I vejkrydset imellem hovedvej 130 og 139. I sydkanten af Garliava. 13/5 klokken 10.30
”Modtaget 1-9! Fasthold og reorganiser i vejkrydset hvor du er.” svarer Oberstløjtnant Frank Simonsen i radioen til Kaptajn Finn Østergaard. Kompagnichef for første panserinfanterikompagni, der lige har meldt at hans kompagni er blevet standset i et vejkryds på vej ind imod Kaunas.
Frank sætter sig tungt ned i sædet i sin føringsmandskabsvogn. Bataljonen er igen blevet standset af russerne. Og igen er det sket igennem russernes anvendelse af autonome og fjernstyrede systemer. Ikke en eneste russisk soldat er blevet erkendt i nærheden af vejkrydset. Frank trykker sig ind på Finns hjelmkamera feed. Et grynet billede kommer frem på skærmen. Finn sidder i et støvet rum, der ligner en dagligstue. Møblerne er væltede og der er glas og porcelænsskår over alt. Ud over Finn er der fire- fem andre danske soldater i lokalet. Hver især er de travlt optaget af hver deres gøremål. Frank kan ikke høre hvad der sker ved Finn. Mikrofonen der sidder på hjelmen må være gået i stykker. Finn rejser sig op og ser ud af vinduet. Ude på gaden kan Frank se to brændende CV9035 infanterikampkøretøjer, førerløse busser og biler ligger spredt over alt. Det ser umiddelbart ud til at der er ro i gaden. Der er ingen tegn på kamp – eller liv for den sags skyld. På den anden side af vejkrydset kan Finn se den tre etagers bygning som kollapsede ned over dele af Finns første deling. 13 soldater, inklusiv delingsføreren og delingens næstkommanderende døde. Pludselig drejer Finn hovedet, som om han har hørt en uventet lyd. Den ene CV9035 begynder at bevæge sig. Først er Frank i tvivl om hvordan det kan lade sig gøre, da den tydeligvis er ødelagt med sort røg kommende ud af samtlige åbne luger og bæltet sprunget af på den side, der vender ind imod Finn. Det store pansrede køretøj bliver tydeligvis skubbet til side. Lidt efter kan Finn se en af bataljonens gamle pansrede ingeniørmaskiner – kaldet AEV -, baseret på en gammel undervogn til en for længst forældet Leopard 1 kampvogn. Ingeniørmaskinen bevæger sig stille og tålmodigt frem og skaber et frit spor igennem alle vragene af ødelagte civile og militære køretøjer. Da maskinen har ryddet et spor helt frem til den anden side af krydset, hvor der ikke er flere vrag, gør den holdt og vender om, kører ned til ruinen og begynder forsigtigt at grave store beton-murbrokker væk. Finn har rejst sig op og står nu i døråbningen. Frank kan se at Finn har skabt en ring af soldater rundt om stedet. Ringen sikrer at ingeniørmaskinen kan arbejde og ambulancer kan evakuerer de sårede og døde.
”Chef!” lyder det pludseligt bag Frank. Han får et chok og gør et lille hop. Han har været så optaget af kamerabilledet at han helt har glemt hvad der sker omkring ham. ”Chef! Mikkel spørger om han skal sende 2. kompagni frem for at prøve at finde en vej frem af sidegaderne?” Frank vender sig om og ser sin bataljonsbefalingsmand Thomas, sidde roligt med en termokop i den ene hånd og den anden omkring mikrofonen på tele- og kommandohjelmen. ”Hvad er vores muligheder for at afsøge den alternative marchvej for lignende baghold?” Spørger Frank og klikker væk fra Finns hjelmkamera feed og over til billedet fra føringskøretøjets egen kamerasensorsuite, der er placeret på en 5 meter høj mast bag på Piranhaen. Frank gør alt hvad han kan for ikke at lyde eller se modløs ud. Inde i hovedet kæmper han hårdt for at tage sig sammen og ikke bryde sammen. Thomas ser kort på sin chef. Så vender han sig om og roder et øjeblik i sin rygsæk som er spændt fast på Piranhaens inderside. Frank kan ikke se hvad han laver, og bliver irriteret over at seniorsergenten ikke straks svarer ham. Der er ikke meget tålmodighed tilbage på Franks konto. Thomas vender sig om og rækker Frank en rugbrødsmad med leverpostej og syltede rødbeder på og en varm kop kaffe. ”Her Chef!”
Brigadens fremskudte kommandostation. Kl 1123
“Du vil gøre hvad?” Råber brigadegeneral Kristine Bladsøe ind i skærmen foran hende. “Jeg kan ikke komme frem ad hovedvejen som planlagt. Sidevejene er også fulde at fjernbetjente våben og intelligente miner. Så jeg har befalet min ingeniørkompagnichef til at forberede at pløje en alternativ vej igennem haver og baggårde. Computeren har udregnet en mulig rute” svarer Frank, over den taktiske VTC forbindelse. “Frank! Hvad er det du ikke forstår ved at undgå følgeskadevirkninger og skader på civile og deres ejendom? Det vil jo skabe enorm modstand lokalt og internationalt når først russerne begynder at sende billeder og film ud vores ingeniørmaskiner der pløjer igennem fru Hansens ligusterhæk.” “Jeg er med på det chef. Det er derfor jeg her behov for at du med Informations-kompagniet iværksætter en omfattende informationskampagne, imens den lette infanteribataljon skaber en afledning oppe i Old Town. Det er den eneste vej ind, med mindre vi skal køre hele vejen uden om og ind fra vest. Og det tror jeg ikke russerne vil lade os gøre. Den kunstige intelligens i C2IS har beregnet at denne måde giver de færreste civile tab og mindste ødelæggelser på civil ejendom. Hvis vi vil tvinger os igennem har den påregnet ca. 25% tab af materiel og danske soldater og omfattende skader på civil infrastruktur og huse… og civile mennesker.” “Fuck!” Hvæser Bladsøe og smider en tom cola dåse ned i bunden af føringspiranhaen. “Jeg er nød til at melde det til København. Vent slut Frank!”
En halv time senere
“Echo! Her er Sunray! Iværksæt plan Næsehorn!” Siger Frank med ny funden entusiasme over bataljonsnettet.
Få hundredemeter derfra starter to pansrede og fjernbetjente bulldozere op. Bag dem starter to AEV’er ligeledes. Den forreste panser-dozer drejer af vejen og begynder at rydde et 6 meter bredt spor igennem villahaverne. Den anden følger efter og udvider sporet til ti meters brede. AEV’erne med deres enorme gravearme og skovle fylder større huller og præparerer vejen for fjerde mekaniserede infanterikompagni som følger tæt bag ingeniørerne. Samtidigt iværksætter den lette infanteribataljon små gruppepatruljer fra bataljonens stillinger om rådhuset og de to broer. Brigaden supplerer infanteribataljonens afledningspatruljer med omfattende dækning af patruljerne på de sociale medier.
Samtidigt ved 1. Panserinfanterikompagni
De første ambulancer er begyndt at komme frem og den store ingeniørmaskine har også fået ryddet en stor nok plads for murbrokker og bilvrag til at de første sanitetsdroner kan begynde at lande i vejkrydset. Finn har overgivet kommandoen over den logistiske evakuationsoperation til sin næstkommanderende og har befalet sin anden og tredjedeling til at skabe en sikret ring omkring arbejdsstedet. Delingerne har afsøgt husene i vejkrydset og har fundet tre fjernbetjente panserværnsmissilstyr og et fjernbetjent maskingevær gemt i lejligheder og loftsrum. De tilbageværende funktionsduelige køretøjer fra kompagniet er bakket ind imellem bygninger og haver. Da der har været roligt et stykke tid er der begyndt at komme flere civile til. Nogle står og ser på, andre optager scenen på deres smartbriller og telefoner og enkelte hjælper med at rydde bygningsrester væk og rede sårede og døde ud af bygningerne. Finn har skiftet stilling og befinder sig nu i stuen i en hjørnelejlighed på den anden side af krydset, hvor han kan se arbejdet nedenfor og via et par kameraer, som kompagniet selv har sat på ydersiden af bygningerne kan se ned af de fire veje. På sin tablet kan Finn se at kun 100m længere nede af vejen fortsætter byens trafik uændret. Trafikken flyder uden om vejkrydset, ledt af byens kunstige intelligens algoritmer. Godt 500meter længere fremme kan Finn svagt skimte Old Towns gamle huse og hovedvej 130 broen over NEMAN floden.
Tre timer senere. Ved 1. Ingeniørkompagni 600m fra SANCHIAI motorvejsbroen.
”6-9! her er 1-9! Vi er igen gået igennem loftet på en kælder og er i gang med at bjærge den forreste dozer. Jeg har behov for at få en deling infanteri til at sikre den næste fase, som er passagen af Titnago vejen, nogle MP’ere til at dirigere trafik og et combined informations team til at tale med de civile, som der bare kommer flere og flere af. Der er virkelig brug for at nogen defuser den her situation. Og så skal jeg bruge ti læs grus til at fylde den kælder og gøre kørebanen klar! Skift” Premierløjtnant Rene Brønder står på taget af et cykelskur og ser ned på arbejdspladsen foran ham. Hans første panseringeniørdeling har været bataljonens frontenhed de sidste mange timer under dozningen af den alternative vej igennem Kaunas baggårde. Han har ind til videre undgået at skulle jævne større huse med jorden, men har været nød til at doze igennem hække, skure, haver og et enkelt mindre ældre træhus, som det ikke var muligt at køre uden om. Samtidigt med at skulle koordinere arbejdet med de tunge maskiner har han også skulle sørge for at den konstante tilførelse af grus til at udfylde skjulte kældre, grøfter, sammensunkne kloakrør og deslige. Oven i det har han skulle koordinere med soldaterne fra fjerde mekaniserede infanterikompagni, som har sikret arbejdet mod russiske angreb og holdt nysgerrige og sure civile på afstand. ”Vi mangler virkeligt nogle Litauiske soldater eller politi til at hjælpe her,” mumler han henslængt. ”A-wa?” svarer hans signal og sikringsmand som sidder ved siden af ham på skurets faldefærdige tag. ”Ik noget Iversen!” svarer Rene og vender sig om og ser tilbage på den lange kolonne af køretøjer. Bag hans deling, står der et miskmask af køretøjer på sporet. Kampvogne med fejende kanoner, pansrede mandskabsvogne med et væld af antenner, store civile lastbiler, som er blevet hyret til at transportere grus frem og CV9035 infanterikampkøretøjer bakket væk fra sporet for at gøre plads til lastbilerne. ”Her er 6-9! Modtaget. Jeg er på vej frem afsiddet til dig nu. Jeg har et INFO-team med. Tror der er et par lokale med denne gang. Hvornår tror du vi kan fortsætte over vejen? 7-9 er ret utålmodig for at komme videre!” Rene ser tomt ud i luften. ”Hvor jeg dog er træt af utålmodige chefer, der ikke fatter hvor lang tid ting tager. Hvis bataljonschefen er så opsat på at komme hurtigt frem, så kan han jo komme herned og køre en dozer selv, eller endnu bedre tale med de civile så de kan komme af vejen så jeg kan arbejde i fred,” tænker han og begynder at klatre ned fra skuret, som knager faretruende.
Lidt efter kommer kaptajn Jeppe Nebel. Renes kompagnichef, og de to stiller sig så de kan se hvordan de to tunge ingeniørmaskiner trækker den fastkørte dozer op af den kælder som den er faldet ned i. ”Vejen er lige på den anden side af hækken dér!” siger Rene og peger på bøgehækken der er tre meter foran den forliste panser-dozer. Lige nu er der en infanterideling, der hele tiden følger med og sikrer mit arbejdssted. Men der er altså ret mange civile på vejen der omme og jeg tror der er behov for både sikring men i særliggrad diplomatiske evner til at få dem til at flytte sig så vi kan komme videre.” ”Mmmh!” svarer Jeppe og skal lige til at fortsætte da de hører lyden af hårdt bremsende dæk og skrig på den anden side af hækken. ”Der er en stor civil bil der lige har torpederet de civile heromme!” lyder det fra en af sikringssoldaterne. Lyden af skrig og råben overdøver resten af soldatens besked. ”shit da også. Jeg ser hvad jeg kan gøre. Du skal bare koncentrere dig om at komme videre!” siger Jeppe og løber tilbage til sin Piranha der holder godt 100 meter længere tilbage af sporet.
Samtidigt i OPS 1. lige inden for bygrænsen.
”Nåe Valdefar! Så fik du og dine dusere også noget at lave hva. Jeg er sikker på at borgmesteren bliver mega glad for den nye hovedvej som du har pløjet lige ned igennem den botaniske have.” griner Ole og giver Valdemar et slag på skulderen. OPS 1 har holdt usædvanligt længe på samme sted – denne gang bakket ind i et lokalt lastbilsværksteds arbejdshal. De to Piranhaer, der stortset har samme størrelse, som de lokale bybusser, står side om side med åbne ramper. Valdemar ser fokuseret på skærmen foran sig, og har faktisk ikke tid til at tale med signal- og cyberofficeren, men han ved godt, at hvis han ikke svarer ham, bliver Bo bare ved med at drille – sådan er deres forhold, og Valdemar havde gjort det samme ved Ole dagen før da Brigadens net var blevet jammet og Bo var på overarbejde med at skabe nye forbindelser. ”Ja Ole! Nogle gange må man jo hjælpe de lokale når deres infrastruktur tydeligvis ikke er tidssvarende.” svarer han og svarer på en chatbesked fra Jeppe vedrørende leverancer af grus. Han flytter mikrofonen hen foran munden og taster på sektionens interne net. ”Peter! Jeg vurderer at vi tidligst er fremme ved broen om fire timer! Og det er, hvis alt går gnidningsfrit herfra. Jeg forslår at lader I Bataljon overnatte ved broen sikret af de lette infanterister og så iværksætte angrebet mod Sanchiai imorgen tidligt. Jeg tror også at ingeniørkompagniet har behov for at genordne og vedligeholde lidt før de er klar til at fortsætte.” siger Valdemar. ”Negativ! Det er jo stort set kun dine ingeniører, der har været optaget af denne del af operationen. Jeg har forslået 7-9, at med mindre der er noget der går helt skævt herfra, så befaler vi I. Bataljon til at fortsætte som planlagt. Frank må selv vurdere om han efterlader dele af ingeniørkompagniet og sit 1. kompagni ved broen og fortsætter med resten. Husk at det meste af bataljonen, ja faktisk brigaden jo har siddet bag i køretøjerne og ventet på at I skal blive færdige med jeres arbejde. Vi er godt et døgn efter tidsplanen. Briterne har lige meldt at de er et godt stykke inde i Vilnius. Vi skal fremad!” svarer Major Peter Hansen. Valdemar ser op fra skærmen og over på Bo. ”Hvad siger du Bo? Hvem vinder det uofficielle væddeløb imellem os og Briterne? Har russerne virkeligt ikke flere kneb i ærmerne?” Bo ser op og smiler. ”Valdemar. Russernes doktrin er noget anderledes end vores. De er i virkeligheden både ligeglade med Kaunas og byens befolkning. De ville jævne stedet med en atombombe hvis det gavner deres sag. Det de bekymrer sig om er information og forståelsen af situationen, hjemme i Rusland og i verdens medier. De er bekymrede om forståelsen hjemme i Rusland, fordi det handler op opbakning til regeringen og de er bekymrede om forståelsen i verden, fordi de er overbevist om vores demokratis svagheder kan udnyttes ved at skabe splid internt i og imellem NATO landene. Lige nu kører de en INFO kampagne om NATOs overdrevne brug af vold og ødelæggelser i Kaunas med billeder fra såvel droner og vejkameraer, der viser dine ingeniørmaskiner smadre huse og 1. bataljon der skyder imod nogle bygninger i det vejkryds hvor de blev standset. Jeg er ret sikker på at de er i gang med at klargøre den næste store mediebegivenhed hvor de kan portrættere NATO som krigsforbrydere og Rusland som helte.” I det samme mærker de en svag rystelse i Piranhaen og lyden af en eksplosion langt væk… ”Føling føling vent slut!” kommer det over radioen fra 1. Bataljon. Valdemar ser over på Bo ”det lyder som om du har ret…”
Comments