er fadet ud. Jans biologiske indikator lyser gul og Jens´ rød. Det er ikke godt.

”A.L. og dig der… se på Jan og Jens. De har brug for hjælp nu!” hvisker han hæst og rækker ud efter sende-knappen til radioen.

”Alfa 6-9! her er Charlie 3-2! vi har været i kamp. Er isoleret på i et rum ved gul trappe. Vi har to sårede, begge kategori Alfa. Vi har mistet vores C-UGV med sanitetstasken. Vi stabiliserer og melder når vi har en sanitetsrapport… vi har brug for medevac nu! Skift!” ”Her er Charlie 6-8! modtaget. Vi er i kamp og kan ikke komme til jer nu. har selv sårede. Stabiliser og afvent!” lyder svaret fra 1. kompagnis næstkommanderende i radioen.

Ulrik rejser sig op. Hele hotelværelset er totalt raseret af brisantgranater, der har slynget små metalkugler i alle retninger. Den store LCD-skærm, der normalt viser videobilledet af udsigten fra hotellets kameraer er sort og smadret. Sengen revet op og forbrændt. Jens beskyttelsesudrustning på exoskelettet har taget de fleste fragmenter, men det ubeskyttede ansigt er blevet ramt af flere fragmenter og tryk. Han har en meget svag puls og trækker næsten ikke vejret. Jan har været mere heldig. Han er blevet slynget over sengen af trykket og hans eksperimentale full-face hjelm har taget fragmenterne. Han er dog bevidstløs og trækker også vejret besværet.

A.L. arbejder febrilsk på at stabilisere Jens, med Jens førstehjælpssæt. Kasper har fået Jan bakset op i sengen, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift, da Jan i sit exoskelet og fuld udrustning næsten vejer 200 kilo. Kasper har ingen hjælpemidler. Han har fået Jans hjelm krænget af og prøver at skabe frie luftveje. Jans og Jens exoskeletter har kørt selvdiagnostiseringsprogrammerne og viser nu de to soldateres status.

Ulrik forsøger at sende den videre som tekstbesked via BMS, men forgæves. Der er ingen forbindelse. ”

1. kompagni kan ikke komme og hjælpe os endnu. De er i kamp. Vi bliver nød til selv at stabilisere dem. Jeg tager sikringen her ved døren, imens I arbejder. Jeg tror Jan er OK. Så fokuser på Jens, begge to.” Siger han over skulderen henne ved døren. Der er helt stille nu. hvem mon det var der løb forbi før og hvor løb de hen. De kunne jo kun løbe op… det bliver en lang operation det her.