10. Kaunas

3. Lette Infanterikompagnis beredskabsområde. Gymnastiksalen i Augustow.12/5 Kl. 0423

”AAARGH!!!! For dælen da!!” udbryder Ulrik vredt og lyner op for soveposen. Rundt om ham ligger resten af 3. kompagni og sover på gulvet i sportshallen. Deres exoskeletter, rygsække og våben ligger i små bunker ved siden af hver mand. Ulrik sætter sig op og drikker lidt vand fra sin camelback. Hans hoved kan ikke finde ro. Lige siden han befalede gruppen i seng, har hovedet konstant stillet nye situationer op, som han ikke har tænkt igennem. Han ved, at de vil blive vækket om få timer for at gennemføre den sidste simulerede gennemgang af angrebet, gøre de sidste forberedelser og så tage afsted ind imod Kaunas. I går eftermiddags gav Søren sin delingsfører befaling for angrebet på rådhuset, og derpå gennemgik de angrebet i kompagnisimulatoren mindst tyve gange. De første ti gange blev angrebet standset og nedkæmpet, og til sidst var Steen – kompagnichefen - tilfreds og have ladet folkene forberede deres udrustning og gå i posen. Men nu ligger Ulrik altså her i sin sovepose og kan ikke falde i søvn. Han havde haft det ligesådan, dengang de for nogle måneder siden var blevet fløjet ud til kampstilling Sort for som et andet vejbump at sinke et eventuelt russisk angreb. Det var gået op for Ulrik, da han stod i morgenmørket, før de skulle til at kravle ombord på de polske MI-17 helikoptere, at grunden til, at han ikke kunne sove, fik kvalme, når han tænkte på mad, og hvorfor hans hænder rystede en smule, ikke var fordi – eller ikke kun fordi, at han var spændt, men snarere fordi han var bange. Det var sgu pinligt. Dengang havde han slået det hen som førstegangs nerver og havde da også set, at nogle af de andre havde det ligesådan. Men denne gang var han bare sur på sig selv over at have det sådan.

En time senere kommer oversergent Nørregaard forbi og sætter sig ved siden af Ulrik. ”2! du skal op. Få vækket din gruppe, pakket sammen og spist. Chefen har droppet den sidste simulering. Vi bliver hentet om 45 minutter.”

“Modtaget!” mumler Ulrik, og sætter sig op. “Anden gruppe! Ud af posen! Få pakket sammen og gjort klar til kamp. Jan! Vi spiser på vej ind! Kontroller, at vi har pakket de ting, som vi blev enige om, at vi har brug for. Sørg for at have ekstra diesel med til Hootch… A.L. Se så at komme ud af den pose!”

50 minutter senere står hele kompagniet og venter inde i gymnastiksalen. Soldaterne i deres tunge let-infanteri-exoskeletter med integreret fragmentations- og projektilbeskyttelse, kommunikations- og sensor- suite og udrustningpakke. Deres personlige våben hænger I nærkampremmen over brystet. Ved hver gruppe står en kamp-robot på bælter med integrerede våbenstationer med maskingeværer, granatkastere og panserværnsraketter. Kompagniet har kun ventet i fem minutter, så humøret er højt men stemningen afdæmpet. Op langs den ene væg ligger soldaternes feltrygsække i fire lange rækker – de vil blive transporteret frem senere. Soldaterne medbringer selv alt det, de har behov for til 48 timers indsættelse.

“Sid op! Første deling på de første to busser, anden deling på de næste to lastbiler, tredje deling på lastbil tre og fire og kommando og støttedelingen i firhjulstrækkerne bagerst. Alle robotterne i 40 fods containeren på sættevognen.” råber seniorsergent Steffen Madsen, kompagniets kommando- og operationsbefalingsmand.

Et par timer senere i lastbil nummer tre. Ulrik sidder bagerst på ladet og ser ud på det mørke polske landskab, de kører igennem. På bænken overfor sidder Søren og Steen og snakker sammen.

“Så vi kører altså helt frem til Ilgakiemis i de her små kolonner af to - tre biler, så russernes droner og satellitter ikke ser, at vi er på vej frem. Og så omlader vi til civile transport-droner og flyver ind og lander direkte på målet? Hvorfor flyver vi ikke bare direkte i vores EH 101 og nogle britiske Chinook?”

“Søren! Du ved lige så godt som jeg, at russerne har et så fintmasket luftværns-netværk, at vi aldrig vil komme hen til Kaunas. Og hvis det skulle lykkes for os, så ville alle i byen – og det er mange! – høre, at vi er på vej på lang afstand. Vi vil aldrig komme frem til målet – det viste simulationen da med alt tydelighed i aftes. Som jeg sagde i går til befalingen, så er det hele bataljonen, der er på vej fremad. Polakkerne har tømt Warszawa for civile logistik-droner, så der er nok til at flytte os ind. Som du ved, er det første og andet kompagnis opgave at tage og holde broerne over Nemas floden. Vi skal tage rådhuset og kontrolrummet. Vi kan integrere en del droner ind i det normale trafikbillede – byen bliver genforsynet med fødevarer og sådan om natten, og primært med droner. Vi skal bruge otte droner pr deling – det er lidt over 100 ét tons droner, som vi uopdaget skal tilføre byens system. Det tror efterretningssektionen ikke at vi kan, så vores kompagni flyver uden om byen – følger A-3 og derpå floden ind fra vest. Sådan kan vi komme ind og lande oven på målet…”

“Hmm. Hvor meget kontrol over byen har cyber-drengene? Jeg synes, du sagde, at de kunne fjernbetjene trafiklys og se kamerabilleder?”

“Det er rigtigt. De arbejder på at udnytte det begrænsede hul, de har skabt, men det tager lang tid at udvikle de der cyber-våben –og det ved du selv alt om! Tog du ikke et cyber-warfare modul på OBU?”

“Jo… men det hjælper mig ikke meget i dag. Men jeg er nu sikker på, at 1. Brigade synes, at det er ret hjælpsomt, at vi kan give dem grønt lys hele vejen…”

Tre timer senere i en transportdrone over Nema floden.

“2 minutter!! Gør klar til at lande! A.L! Gør Hootch klar. Hans drone lander 20 meter bag vores. Vi gør, som vi øvede i simulationen – Hootch kører igennem døren først! Der er intet, der peger på, at vi er afsløret.”

Dronen fortsætter få meter over vandoverfladen langs Neman-floden. Ved sammenløbet med Neris floden fortsætter dronerne fra 3. Deling langs Neman-floden i retning af broen. Idet dronen drejer ind mod rådhuspladsen godt 100 meter fra broen, lander 1. Kompagni på broens to landfæster. Ulrik når lige at se en håndfuld danske soldater i exoskeletter hoppe ud af transportdroner magen til den, han selv sidder i, før hans egen drone drejer skarpt til venstre og fortsætter det sidste stykke vej langs gaderne i taghøjde. Med ét kan han se rådhuspladsen. Den er på størrelse med en fodboldbane med bøgetræer langs kanten. Træerne er lige sprunget ud og er helt lysegrønne i gadebelysningens gule skær. I den anden ende af pladsen ligger renæssancebygningen som er nattens mål. Der er ingen synlige forsvarstiltag, og intet der peger på fjendtlig aktivitet. Dronen lander med et bump godt 30 meter fra hovedindgangen i gavlen af rådhuset. Lige inden de lander, kan Ulrik se første gruppes to droner lægge an til landing langs indgangen i siden af bygningen.

”SID AF!! KOM NU A.L. FART PÅ!!!” råber Ulrik i samme øjeblik, dronen åbner lastedøren. Propellerne snurrer stadig rundt inde i deres net-afspærrede skakter, men de tolv elektriske motorer kører ikke mere. Jan og Jens er allerede ude og sidder på hver side af lasterampen lige neden for propelskakterne. Fra dronen ved siden af ser Ulrik Hootch komme kørende i normalt afslappet gå-tempo.

”FREMAD! HEN TIL DØREN!” brøler han – lidt for højt. Den eneste lyd, der er omkring dem, er den mekaniske lyd af Hootch, der kører hen til hoveddøren på sine gummibælter, og trampene fra støvler, der løber. Med ét starter dronerne op igen, letter og flyver væk med en pludselig og voldsom summen. Gruppens fire mand står på hver side af den store dobbeltdør af massivt træ. Hootch er standset en halvmeter fra døren og afventer A.L.s kommando. Ulrik ser en grøn ”thumbs up” ved første gruppes ikon i kontaktlinsen. Han nikker til A.L., Som står foran ham. Med ét høres en eksplosion efterfulgt af automat ild. Ulrik ser først overrasket på A.L., som ser lige så overrasket tilbage. Eksplosionen kommer fra det nordøstligste hjørne af rådhuspladsen, der hvor dele af anden deling har fået til opgave at gå i stilling. Skuddene kommer ovenfra – fra rådhusets tårn. Ingen i Ulriks gruppe er i stilling til at besvare ilden – men det er soldaterne fra anden deling derimod. Ilden fra geværer og maskingevær får det gamle rådhus’ træ og stenkonstruktion til at splintres og regne ned i hovedet på Ulriks gruppe. ”NU! A.L!!” råber Ulrik. Hootch kører igennem den massive trædør. Kamp-robotten fortsætter ind i forhallen, hvor den straks bliver ramt af geværild fra et par russiske soldater, der har søgt dækning bag den lange træskranke. Hootch besvarer ilden med en lang byge fra det tunge maskingevær. Skranken og alt, hvad der står bag, bliver skudt i stykker. Røg, støv og dele af interiøret fylder rummet, da gruppen hurtigt og indøvet trænger ind, efter at Hootch er holdt op med at skyde. Gruppen har et kort over bygningen i deres BMS, som vises på deres fragmentationsbriller eller taktiske kontaktlinser. De har indøvet angrebet så mange gange, at de alle kan finde vej rundt i bygningen med bind for øjnene. Jan og Jens stiller sig straks op ved døren til gangen til venstre, der fører i retning af kontrolrummet og rådssalen. A.L får Hootch dirigeret i samme retning. Samtidigt kan de høre første gruppe trænge ind i siden af bygningen. Tredje gruppe er reserve bag bygningen sammen med Søren og oversergent Nørregaard.

Tre kvarter tidligere. I kontrolrummet i kælderen på Kaunas rådhus.

Marcus sidder i sin stol og drikker cola. Ved siden af ham sidder to officerer fra 7. russiske elektronisk krigsførelses brigade og undersøger nogle videooptagelser tager af mistænkelig opførsel i byen tidligere på dagen. Tre mænd og en kvinde havde opholdt sig lige længe nok omkring det S-400 luftværnsbatteri, der var opstillet ved fæstningen tæt på rådhuspladsen. Men det er Marcus i bund og grund ligeglad med. Byens systemer ser ud til at virke, som de skal, både den kørende trafik og dronelaget over de større veje afvikler trafikken stille og roligt, Byen bliver metodisk genforsynet med mad og alle de andre ting, som gør, at en halv million mennesker kan overleve så tæt pakket sammen. Alt tyder på en rolig aften.

“Hey du. Hvad sker der med kamerabillederne fra Garliava?” spørger en af russerne pludseligt.

Marcus ser først over på den russiske kaptajn og derpå op på skærmen på væggen. Der hvor kamerabillederne fra Garliava var før, er der nu sne.

“Hmm tror sgu der er gået en switch” mumler Marcus. “Det er ikke noget! Jeg ringer efter en tekniker og får skiftet den med det samme. Vi er på igen om en times tid. De her ting sker i ny og næ.” siger han til de to russere.

“Davai!” siger russeren og peger på telefonen “Få det fixet i en fart! Hvis NATO-svinene kommer, skal vi kunne se dem!”

Marcus tjekker på sin egen skærm. Diagnostikprogrammet siger ganske rigtigt, at det er switchen, der er stået af.” Han tager sit head-set på og trykker et par gange på skærmen foran sig.

“Hej Dimitrij. Jeg kan se at der er en switch, der er stået af i Garliava – nummer 104. Jeg sender ISS derud og skifter den.” siger Marcus i head-settet.

“ISS? Hvem er ISS?” spørger den russiske officer.

“Det er det lokale firma, der har vundet vedligeholdelseskontakten på systemet – Internet-Systems- Service – hedder de.”

“Hmm- åndsvagt navn… Kom nu i gang med at få dem sendt derud.”

Lidt efter trykker Marcus igen på skærmen og vender sig imod russerne igen.

“Der er en tekniker på vej. De har altid en mand på vagt og et par reserve switche på hylderne.”

“Skal vi sige noget til FSB-folkene?” spørger den russiske kaptajn sin kollega.

“Nej. Der er ingen grund til at få de der bøller til at rende rundt hernede. Lad dem være.” svarer den anden.

Lidt efter går yderligere et par skærme i sne.

“Hov.!” siger Marcus. “Det var underligt. Det er første gang, jeg nogensinde har oplevet to switche gå ned på samme dag.” Med få minutters mellemrum går yderligere tre skærme ned. “Eeeh…. Det er underligt det her. Jeg ringer lige…”

“Ok… det andet kontrolrum oppe på Sanciai-kasernen ser det samme som os… computeren fortæller, at det er de lokale switche, der samler kamerabillederne og sender dem herind, der er gået I stykker. Der er syv switche, der er gået ned, fuldstændigt uregelmæssigt på tværs af byen. Jeg er ikke sikker på, at ISS har nok teknikkere eller reserveswitcher på hylderne – hvilke kamera-feed vil I helst have?”

“Hvad? Dem alle! I en fart… Jeg tror vi er nødt til at ringe til kommandanten og sige det til FSB… “

“Mja. Det er nok rigtigt. Men hvad skal vi sige? Det er jo ikke fordi, det vrimler med NATO-svin i gaderne. Skal vi ikke se om satellitten kan se noget?”

Lidt efter.

“Ok… FSB-folkene vil sætte en mand op i tårnet. Satellitten viser ikke nogen tegn på NATO-enheder på vej ind i byen… Marcus! Hvad er status på udskiftning af hardwaren?”

“Jaeeh... vi er nok ikke online med alle kameraer før i morgen middag…”

En halv time senere. Bag rådhuset.

“3! Rens anden etage og tårnet! Anden deling melder, at der er mindst én russer i tårnet. Fremad!” råber Premierløjtnant Søren til de fire soldater, der står foran ham trykket op imod den hvide granitmur.

“Pia, Nørregaard! Vi følger med ind. 8. Opret sanitetsrede og genforsyningspunkt i indgangssalen!”

Tredje gruppe med deres kamprobot bevæger sig langs væggen ned til hovedindgangen i enden af rådhuset. Lige bag dem følger Søren, Pia og Nørregaard og tre robotter, én kommunikationsrobot på ben, en sanitetsrobot på store ballonhjul og en forsyningsrobot med delingens reservebeholdning af ammunition ligeledes på hjul.

Inde i forhallen fortsætter tredje gruppe direkte hen til trappen og begynder at bevæge sig op. Oversergent Nørregaard sparker resterne af forhallens møbler til side og sætter sin sanitetsrede op. Imens sikrer Pia, at kommunikationsrobotten har forbindelse til delingens tre grupper og til kaptajn Steen, som er landet sammen med første deling ved S-400 batteriet. Søren skaber sig et hurtigt overblik over delingens kamp. På sin fragmentationsbrilles skærmbillede kan han se kamerabillederne fra de tre gruppeføreres hjelmkameraer. Første gruppe har renset og sikret hele første etage, Ulriks anden gruppe er kommet til trappen ned til kælderen og skal til at angribe derned for at taget kontrolrummet. Tredje gruppe er i gang med metodisk at rense overetagen med kamprobotten forrest.

”Søren! Alle UHF og VHF-forbindelser til kompagniet er nede. Robotten har selv skiftet til det lokale mobilnet. Jeg har hul igennem til Steen!” melder Pia, imens hun lukker en luge ind til kommunikationsrobottens betjeningspanel.

”Mmh!” svarer Søren. Han er ret ligeglad med, hvordan Pia får forbindelse med resten af kompagniet – bare der ér forbindelse, så han kan kalde på forstærkning eller støtte, hvis der bliver behov for det.

Søren griber sin kommando- og kontrol-tablet, som han har i en lille plastikholder fastgjort på lænden af exoskelettet. Han zoomer ud, så han kan se hele Kaunas. På skærmen kan han se, at 2. kompagni er landet ved den østligste bro og nu er i kamp med russiske enheder, der ser ud til at komme fra Sanciai-kasernen lidt væk. 1. Kompagni har sikret den vestligste bro og er ikke i kamp. 3. kompagni – det kompagni, hvor Søren er delingsfører i 3. deling – er landet ved rådhuset og S400 batteriet lidt derfra. Søren kan se at dele af 1. deling er i kamp ved luftværnsbatteriet, men at det ser ud til, at de har overtaget i kampen. Anden deling sikrer indfaldsvejene til rådhuspladsen, men er ikke i kamp. Søren pakker tabletten væk igen og rejser sig op. ”Pia! Bliv her ved 8. jeg render ned til 2.” siger han til Pia og løber ud ad døren, som anden gruppe få minutter forinden har bevæget sig igennem.

Samtidigt ved anden gruppe, der står ved trappen, der leder ned i kælderen.

”Vi gør, som vi indøvede i simulatoren! A.L. GO!” hvisker Ulrik fra sin plads som tredje mand i gruppen, der står klar til at angribe ned af den brede betontrappe. A.L. trykker på ”EXECUTE” knappen på den lille touch-screen, som er fastgjort til hans venstre arm. Hootch sætter i gang fra sin plads bag gruppens fire menneskelige medlemmer. Den fortsætter stille frem forbi gruppen. Ulrik kan se, at det er lykkedes A.L. at male et kranie forrest på robotten med selvlysende hvid maling. ”For helvede A.L.” tænker han. ”Chefen går helt amok, når han ser det.” Idet samme kommer Hootch til trappen og drejer for at fortsætte ned.

Våbenstationen kører i laveste stilling, så robotten hurtigt kan besvare ilden, hvis den bliver beskudt nede fra kælderen. Den fortsætter roligt frem hen over trappens kant og ned af trappen. De vandrette lameller på bælterne griber fast i trappetrinene, så robotten kan fortsætte ned uden problemer. Ulrik kan ikke længere se Hootch men kan se, hvad robotten ser igennem dens kameraer. Der er mørkt i kælderen. Gangen er godt to meter bred, og der er højt til loftet. På det termiske kamera kan Ulrik se, at der ikke umiddelbart er noget levende i gangen. Med ét ser han et blændende glimt og hører den overdøvende larm af et højt kaliberet våben blive affyret nede fra gangen. Hootch når at besvare ilden med to skud fra maskingeværet, før kamerabilledet i Ulriks kontaktlinse går sort. ”Fuck! Neej!” råber A.L. bag Ulrik. ”De har sgu slået Hootch ihjel!” Jens, der står forrest i gruppen griber instinktivt en flash-bang granat og kaster den ned i ad trappen. Netop denne situation har gruppen øvet flere gange i simulatoren, så alle ved, hvad der skal ske og handler uden ordrer fra Ulrik. A.L. har taget sin lille rygsæk af og har fundet en lille quad-copter drone frem. Han sender dronen ned i kælderen, så snart flash-bang granaten er gået af. Granaten vil blænde enhver modstanders kameraer og øjne og vil tvinge en modstanders udstyr til at genopstarte og nulstille sig, før kameraerne virker igen. Det giver dronen godt tre sekunder til at finde modstanderen og nedkæmpe ham. Dronen suser forbi Hootch og ned ad gangen. Ved den sidste døråbning finder den sit mål og selvdestruerer sig selv og målet med sin ladning af nanosprængstof.

Russernes autonome våben og sikrings-robot er ude af spillet. I samme øjeblik Jens hører dronen eksplodere, springer han frem med resten af gruppen i hælene. Geværerne er i skuldrene og de fire soldater fortsætter hurtigt direkte frem til døren ind til kontrolrummet. Henne ved døren placerer gruppen sig med to mand på hver side af ståldøren. Jens, der står ved dørhåndtaget, tager stille fat i håndtaget og trykker ned. ”Den er låst” hvisker han. Jan rækker ham en lille sprængladning, som han sætter under dørhåndtaget. Han og A.L., som står forrest på den anden side af døren, vender ansigtet væk fra døren og holder vejret. Ladningen eksploderer med et lille puf. Jens vender sig om og sparker med al sin og exoskelettets kraft til døren. Han sparker så hårdt, at han ikke bare sparker døren op, men sparker igennem døren, så hans fod går igennem og døren falder af sine hængsler. ”Argh! Jeg sidder fast” råber han og knæler ned og væk fra døråbningen. Resten af gruppen er lige efter ham. De maser sig forbi Jens som febrilsk prøver at trække foden til sig, imens de andre tramper hen over døren og låser foden fast. A.L. er nu forrest. Foran ham er der et stort rum fuld af enorme fjernsynsskærme på væggene. Han ser en mand smide en ildslukker fra sig og samtidigt trække en pistol. Ved siden af ser han en anden mand, i russisk uniform stå med en pistol i hånden. Den sidste russer ser A.L. i øjnene og begynder at skyde. A.L. bliver ramt i armen og i brystet, men exoskelettets beskyttelseslag standser de små pistolprojektiler. A.L. affyrer tre skud mod hver mand. Her hjælper de fine tracking-point sigter ikke. A.L læner sig op af sin træning og det alternative rødpunktsigte, der sidder på siden af geværet. De to mand synker sammen op ad et smadret fjernsyn. Bag A.L. kommer Jan. Han drejer til højre og ser en civilt klædt mand på gulvet i fosterstilling. Han er i tvivl om manden er død, men holder geværet rettet mod ham.

”Rum renset!” råber Ulrik. Da han som sidste mand kommer ind i lokalet og får skabt sig et overblik over situationen. A.L. går hen til de døde russere og sparker deres pistoler væk. Jan går hen til manden i fosterstilling og befaler ham til at række hænderne op og identificere sig.

Fire ud af de syv 100 tommersskærme er ødelagte. Der står gnister og røg ud af et stort computer tårn, der står op ad endevæggen.

”9 her er 2! Vi har kontrolrummet, men det er blevet saboteret. Vi skal have 6-5 herned i en fart, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at rede noget her.”

”Enig” svarer Søren fra døråbningen. ”Jeg har kaldt på ham. Han er her om et par minutter – er ham der ovre død? Og tror du ikke, han kan hjælpe?” siger han og peger på Marcus.

”Aner det ikke! Spørg ham?” svarer Ulrik og ser på Jens. ”Er du ok snublefod? Eller skal jeg igen kalde på Nørregaard, så han kan hente dig?”

”Luk!! Jeg har det fint. Tak.” svarer Jens og rejser sig op.

”Vi skal have sikret det her sted og se om, vi kan rede noget af al elektronikken. Jens! du bliver her og sikrer ham der den civile, imens han og 9 leger med computere. A.L…. hvor er han nu blevet af?” Ulrik ser sig forvirret omkring.

”Jeg er herude!” råber A.L. ude fra gangen. ”Jeg prøver at rede Hootch!”

Søren får bakset Marcus hen til computerskabet. Jan har fundet en stor rød kontakt og har slukket for strømmen til både computer og skærme, så der står ikke længere gnister over det hele. ”Can you fix it?” spørger Søren. ”I don´t know! I will try. But many of the switches in the city are down, so you cannot see much.” “Don´t worry. I think they will come back on shortly.” smiler Søren velvidende, at center for cybersikkerhed hjemme i København nok har inficeret byens systemer med malware, der sætter dem i stand til at kontrollere kameraerne fra hjemme fra.