11. Bykamp

Et sted syd for Kaunas. Den 12/5. Kl. 22.30 2028

”Det gik for nemt! Vi er på vej i en fælde!” Brigadegeneral Kristine Bladsøe ser træt ud igennem skærmen på brigadens spredte chefer og stabsofficerer. ”I kan godt se det ik?... Jeg medgiver, at den lette infanteribataljon er dygtig til det den gør, og at den måde, de kom uset ind i byen på, var genial, men det kan simpelthen ikke passe, at de bare forærede os det kontrolrum! Jeg tror altså heller ikke på, at det pansrede kompagni, som gjorde modstand nede ved motorvejsbroen, bevares, med et par ældre T72 kampvogne, er alt hvad russerne har her i byen…. Det, det gælder om nu, er at overbevise lokalbefolkningen om, at vi har overtaget, og at vi kan og vil slå russerne. Det betyder, at vi hurtigst muligt skal have synlige pansrede enheder hen og sidde på Sanciai-barracks og generelt i gadebilledet. Jeg tror ikke, at slaget om byen er forbi – langt fra. Men jeg er ret sikker på, at de fysiske slag er sekundære i forhold til slaget i informations-domænet!... Det betyder at vi, som jeg også har sagt tidligere, ikke må smadre byen ved første føling med modstanderen. Vi bliver nød til at gribe kampen i byen helt anderledes an – ingen Stalingrad, Berlin eller Mosul. I skal betragte jer selv som politifolk, der skal finde og inddæmme forbrydere blandt befolkningen.” Kristine vender hovedet, hoster og drikker en tår cola zero. Hendes blege ansigt med de sorte indsunkne øjne vidner om næsten en uge med alt for lidt søvn og alt for mange store beslutninger. ”Frank! Du har kommandoen over den samlede I/Livgarden og I/GHR. Jeg ved, at I har lavet en god plan, og at dine soldater er ivrige for lidt gengæld. Hold dine soldater og førere til ilden! Det her bliver gruppeførerens og delingsførerens kamp – ikke kompagnichefen eller for den sags skyld brigadechefens. Sørg for, at de er helt med på, at vi er der for at sikre de civile – også alle de civile flygtninge i byen – og at de derfor skal undgå at begynde at rense bygninger og bydele!...” Kristine hoster voldsomt… resten af brigaden, som alle føler det samme pres og mangel på søvn som deres chef, venter i tavshed. ”Når det, vi fra nu af kalder første bataljon – Frank – har taget dens mål om Sanciai og det nabolag, og derved skabt et fast ståsted i byen, lader vi Dragonerne stille og roligt køre ind og sætte sig på lufthavnen og afløse den lette bataljon i Old Town. De får til gengæld Centras… Ja det er i hvert fald planen, såfremt de efterretninger, I har givet mig, er korrekte, og at der kun er spredte grupper og delinger tilbage i byen… hvis det viser sig, at der er større enheder, der vil slås, isolerer vi dem med den bataljon, der finder dem, og besætter byen med resten… husk! Det er informationskampen, det gælder – ikke at slå samtlige russere og byen med ihjel!”

I skoven ved Ilgakiemis syd for Garliava. 13/5 klokken 05.30

Oberstløjtnant Frank Simonsen står sammen med de to delingsfører fra det, der før var opklaringsdelingerne fra I/livgarden og I/GHR. Solen er på vej op, og det første gule forårsmorgenlys rammer forsamlingen af ni ældre og ret brugte civile litauiske civile biler, der står i skovsporet.

Franks ånder hårdt og langt ud og rynker panden. ”Ok. Jeg ville lige se jer i øjnene, inden vi kører. Jeg kender dig, Claus, men jeg kender ikke dig så godt, Peer. Jeg ved dog, at begge delinger er top professionelle, og at I har klaret jer flot frem til nu. Jeg vil understrege, at kampen nu ændrer karakter. Det er slut med at køre i store pansrede og svært bevæbnede køretøjer og snige sig forbi russerne langs hegn og grøfter. Inde i byen kan I ikke skjule en Eagle V eller en opklaringsrobot. Hvis I skal have en chance for at løse jeres opgave – at finde og melde om alle større forhindringer for bataljonen på vejen mod Sanciai – så skal I falde i med de civile. I skal ikke vække opsigt på byens sensornet, og I skal gøre alt, hvad I kan, for at undgå de russiske styrker og de lokale sikkerhedsstyrker – I skal operere, som om I var en kriminel smuglerbande.” Frank retter på sin hjelm, som af en eller anden grund altid sidder skævt og får ham til at se fjollet ud.

”Vi er med chef! Det er ikke noget, vi har øvet der hjemme, men jeg er sikker på, at vi kan gøre det. Med de der civile biler og det her civile overtøj kan de sgu ikke se om, vi er på vej til arbejde eller noget… Vi beholder vores uniformer og beskyttelsesudrustning på under de civile jakker, så vi kan smide dem og slås, hvis der bliver behov for det. Men det betyder også, at vi bliver i bilerne. Vi har efterladt Eaglerne, robotterne og exoskeletterne nede ved stabskompagniet.” premierløjtnant Claus Eriksen står med en halvlang lyseblå regnfrakke over sin uniform og beskyttelsesvest. Radio og magasinernes skarpe kanter kan anes igennem det tynde stof. På hovedet har han en baseball cap med logoet på det lokale ishockey hold.

To timer senere. I vejkrydset imellem Vytauto G (Hovedvej 130) og Liepy G.

”Hvaa bette Claus… Ville de tage bataljonen ned af den her vej? Det er jo én stor trafikprop… Vi har holdt her i en halv time…” Overkonstabel Bent Pedersen – kaldet Miden, grundet hans altid blege hud - prikker til Premierløjtnant Claus Eriksen, der sidder ved siden af i passagersædet på en 11 år gammel Ford Kuga.

Claus ser på Bent og trækker på skulderen. ”Jeg håber sgu, første og tredje gruppe har bedre held med de alternative veje, for hovedvej 130 ligner sgu Vejlefjordbroen en mandag morgen ved 0745 tiden… jeg forstår det ikke. Skulle de ikke have sådan et intelligent system, der styrer trafiklysene og leder trafikken igennem uden alle de her propper?”

”Det kan være, at de lokale har hørt, at drengene fra Slesvigske fodregiment har overtaget kontrollen over byen og derfor laver trafikpropper i protest!” forslår konstabel Preben Bentsen fra bagsædet.

Hovedvejen er stoppet med trafik i begge retninger. Det er en blanding af selvkørende hybride biler og busser og ældre benzin- og dieselkøretøjer ført af mennesker. Nogle meter over biltrafikken flyver et væld af store logistikdroner og mindre servicedroner. Bygningerne langs vejen er en blanding af ældre beboelsesejendomme – villaer og etagebygninger – og nye stål-, glas- og metalbygninger med solceller på hele den sydvendte facade og taget. Claus kan næsten se op til lyskrydset længere fremme, og han kan se, at det ikke er lysreguleringen, der forårsager trafikproppen. Trafikken flyder ganske langsomt uafhængigt af lysene.

”Hvaa Bette Claus… Hvad er det, der sker der oppe foran? Trafikken flytter sig sgu på en underlig måde.” bryder Bent ind.

”Ja det har jeg også lagt mærke til… jeg kan ikke se noget, og jeg kan heller ikke stige ud og glo – som de andre.”

”Hep! Jeg ved, hvad det er!” udbryder Overkonstabel Kent bag Claus. ”Jeg tændte den her tablet, der lå i lommen bag på dit sæde. På Googlemaps, kan man se livevideoen af trafikken. Der er et checkpoint længere fremme. Der står en BTR 90 og 6-8 soldater og tjekker al trafikken…”

”Ja, det var lige, hvad der manglede… hvor langt er der derop?” spørger Claus

”to-trehundrede meter vel…”

Claus åbner den sorte civile rygsæk, han har stående ved benene og finder sin taktiske fragmentationsbrille frem og starter den op. Så snart brillen får forbindelse til radioen i rygsækken, sender han en kort situationsrapport tilbage til bataljonen sammen med en anmodning om tilladelse til at påkalde ildstøtte imod den fjendtlige pansrede mandskabsvogn. Der går tre minutter inden han får svar…

”Negativ! Risikoen for følgeskadevirkninger på civilbefolkningen er for stor – omgå!”

Claus glor tomt på beskeden… ”Omgå? Vi sidder sgu da midt i en trafikprop og kan hverken komme frem eller tilbage. Hvis vi forlader bilen, bliver vi afsløret, og hvis vi bliver sidende, bliver vi afsløret.”

Claus orienterer sig på BMS-kortet. Første gruppe, der kører på en parallelvej godt 200meter mod vest, ser ikke ud til at være standset. Mod øst ser det ud til, at tredje gruppe også sidder i trafikprop. Claus vender sig om og ser på de andre… ”Når jeg siger til, så stikker vi af ind i de boligblokke dér!” siger han og peger på etagebygningerne til venstre for vejen. ”Bent! Efterlad en termitgranat, så bilen bryder i brand. Vi fortsætter til fods. Måske kan vi linke op med de andre senere - eller stjæle en bil. Sørg for at skjule jeres militær grej, så godt som I kan….. GO!”

Med ét river alle fire dørene op på bilen og stikker i løb væk fra bilen, som spontant bryder i en voldsom brand få sekunder efter, de forlod bilen. De fire ligner et hold vagabonder, iført militær bukser, lange civile jakker og civile rygsække i varierende farver.

”Stoy!!” lyder det oppe fra lyskrydset. Ingen af de fire hører det. Bent braser lige igennem en ligusterhæk med de andre i hælene. Der lyder et par skud og mere råben. De fire soldater fortsætter ned igennem private haver og ned ad små passager imellem husene. Efter et par minutter kommer de til et industriområde og falder ned blandt en række 20-fods containere fra Mærsk.

”Hold da fast! Jeg havde glemt, hvor hårdt det er at løbe med alt grejet på uden et exoskelet,” stønner Preben.

”Mmmh!” svarer Bent.

To timer senere I OPS 1, syd for Garliava

“Det er noget bæ!” udbryder Valdemar spontant.

“Ja det må du nok sige,” svarer Peter over intercom’en. “Der er praktisk taget kun én vej ind til Kaunas, og der har 1. Bataljons opklaringsdelinger meldt om flere check points og tæt trafik. Men det er den eneste vej, vi kan komme ind. Garderne og hussarene kører om en halv time – det, der svarer til halvanden bataljon i pansrede køretøjer på én hovedvej ind i byen. Jeg håber, at Center for cybersikkerhed i København har kontrol over lyssignalerne, så de kan få ledt den civile trafik væk.”

“Ja… det håber jeg også. Jeg kan se, at de har en pansret bulldozer og et par af de nye fjernstyrede pansrede ingeniørkøretøjer med det forreste kompagni, hvis der bliver behov for at rydde vejen. Men hvis de begynder at indsætte dem, begynder det at tage tid, og imens er de sårbare på vejen.” tilføjer Valdemar.

En halv time senere I vejkrydset imellem hovedvej 130 og 139 I sydkanten af Garliava.

Finn sidder igen i tårnet på sin chef CV9035. Denne gang kører hans første panserinfanterikompagni forrest i bataljonens kolonne. Hans kompagni er blevet forstærket med en kampvognsdeling og en forstærket ingeniørdeling, så kompagniets kolonne er lang … og sårbar. “Alfa 6-9! Her er 7-8.” Finns tanker bliver forstyrret af stabschefens stemme I telehjelmen. “Magic wand melder, at du har grønt lys herfra… Golf 2-9 melder, at der er tre checkpoints langs marchvejen, alle af gruppestørrelse. Gennembryd dem, men gør det hurtigt. Held og lykke! Slut.”

Finn sukker dybt og vender sig om i kommandørlugen. Bag hans chefvogn kører mortersektionen og ingeniørdelingens bulldozer og pansrede ingeniørmaskiner – AEV –, bag dem kommer anden panserinfanterideling fra gardehusarbataljonen. Hans egen anden deling er splittet op imellem hans første og tredje deling efter, at kompagniet næsten blev nedkæmpet i kampen ved Azouly Buda. “Håber, det går bedre denne gang” tænker han.

Kompagniet ruller afsted med 30 kilometer i timen. Trafikken forsvinder stille og roligt på vejen foran første deling, som kører forrest. Kompagniet følger den civile trafik ned ad hovedvej 130 i retning af Kaunas centrum. Af hensyn til gadelygternes master og det generelle indtryk i forhold til civilbefolkningen er tårnene på infanterikampkøretøjerne alle i forreste stilling. Samtidigt med, at første deling passerer bygrænsen og fortsætter ned mellem de første beboelsesejendomme og butikker, kan byens befolkning se brigadens omfattende informationskampagne på de mest brugte lokale sociale medier. Beskeder sendes direkte til dem, som informations kompagniets kunstige intelligens har bedømt, er de mest toneangivende personer i området, i håb om at brigadens budskab om, at den danske brigade er kommet for at befri byen fra russisk besættelse vil blive positivt modtaget. Efterhånden som hele kompagniet er kommet inden for bygrænsen, og første deling er nået godt tre kilometer ned af hovedvej 130, begynder små grupper af civile at stimle sammen langs vejen og vinke.

Finn begynder at slappe af. Fremrykningen ind i byen har ind til videre ikke mødt tegn på modstand, tværtimod. De lokale ser ud til at være glade for at se kompagniet. Trafikken glider og kompagniets køretøjer følger den lokale trafik med flere civile biler, der er flettet ind blandt de store pansrede køretøjer, som ser helt forkerte ud i byen. Finn kan se på BMS skærmen foran ham, at første deling kun er fire kilometer fra motorvejsbroen, hvor enheder fra den lette infanteribataljon standsede et pansret modangreb fra den russiske bataljon, der var placeret på Sanciai kasernen. Finn forventer først at skulle kæmpe efter, at kompagniet har passeret broen og overtaget kampen fra det lette infanteri, der sikrer den.

“6-9 her er 1-9! Jeg ser en mulighed for at tale med de civile længere fremme. Jeg forslår, at tredje deling holder ind, når resten af kompagniet er passeret, med henblik på at tage en kort samtale med de civile for at sprede vores informations-budskaber. Skift.” lyder det I Finns ører.

Finn sidder et øjeblik og overvejer mulighederne, før han svarer. Det er jo de civile, der er det overordnede mål og ikke russerne. Men omvendt så er hans nuværende opgave at skynde sig frem og sætte sig på Sanciai kasernen og inddæmme resterne af den russiske indenrigsministerie bataljon, der bor der…

“9-0! Her er 6-9! Vi fortsætter frem til målet. Den enhed, der følger os, må afsætte enheder til at tale med de lokale.” siger han i kompagniradioen til alle, der lytter med.

Finn kan se en lille flok civile gøre tegn til at ville tale med soldaterne i de forreste køretøjer. Han kan se, at soldaterne med tegn og fagter prøver at fortælle, at der kommer nogen senere, der kan tale.

Kolonnen gør holdt. Det har den gjort et antal gange løbet af de sidste tre kilometer. Det er åbenbart ikke lykkedes helt for Center for Cybersikkerhed at kontrollere alle trafiklysene, så kolonnen har måtte standse for rødt et par gange for at gøre plads for førerløse busser og biler, der skulle passere kompagniets rute. På BMS’en kan han se, at første delings forreste vogn står ved et vejkryds på et stykke af vejen, hvor der er to- og treetagers boligblokke på hver side af vejen. Trafikken er blevet tættere her nærmere centrum. Der er både biler og busser i begge vejbaner, og luften summer af droner i forskellige størrelser, der flyver godt ti meter over vejbanen. Hele kompagniet holder nu stille med flere civile køretøjer flettet ind i kolonnen. Alt virker som normal morgentrafik som ved enhver anden større europæisk provinsby. Ud af øjenkrogen ser Finn et par droner komme flyvende på tværs af vejen uden for dronelaget. “Underligt.” tænker han. “Der er et par ejere, der får en kæmpebøde senere på dagen.” De europæiske regler for droneflyvning i by er meget skrappe og tillader kun flyvning i de særlige designerede dronelag. Med ét høres en række eksplosioner oppe fra lyskrydset. Ild, røg og fragmenter fra køretøjer fylder luften. Finn står måbende og uden mulighed for at reagere i tårnet på sit infanterikampkøretøj. Han kan se første deling blive beskudt med panserværnsraketter fra bygningerne på begge sider af lyskrydset, samtidigt med, at dronerne, han så før, er spredt ud og styrter direkte ned i køretøjerne foran og bagved hans eget. Situationen er kaotisk. Kompagniets pansrede køretøjer er låst fast i trafikken, tårnene med maskinkanonerne fejer frem og tilbage i forsøg på at finde mål, de kan beskyde, uden held.

“6-9! Her er 1-9! Vi bliver beskudt fra husene på den anden side af lyskrydset og fra selvmordsdroner, der kom fra hustagene. Jeg har mistet mine to forreste vogne og har mindst syv sårede. Delingen er afsiddet og fastholder nu i den sydvestligste bygning. Vi har besvaret ilden, men det er ikke lykkedes os at holde modstanderen nede, så vi kan bevæge os. Jeg forslår, at du omgår og fortsætter!” Imens Finn lytter til delingsføreren fra første delings melding, har han zoomet ind på kortet for at danne sig et billede af situationen.

“Modtaget 1-9! Gå i stilling, hvor du er med henblik på at støtte Echo og 2-9, som jeg sender frem for at åbne marchvejen. Der er ingen mulige veje, vi kan bruge til at omgå.”

En enorm eksplosion følger fra den bygning, som første deling har besat. Røg og støv hænger så tykt i luften, af Finn intet kan se længere fremme.

“2-9! Her er 6-9! Tag en ingeniørgruppe og en sanitetsgruppe og søg frem til 1-9 med henblik på at forstærke hans stilling, rydde vejen for hindringer og evakuere sårede!” næsten råber Finn i telehjelmen, imens han har en diskussion med sig selv, om han skal sidde af vognen og søge frem eller blive ombord og være klar til at rykke frem.

Et par minutter efter står Finn bag sin chefvogn og ser anden deling søge frem langs vejen. Panserinfanteridelingerne består stadig af tre grupper med seks soldater hver, bevæbnet med M/26 geværer og de gamle M60 maskingeværer. Finn med Mustafa, hans signalmand, slutter på den sidste mand fra anden deling. Delingen med den tilknyttede ingeniørgruppe som har taget deres mini-ingeniørrobot-køretøj med, springer forsigtigt frem langs de mange ødelagte civile og militære køretøjer. Der ligger sårede og døde civile og soldater blandt vragene af autonome busser og brændende infanterikampkøretøjer. Finn kan se, hvordan soldaterne hele tiden afsøger hustage, vinduer og åbninger imellem husene med deres multispektrale sigtemidler på håndvåbnene. Det er efterhånden nogle minutter siden, at kompagniet er blevet beskudt, men også næsten ti minutter siden, at Finn har hørt fra første deling. Han har en dårlig fornemmelse i maven.

Anden deling kommer hurtigt op til det hus, som første deling havde besat. Huset er delvist styrtet sammen, og der står røg op fra både huset og de omkringstående køretøjer. Delingen spreder sig hurtigt ud og sikrer stedet. Anden delings næstkommanderende, hans sanitetsmand og hele sanitetsgruppen går straks i gang med at yde førstehjælp til de mange sårede mennesker, der ligger overalt. Finn og Muhammed står lidt væk og forsøger at skabe sig et overblik.

“Chef!” råber oversergent Bjørnson ovre fra ruinen. “Vi har brug for at få flere sanitetsgrupper frem og ambulancer! Der er for mange sårede her til, at jeg kan holde styr på dem.” Finn nikker og ser sig over skulderen. Vejen er blokkeret af køretøjs vrag mindst hundrede meter ned – det vil være umuligt at få ambulancer frem…

Samtidigt I rådhusets kontrolrum

“Nej! Hvordan kan det lade sig gøre? Har vi ikke fuld kontrol over de trafiklys? Og hvor kommer de der droner fra?” råber oberstløjtnanten ud i rummet. Sten, der lige er kommet ind i kontrolrummet, ser det meste af den lette infanteribataljons stab stå og se på den tilbageværende skærm på væggen. Her kan han se fem brændende danske CV9035 langs en hovedvej, med ødelagte civile biler og sårede spredt over det hele. Midt i det hele sidder bataljonschefen og er ildrød i hovedet.

”Det var jo det jeg sagde til hende! Panser har ikke noget at gøre i by! De er for lette af finde, følge, standse og nedkæmpe!” fortsætter han og slår ned i det lille metal bord. ”Det er sgu da derfor der er infanterister i de dåser! – så de kan sidde af og søge frem til fods!”

Sten står lidt på afstand og tager scenen ind. Chefen har jo på sin vis ret. Det er næsten umuligt at tage panser med ind i by, med mindre man ønsker at bruge køretøjernes overlegne ildkraft og pansring i en rensning af byen, men omvendt, hvordan skal brigaden ellers tage byen? Hæren har jo kun én let infanteribataljon. Og Hærens primære enhed er brigaden – måske er brigaden bare ikke egnet og designet til at slås i større byer? Sten trækker på skulderen og finder en stol, så han kan følge kampen. Hans kompagni fastholder stadig rådhuset og er indsat, så han har ikke meget andet at gøre end at følge hvordan brigaden udvikler situationen.